Lasse bringer sexy tilbage i Devil May Cry’s storesøster, Bayonetta,

Bayonetta var et spil jeg så meget frem til. Jeg har altid elsket flotte, hurtige og dynamiske kampe, og det må man vel sige at Bayonetta har. Men har det mere end det? Vi finder ud af det!

Du spiller som Bayonetta en heks med psykopat evner der er ude for at dræbe engle fordi… Fordi… Jeg har ingen anelse historien giver ligeså meget mening som kristendom for mig. Noget med hekse, børn, kloner, tvilinger og bryster og det er stort set hvad du får for dine penge. Bryster. Platinium Games valgte at skide hul i historien og distrahere spillerne med seksuallitet. Alt i spillet er med for simpelthen at gøre det sexet. Du kunne få magiske objekter i alle former men det skal selvfølgelig være i form af en slikkepind. Spillet har også indført punishment magier som er angreb hvor du fremkalder et instrument og bruger det til at nakke din modstander. Alle disse instrumenter har, sjovt nok, mere eller mindre en form efter bondage objekter… Med giloutinen og et kæmpe roterende dødshjul som undtagelse. Men du spiller ikke Fifa for at se på hockey og du spiller ikke Bayonetta for en historie. Du spiller spillet for kampene og kampene er også det langt bedste i spillet.

Kampene er hæsblæsende og flotte. De er nemme at komme til, lækre at spille og du har tusinder af comboer til rådighed. Antallet af angreb of comboer bliver øget af det lettere unikke opsætning med at du nemlig kan sætte våben både på hænder og fødder. Og du skal spille spillet før du fatter hvor sjovt det er at være i stand til at sætte pistoler på fødderne og sværd i hænderne. Men ud over det er der nogle virkelig opfindsomme og fede våben. Jeg mener hvem kommer på en raketkaster-tonfa? Skøjter? Pisken siger sig vel selv når det kommer til Bayonetta men muligheden for at sætte disse våben på både hænder og fødder. Det er også i kampene at du finder ud af at hvis der er noget dette spil er så er det en Devil may cry klon. Og vi snakker ned til den mindste detalje. Du kan endda få achievements der hedder “Angel May Cry” og unlocke Dantes pistoler. Men i modsætning til Darksiders der gjorde det sådan lidt subtilt som at stjæle fra en butik og snige sig ud bagefter, er Bayonetta så meget i dit fjæs med det at det faktisk er okay. De ved det er en efterligning og prøver ikke at lægge skjul på det. Men det har dog nogle ting Devil May Cry ikke havde, og det er f.eks. tidspunkter hvor du kommer ud og kører på motorcykel eller ridder på et missil. Kampene er også så meget federe på grund af stedderne du kæmper. I Devil May Cry er det dystre kamre eller byer. I Bayonetta kæmper du på siden af skyskrabere, på toppen af misiler, på biler, på motorveje, ja du kommer mildest talt rundt som en luder på blå mandag.

Selvom jeg ikke har lyst til det bliver jeg nød til at snakke om grunden til at kæmpe og den historie der bærer spillet fra action scene til sex scene til action scene. Grunden til at jeg ikke kan historien er fordi at jeg ikke følte det var nødvendigt. Spillet tog den ikke selv alvorligt så hvorfor skulle jeg? Det er humoren der er i højsædet og det er den der “slå-i-hovedet” humor samt sex humor. Det ville være okay, hvis ikke den var så meget i dit ansigt hele tiden og spillet kan ikke finde ud af at veje det ordenligt så stedder hvor historien bør tages alvorligt tror du det er en del af en joke. Det er noget jeg hader ved både film og spil med den slags humor, for før eller senere beder de så publikum om at tage situationen alvorligt og det eneste du gør er at tænke “nu sker der garanteret noget sjovt” så du hører egentlig ikke efter hvad der bliver sagt og du bliver skuffet når joken alligevel ikke kommer. Men der er rigeligt med jokes og det er stort set hvad spillet er. En spillebar joke. Du griner af den, men glemmer den hurtigt igen.

Der er selvfølgelig lagt vægt på at Bayonetta er så lækker som man kan være. Problemet er bare at jeg synes ikke hun er lækker. Jeg kan forstå nogen kan lide det der bibliotikar/sekretær look hun har kørende men med det samme tænker jeg bare HÅRET! Jeg synes ikke Marge Simpson er lækker, jeg synes for den sags skyld heller ikke at Lincoln er lækker, så hvad fanden sker der for den kæmpe hat af hår hun render rundt med?! Og det bedste er at det er hendes hår der er magisk og det er det der laver hendes dragt. Så når hun skal lave de helt store magier forsvinder tøjet og bliver mere til en kinky badedragt der kun lige dækker det mest vigtige, eller også er hun nogle gange helt nøgen men så er der bare ting der dækker for de mest private stedder. Jeg er single, okay? Og jeg kan rigtig godt lide at se på piger, ja, jeg tegner dem sgu endda selv og jeg er en af de mange stakler der kan tænke “Kæft hun er sgu ellers fræk” om en person fra enten et spil eller en tegnefilm. Timer man det rigtig kan man sgu nok også få mig til at overveje mulighederne ved et dukketeater. Men vi mænd er rovdyr. Vi kan godt lide jagten. Du ville jo ikke synes det var så fedt hvis en pige kom nøgen i byen… Eller jo det ville du jo nok egentlig, men hvis alle så var nøgne. Det ville jo ikke være fedt. Men når en tøsepige har en lille stram top på og små shorts så begynder det at ringe. Hvorfor? Fordi du bliver pirrede. Du ved jo godt hvad der er under stoffet men du vil jo stadig gerne se det (Dette er til alle vores mandlige læsere, for de kvindelige undskylder jeg mange gange). Når Bayonetta render rundt i en fuld dragt bliver du ikke pirret fordi, ja, hun ligner en nar. Men at hun så fortsætter med at smide tøjet ved hver given lejlighed fjerner endnu mere af det frække. Så er Bayonetta lækker? Det er hun vel. Er hun sexet? Overhovedet ikke. Så når Platinium Games prøver at lave jokes om hvor sexet Bayonetta er falder det ligeså hurtigt til jorden som… Ja… Den må i selv gætte jer til.

Modstanderne er derimod rigtig godt lavet. De er opfindsomme og det er imponerende hvordan at de har fået engle der egentlig ikke burde være skræmmende til at ligne onde modbydelige sataner. Der er mange forskellige modstandere og det bedste er at de ikke bare bliver smidt i hovedet af dig i en pludselig kamp som et hvert andet monster men bliver hver især introduceret både med entre, sketch og navn. Banerne er også flot designet og man kan tydeligt mærke opfindsomheden og arbejdet der er blevet lagt i det. Faktisk er spillet flot men så heller ikke mere. Filmene er spillet virkelige glad for, men du ender med at hade dem på fuld hammer. Der er to slags film. Der er en… Mærkelig stop motion film ting hvor de viser stillestående billeder med dialog til og hvor kun nogle få ting bevæger sig. Disse film er forvirende og virker utroligt småligt at smide ind i et spil hvor kampene har fine animationer. Til gengæld mener spillet så at det skal gøre op for det med en anden slags film der er de film du ville forvente i et spil med rigtige animationer og sådan. Problemet er bare at alle disse film er “ego rubbing” film hvor de bruger godt og vel 10 minutter af din tid til at vise “Se hvor awesome denne person er”. Det er alt lige fra at gå igennem en tornado uden at dukke sig for biler og andet der bliver hevet med eller at slukke ild ved at skyde på det og du tænker bare “Hvorfor kan JEG ikke gøre det?”. Det er direkte irriterende at hele tiden blive mindet om hvad jeg KUNNE gøre hvis spillet bare lod mig. Og de her film er laaaange. Du sidder over halvdelen af spillet og undrer dig om hvornår det bliver din tur til at spille og når du så kommer igennem filmen føles de ting du selv kan som noget være lort. Altså jojo jeg kan smide en person op i luften, hoppe på mine hænder og skyde ham med fødderne, men i filmene kan jeg slukke ild ved at skyde den! Jeg tør faktisk våge at påstå at halvdelen af den tid du bruger i Bayonetta bruger du på at se film.

Jeg fucking elsker Frank Sinatra. Og af alle hans sange elsker jeg “Fly me to the moon” mest. Så jeg var oppe i det høje felt af mit “awesome” meter da jeg hørte at det var en af sangene i spillet. At det så var en poppet udgave af en kvinde uden en tone i livet var så en anden ting. Nå men jeg får gennemført de to første baner og begynder så at bide mærke til en ting. Har jeg ikke hørt det hele her før? Jo, det havde jeg. I skrivende stund kan jeg kun huske 4 musik numrer i hele spillet! Der er Fly me to the moon, så er der et andet pop nummer, så er der et dystert boss theme og så er der et musik stykke der lyder som om det er blevet revet ud af Chalies Angels til når Bayonetta folder sig ud. Jeg har spillet iPhone spil med et større musik udvalg end det! Og når vi er igang med den sammenligning har jeg set mere personudvikling i en fucking tamagotchi! Personernes stemmer pisser mig også af. Bayonetta, spillet af Tara Platt, har en britisk accent… Hvorfor ved jeg ikke og det er klart fra starten at dette IKKE er hendes naturlige accent. Luka som er manden der falder pladask for Bayonetta bliver spillet af Yuri Lowenthal. Du har nok hørt hans stemme før, og jeg vidste at jeg havde så jeg sad og flækkede min hjerne i fire for at finde ud af hvor jeg havde hørt ham fra før. I modsætning til Tara falder hans stemme i et med karakteren hvilket er forfriskende. I spillet er også en lille pige, spillet af Stephanie Sheh. Hvorfor de valgte hende som stemmeskuespiller ved jeg ikke da barnet Cereza er nogle og 11 år gammel og Stephanie er FUCKING 43 ÅR GAMMEL! Og nu tænker du nok “Jamen det er svært at få en lille pige til at spille sådan en rolle” ja, men så kunne Stephanie da i det mindste prøve. Jeg blev på intet tidspunkt overbevist om at Cereza var en lille pige. Jeg troede faktisk det var en demon der havde allieret sig med mig på grund af hendes højst upassende stemme. Og jeg er jo ikke bar en nar der siger ting fordi det er sjovt… Størstedelen af tiden. Jeg researchede selvfølgelig det her og Stephanie Sheh er kendt for at skulle spille denne lille unge pige men i modsætning til Bayonetta spillet så gør hun faktisk et udmærket stykke arbejde med de andre ting hun har været i. Det kan måske have noget at gøre med at Cereza også skulle have en britisk accent og Stephanie Sheh HELLER IKKE ER BRITISK! Det skulle ikke undrer mig at der var en eller anden mand der spillede en mindre rolle som en pige i spillet på et punkt for stemmeskuespillet og dets skuespillere er helt rundt på gulvet.

I ved godt hvad tid det er nu og jeg vil spare jer for ventetiden og bare smide det ud med det samme, nej. Nej spillet har ikke en god genspillings værdig. Efter at have gennemført spillet tænkte jeg kun på at gribe fat i controleren igen for at finde de sidste gemte våben. At man får mulighed for at spille spillet igennem igen og låse op for nye dragter og spille det på en sværre sværhedsgrad er for mig det samme som at bede taxa chauføren om at køre en runde om mit hus før han sætter mig af, spild af tid og penge. Og fortæl mig lige hvad formålet er med at skulle ændre udseenet på sine våben? Våbene er jo ikke just store og når du flyver rundt med farver og monstrer over det hele kan du jo næsten ikke se det alligevel, plus de få øjeblikke hvor kameraret kører ind tæt på kan du alligevel ikke se våbene for så forsvinder de pludselig.

Hvad er dommen så? Spillet er Devil May Crys storesøster. Det er Devil May Cry med en pige i hovederollen. Du kan flere ting og kampene er måske mere hektiske men dets charme og gnist bliver hurtigt overskygget af dets dårlige humor, dårlige stemme skuespil og irriterende mangelfulde musik udvalg.

Første indtryk: Awe-fucking-some! Det her bliver fedt!
Sidste indtryk: Hvordan kan et spil fjerne charmen ved at i bogstavligste forstand slå en modstander ind i solen?

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	8 januar 2010	Censur:	18+
Platform:	PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Platinum Games	Udgiver:	Sega
Partner:
Links: