Forfattere mødes! Lasse, forfatteren af serien Tank og Angel Academy, tager kampen op imod Alan Wake, fatteren af… Ja… Alan Wake!

Jeg har faktisk set frem til det her spil, fordi jeg ELSKER en god historie! Endnu bedre, jeg elsker en god gyser historie! Faktisk foretrækker jeg en god gyser historie i bogform end i film form, men for at det ikke skal være løgn foretrækker jeg en gyser i spil form endnu mere. F.E.A.R, Condemned, og ikke mindst, Silent Hill er nogle spil jeg elsker… Måske med undtagelse af Condemned som bare var godt. Men så har vi Alan Wake, en psykologisk thriller. Hvordan holder det op til andre spil med historien i højsædet? Vi finder ud af det!

Du spiller som Alan Wake, en kendt forfatter som er kendt for sit værk, en historie der handler om døden af en hovedperson fra en længere række af bøger han tidligere har skrevet. Men nu er han løbet tør for materiale og kreativitet så Alan og hans kæreste Alice tager et smut på ferie, til det smukke Bright Falls. Den samme dag du finder din hytte bliver dit liv vendt på hovedet og ud af ingenting vågner du op i en smadret bil med et blødende øjenbryn og dit hovede hvilende på et ret og skal nu finde ud af hvad der er sket, ikke bare med dig, men også din kæreste Alice. Spillet har allerede her, cirka tyve minutter inde i spillet vist glimrende skrevet historie. I begyndelsen hvor du skal have nøglen og vejen til din hytte får du den af en gammel dame der siger at ham du normalt skulle have nøglen fra var syg. Da du kører væk kommer en mand løbende ud med bukserne nede om anklerne vinkene med en nøgle. DUN DUN DUNNN! Det er ekstremt simpelt men fungerer! Noget andet er at spillet giver dig en masse spørgsmål du gerne vil have svar på. Og nu undrer du dig nok hvad de her spil har som andre spil ikke har der også stiller spørgsmål til at starte med. Det er så simpelt at i Alan Wake giver du en fuck. Lad mig give et eksempel. Nier, giver du en fuck for din karakter 20 minutter inde i spillet? Why I think not! Army of Two, giver du en fuck for hende den lækre tøs med tatoveringerne? Måske, men kun fordi hun er pænt lækker. Nå, men du vågner op og vil finde ud af hvad der er sket og der går ikke længe før du opdager et stykke papir. Det er en side til en bog du ikke kan huske at have skrevet, men den har din signatur og ikke nok med det, men den forklarer til punkt og prikke hvad der sker og kommer til at ske, faktisk i så stor en grad at folk bliver helt besat af bogen. Men lort rammer viften og du ser dit første spøgelse… Eller, det er vel egentlig ikke et spøgelse. Det er mere en mand klædt i mørke og dette er din modstander i spillet. Mennesker der er blevet overtaget af mørke og for at dræbe dem skal du først nedbryde deres mørke skjold med lys. Ud over denne modstander er der min personlige favorit, poltergeisterne, spøgelser der har overtaget et stillestående og får dem kastet i hovedet på dig. Grunden til jeg elsker dem sådan er fordi du ikke nødvendigvis bare kan nakke dem med en god salve fra din pistol, men bliver nød til at besejre dem med lys. Meget meget lys. Så meget lys faktisk at du er bedre tjent bare at løbe for dit liv. Alan er en forfatter, altså ikke en toptrænet soldat og kan derfor ikke de helt vilde undvigelses manøvre og rullefald. I stedet er hans bevægelser meget realistiske og er som du personligt ville bevæge dig under samme situation. Når du undviger kaster du dig ikke til siden, eller laver en psyko baglæns saltomotale med ekstra skrue. Nej. Alan dukker sig og tonser ubalanceret til siden eller i hvilken retning du nu bevæger dig. Alan er tung i røven, som en diare ramt sumobryder men ikke så tung at det bliver belastende, dog vil jeg mene at hans kondi er helt af helvedes til. Alan skal i sit eventyr dække MEGET jord, men hans løben er stort set begrænset til fem sekunder sprint. Det kan blive irriterende når du skal løbe rigtig langt. Apropro længde og mængde af terræn vil jeg nok mene at grafik holdet har fået lidt for meget frit slag. Bevares, naturen er flot, men mange gange sad jeg og tænkte “Kan vi ikke snart komme til det næste sted der sker noget?” Du bevæger dig rigtig langt og som regel er det eneste der forhindrer dig de samme “spøgelser” eller nogle afsindig lette gåder. Når der er så lidt variation skal man være forsigtig med at trække det ud og det har Alan Wake ikke været. De trækker vandringen imellem A og B utrolig langt ud og når der kommer et spøgelse er der som regel flere. Desuden advarer spiller dig konstant om hvornår der kommer modstandere i form af en mini-film hvor man lige ser dem komme ud af mørket og det er stort set hver gang. Så er spillet lige pludselig ikke så uhyggeligt længere for du ved jo ikke blot at der er der, men du ved også HVOR de er! Heldigvis er kampene udfordrende og to spøgelser kan sagtens behandle dig som en rødstrømpe hos Karl Mar, for ikke at snakke om poltergeisterne der er utroligt svære nogle gange.

Spillet har nogle virkelig fede elementer. Næsten et hvert fjernsyn og næsten enhver radio kan tændes og har altid et nyt indslag. Desuden er jeg vild med et spil der endelig har fattet at batterier til en lommelygte ikke går ud efter 3 minutters brug. Dog vil jeg mene jeg er imponeret over hvordan Alan er i stand til at tune sin lommelygte til at lyse ekstra kraftigt. Holder han den bare rigtig rigtig hårdt eller hvad? Noget andet fedt er hvordan at historien er sat op. Historien er sat op i kapitler der mere eller mindre giver dig følelsen af at du ser en mini-serie på fjernsynet, komplet med soundtrack, titel skærm hved hver afslutning af et kapitel og endda en genopfriskning af hvad der skete i det foregående kapitel. Jeg har hørt nogen have ondt i røven over det men til dem har jeg kun at sige, prøv at overveje de mennesker der måske er lidt langsomme. I et land, hvor at Sidney Lee kan blive en kendis og hvor undervisningsministeren insistere på at vi skal være som alle andre lande med at indføre et karakter system som intet andet land har, er der folk der er godt langsomme, og lige skal holdes i hånden. Faktisk hjalp det endda mig. Er det ikke sindssygt? Lille perfekte mig, fik lige fat i noget i opsummeringen som jeg havde overset første gang. Ud over dette er der selvfølgelig også scener i spillet der passer fint til en film eller mini-serie. Jeg vil ikke røbe nogle af disse scener men tro mig, du vil kende dem når du ser dem. Men, jeg har så også nogle problemer med historien. Jeg kan selvfølgelig ikke sidde her og skrive hvad spillet slutter med, men jeg kan sige at den ikke lever op til sin under titel “A psychological action thriller”. Meget af det passer, men der er lige ét ord der, der ikke er rigtigt. Faktisk var jeg MEGET skuffet over slutningen. Jeg har det fint med at den skal være mystisk og alt det, det er heller ikke det der er mit problem. Mit problem er at- Nej jeg kan ikke sige det for jeg spoiler! Bare lad være med at se frem til slutningen. Noget andet med historien jeg ikke er vild med er at til sidst fucker alt jo helt op. Der er spøgelser over hvert hjørne, poltergeister har smidt skidt, pis, fransklærer og lort rundt over det hele og ødelagt flere bygninger end jeg har tal på. Hvordan reagere menneskerne? Som om det aldrig er sket! Og nu er der nok en eller anden Einstein der skal udpege at “Jamen det er fordi det hele er i Alan’s hovede!” (Om det er det eller ej må du selv finde ud af) men der er jo stadig nogen der kender til det. Hvorfor er der nogen der bare ignorer det og andre der er traumatisk såret over hvad der er sket? Ud over det, vil jeg mene at for et spil der skal have historien i højsædet er der alt for mange plothuller og ubesvaret spørgsmål. Jeg kan forstå at for at få det hele skal man gennemføre spillet på den sværeste sværhedsgrad for at få nogle sider der forklarer diverse ekstra små finurligheder men her snakker jeg om nogle ganske almindelige hovedpunkter i selve historien der er rimelig essentielle, altså spørgsmål du ville forvente at få svar på igennem spillet normalt, og ikke som bonus viden.

Grafikken er nok der hvor mange vil regne med at spillet vinder point, og for at være hudløs ærlig… Som man siger der hvor jeg ikke kommer fra, det er ik’ så ringe. Men det var faktisk heller ikke så forbandet vildt. Karaktererne virker lettere firkantet og af en eller anden grund virker de alle til at have et sygt stort overbid. Omgivelserne er detaljeret og i må endelig ikke tro jeg mener at grafikken ikke er god, for det er den. Den er bare ikke banebrydende. Noget der imponerede mig var at når et fjernsyns program startede var det ikke bare et stille stående billede og lyd, men du kunne faktisk se hvad der foregik på skærmen, selvom den nok højst fyldede 2 kvadrat centimeter på din skærm. Noget andet jeg elsker er hvordan lyset og mørket reagere på hinanden i spillet. Skyggerne er så godt lavet at jeg sad tilbage som en spastiker med underbid og savlede ned af mig selv en gang imellem. Faktisk var der nogle gange hvor jeg blev helt forskrækket for skyggerne der kom når jeg lyste på noget kunne pludselig danne billedet af noget der kunne ligne en modstander. Animationerne er også virkelig fede og realistiske. Du vil ikke finde legemsdele der går igennem væge og andet og faktisk reagere karaktererne udmærket med dets omgivelser. Jeg kunne sværge at på et tidspunkt jeg undveg et sving fra en økse ramte øksen et træ ved siden af og sad fast. Lyset er også flot lavet billedeligt, hvis det gir nogen mening. Du får virkelig følelsen af at lys er din rednings… Ma- Nej… Genstan- Nej… Element? Ja, det er dit redningselement! Et tidspunkt hvor jeg stod inde i skoven og kunne mærke der var en sværm af modstandere på vej, så jeg en gadelygte stå helt for sig selv og noget inde i mig sagde bare “Hvis du vil overleve SÅ FÅ DIN RØV OVER TIL DET LYS!” Ja, min indre stemme er lettere højtrøstende. Nogle gange når du undviger på nøjagtig det rette tidspunkt kaster spillet sig ud i slowmotion der virkelig fanger detaljer og hvor tæt du f.eks. er på at dø. Dit lys kan også afsløre gemte skrifter på væge men efter noget tid finder du ud af at der er omkring 10 forskellige ting at stå. Det er min forståelse af at spillet gerne vil have at du får ideen af at dine modstandere kommer ud som var de formet af mørket, men det ser ærlig talt ud som om at de bare bliver teleportteret. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at tænke på den effekt fra Xmen der kommer når Nightcrawler teleporterer sig og hold da kæft hvor lød det nørdet! Modstander designet er også rimelig godt. Jeg siger rimeligt for af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at føle at alle de store modstandere der skulle have mange tæsk alle var skovhuggere… Jeg ved ikke hvorfor. Noget andet er bane designet. Du skal som sagt dække mange forskellige områder og det ville ikke være så galt hvis ikke at jeg endte med at føle at alt lignede hinanden. Altså jeg beder ikke om storbyer eller noget men når du er gået fra ét skovrasevat, til en mine, til en hytte og så tilbage til et skovrasevat sidder man lidt og kræver noget der ikke er gammelt, gråt, fugtigt og har fucking harpiks. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen, spillet er også spredt over alt for langt terræn. Selvfølgelig giver det til banedesignet og levetiden som er god men jeg føler bare at når du bruger så lang tid på bare at gå og har så lidt kondi som du har til at sprinte i, kræver jeg lidt at der sker noget, andet end at blive angrebet af monstre for den tusinde gang.

Lyden er fænomenal. Der er nogle virkelig gode musik dele i spillet og stemmeskuespillet er suverænt! Ikke nok med stemnings musik, men der er også glimrende musik bands der spiller både i radioen og imellem kapitler. Jeg foreslår normalt ikke sådan noget her, men hvis du kan få fat i en collectors udgave, så gør det, bare for at få fat i musik CD’en der hører med. Den har ikke alle numrene desværre, men så er det godt at musikken er så god at du næsten har lyst til at spille spillet igennem igen bare for at høre de resterende numre. Stemmeskuespillet er godt og giver knap så kendte stemmeskuespillere mulighed for at komme til. Alan er spillet af Matthew Porretta der ud efter min ressearch lader til at aldrig have været stemmeskuespiller til et spil før. Til gengæld er der Geoffrey Cantor og James McCaffrey der begge har et imponerende CV, dog ikke så meget inde for spil verden. Geoffrey Cantor bør dog genkendes som stemmen for Max Payne. Skuespillerne gør et fremragende arbejde, til trods for at de ikke er hærdede stemmeskuespillere som visse andre. Deres optræden er ikke blot fangende men også overbevisende. Karakterene passer glimrende til skuespillerne og du er overbevist om at deres stemmer passer, med et enkelt lille men. Og det men, pissede mig af. Mange gange er stemmeskuespillet ikke ordenligt sykroniseret med figurerne og nogle gange virker manuskriptet lidt… Blah. Et eksempel: I en af de først film scener får Alan et telefonopkald. Fra det er begyndt til cirka 10 minutter inde har han sagt “I love you” op til 5-6 gange til to forskellige personer. Jeg ved ikke om det er meningen at det skal være sjovt, men man ville da regne med at en forfatter har et større ordforråd. Jeg er blot en sølle UBETALT anmelder og vil da mene at jeg har et nogenlunde godt ordforråd… Specielt når det kommer til bandeord. Det er nok bare mig der plukker, men kan bare huske hvordan det fangede mig. Radioer, fjernsyn, karakterer og et rigtig godt manuskript er alt sammen med til at lave en god lyd, dog med liiiiidt fejl.

Hvor langt er spillet så? Jeg var omkring 2-3 dage om at gennemføre spillet og gav virkelig spillet hele armen. Men selvom det er langt blir jeg nød til at gå tilbage og understrege hvor udstrukket det er. Der er mange døde perioder hvor der ikke sker noget. Jeg ved ikke om det er uhygge de har prøvet at lave men der er forskel på at lave uhyggelig suspens-stemning, og så at der ikke sker en skid. I starten bliver du holdt i et jerngreb uden lige. Du vil finde ud af mere, du vil finde ud af hvad der foregår, hvad der sker, hvad der skal ske og om du får super evner til sidst… Hey det kunne jo godt være. Men igennem spillet mistede jeg lidt min interesse. Jeg var selvfølgelig stadig nysgerrig men som spillet udviklede sig begyndte jeg at være mindre og mindre interesseret i hvad der foregik og ville bare til klimakset i en vis fart, for følte ikke jeg blev fodret med nok bider til selv at smide stykkerne sammen. Efter hvert kapitel bliver historien blot endnu mere kompleks men jeg må så indrømme at til sidst giver det hele mening, dog på grund af det, jeg holder fast ved, er en skuffende slutning. Heldigvis har Alan Wake en god genspillings værdi for du får lysten til at prøve det igen, nu hvor du ved hvad der egentlig foregår. Ud over det har spillet en sværre sværhedsgrad der gør at du kan låse op for nogle flere manuskript sider der er spredt over Bright Falls, for at få hele historien med.

Skal du så købe Alan Wake? Det vil jeg da i aller højeste grad mene at du skal. Det er ikke fejlfrit, men det er en glimrende oplevelse hele vejen på både godt og ondt. Det prøver ikke at ligne andre spil og er en dejlig unik oplevelse. En god historie, en god oplevelse, et godt spil. Hvad mere vil du have?

Første indtryk: Tid til at lege mørkeleg.
Sidste indtryk: Der er ingen ude i mørket, der er ingen ude i mørket, der er ingen ude i mørket etc.

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action, Gys
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	14. Maj 2010	Censur:	16+
Platform:	Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Remedy	Udgiver:	Xbox360
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside