Lasse kaster sig ud i hans mindst kendte miljø, et strategi spil. Kan Eye of Judgement give ham noget andre strategi spil ikke har kunne? Find ud af det!

Da jeg sagde ja til at være anmelder havde jeg godt forudset at jeg skulle på et tidspunkt spille nogle af de spil jeg ikke var den store fan af. Jeg har altid hadet strategi spil og ikke fordi jeg er dårlig til at tænke, herre gud, jeg er jo ikke idiot. Men fy for dælen. Kan ikke se nogen som helst indlevelse i strategi spil. Og hvis det lykkes mig er det den kedeligste rolle i verden, en stor fed general der sidder på en stol oppe over kamp pladsen og dirigerer folk rundt… Fucking yay. Nå, men nok om introduktion, vi skal snakke Eye of Judgment, et spil lavet af Sony. Originalt var det til PS3′eren men så kom det også lige et smut til PSP’en. Jeg havde altid troet at Eye of Judgement var en billig udgave af Duel Masters eller Yugioh. Så jeg startede spillet med et sadistisk smil på læberne, men hvad jeg blev mødt af var ikke verdens dårligste efterligning af verdens dårligste anime (næst efter Naruto, fuck jeg hader det lort). Istedet blev jeg mødt af et koldt dystert univers med en faktisk fangende historie og, i modsætning til Yugioh, en tegnestil der var en skid værd.

Men, ja, du spiller som en magiker, bedre kendt som Den Udvalgte. Du bliver kastet ud i en verden der har hårdt brug for dig men skal selvfølgelig lige først lære hvordan og hvorledes. Ikke hvordan du bruger din magi og sprænger folk i luften. Heller ikke hvordan du svinger din magiske stav rundt og giver stokke prygl og heller ikke hvordan du mestre al slags magt og kraft i verden til at ødelægge din modstander. Nope, du skal simpelthen lære at spille kort! Jojo, spille kort. Ifølge min ven der spiler Magic Cards skal det symbolisere de tusinder af enheder din magiker har i sin besiddelse. Men for mig vil det altid være kort. Det kunne nok ændres hvis at kortenes motiver skiftede eller at der var mere end én figur på det enkelte kort, men det er igen kun hvis at det min ven sagde passede. Du har et deck med et vis antal kort som du kan forbedre igennem spillet og din modstander og dig skiftes så til at smide kort på et 3×3 bord. Hver runde får du mana som dine kort kræver for at blive taget i brug, og alle kort har en speciel evne. At alle kort, ned til hver enkelte kort uden undtagelse, er virkelig et plus i min bog. Det giver følelsen af at der er lagt rigeligt med tanke i spillet og gør at selvom at dit kort er pisse ringe, hvis du spiller det ordenligt kan det være dødsens farligt. Nu er jeg ikke den store strateg og ville nok kunne gøre Sun Tzu til skamme, men selv jeg kunne formå at bruge disse skod kort på den rette måde og dominere min modstander. Spillet er i sig selv utrolig simpelt. Der er ni felter og du skal have et kort på 6 af de felter og så vinder du. Det samme gælder selvfølgelig din modstander. Dominer seks felter og spillet er dit. Disse felter har så forskellige elementer på dem og dine kort har også forskellige elementer. Placer vand på vand f.eks. og dit kort vil blive stærkere og få mere liv, hvilket vel går under den samme kategori når jeg nu tænker over det. Men placerer du det forkerte kort på det forkerte felt tager det liv fra dig, og nogle gange kan dit kort ende med at dø bare af at du placerer det et forkert sted.

Som sagt før er jeg ikke den store strateg, men det forhindrer mig ikke i at kunne mærke at der er noget i vejen med AI’en. Spillet er selvfølgelig sjovest at spille over wi-fi med en ven, men når det ikke er til rådighed må man gøre brug af hvad man har, hvilket er en skide irriterende computer modstander. Hvad jeg mener med det? Jo, nu skal du høre. AI’en kan både være for god og for dårlig. Mange gange, fordi jeg er så dårlig til strategi spil, skaber jeg åbning hos mig selv som min modstander ikke gør brug af, selvom at den næppe kunne være mere åbenlys. Andre gange kan jeg lægge de mest avancerede planer og fælder og min modstander vil aldrig falde i disse fælder. AI’en kan ikke beslutte sig hvilken sværhedsgrad den skal have hvilket er irriterende for du kan ikke mærke om det er en idiot eller en krigs general du er oppe imod. Spillet er rigtig godt til den håndholdte, som så mange andre turbaserede spil. Når der ikke er noget at lave på arbejdet kan man jo lige hive PSP’en frem og spille lidt og det må man så sandelig sige at jeg har gjort. Og lige så snart kunderne kom, kunne jeg sagtens lægge spillet væk uden at slukke fordi at det er tur baseret.

Grafikken er “okay” og så heller ikke mere. Specifikke steder er der en lille film når et specielt kort kommer frem eller angriber, men der er ingen forbindelse med hvilke kort det er. Det har hverken noget at gøre med sjældenhed, styrke eller liv. Men der hvor det virkelig begynder at pisse mig af er når du får brug for specifikke informationer. Du kan kun se hvor dit kort kan mod-angribe og er svag henne før du placerer kortet, hvilket nok er én af de sidste tidspunkter du har lyst til at vide det. Det jeg dog har størst nederen over er at der ikke er noget svag/stærk element diagram. Du kan på intet tidspunkt se hvilket element har hvilken farve og hvilke elementer der er stærke og svage over for andre elementer. Så det eneste der er tilbage at gøre er at håbe og huske når du placerer et kort. Jeg prøvede at have en lille lap papir ved siden af, men lige lidt hjalp det. Mange gange døde mine kort simpelthen bare fordi at jeg placerede dem på det forkerte element. Det er ikke fordi det ville kræve så meget og du har i forvejen muligheden for at trykke på skulder knapperne så du kan se andre detaljer, så hvorfor ikke lige smide noget ind hvor man kan se hvilket element de skal holde sig fra og kan blive på og hvor deres stærke retninger er osv.? Vi snakker simple tal her. Når historien bliver fortalt foregår det i mere eller mindre stillestående billeder med tekst til. Filmene er faktisk rigtig gode og fungerer fint til det begrænsede hardware. At teksten måske er en smuuuuule for hurtig er så en anden ting.

Lyden i Eye of Judgement er rigtig god. Hver gang der foregår noget i spillet som ikke styres af hverken dig eller din modstander snakker game masteren i en kold dyster stemme. Det er måske højst 2 ord, men det er en fed stemme under alle omstændigheder. Den får nok også lidt ekstra pontus af at det er den eneste stemme i hele spillet. Når du når til et punkt hvor enten du eller din modstander mangler at lægge ét kort mere for at vinde bliver musikken virkelig hektisk! Selvom at det er det mest simple kort spil og der ikke er nogen tidsgrænse kan det virkelig får pulsen op og ringe, hvilket jo egentlig er utroligt når jeg normalt ville betegne et kortspil som kedeligt. Der er egentlig ikke meget at sige om lyden. Der er nogle få effekter når du lægger et kort og de blir peppet op med magi, og der er selvfølgelig gamemasteren der annoncerer visse ting, men det er så også det. Jeg tror faktisk ikke jeg ville gå særlig galt i byen ved at sige at det er de eneste lyde i hele spillet.

Eye of Judgement giver mange timers god underholdning. Spillet er svært men ikke for svært. Du kan altid forbedre dit deck, hvis du støder ind i en for svær modstander kan du til hver en tid kæmpe mod tidligere modstandere og vinde nogle fede kort eller bare personligt blive bedre. Selvfølgelig når du før eller senere et deck så godt at hvis du bare lægger kortene rigtigt har du allerede vundet kampen før den er ordenligt begyndt men det er først efter at have gennemført spillet, dog fjerner det genspillings værdien. Derefter kan man så altid tage kampen op mod sine venner hvilket er intet mindre end hysterisk morsomt, for din modstander er, forhåbentlig, et andet menneske, som du kan narre og manipulere hvilket gør sejeren så meget sødere når han har danset til din melodi hele vejen igennem.

Eye of Judgement har åbnet mine øjne for kortspil samt strategi spil. Det er et godt spil til den håndholdte men så heller ikke mere. Det er på ingen måde banebrydende og overvældende, men det ER sjovt og en interessant oplevelse. Hvad beskriver spillet bedst må vel nok være ‘middelmådigt’ eller et kort ‘godt’. Det er over middel, men har sine mangler. Dog har du denne over middelmådige oplevelse i lang tid, hvilket jo bestemt er et plus.

Første indtryk: Kortspil… Hvad fanden skal jeg med et kortspil?!
Sidste indtryk: Yeeess… DU ER GÅET I MIN FÆLDE MISTER BOND!!! Muhahahaha!

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Strategi
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:	4
Udgivelsesdato:	11. marts 2010	Censur:	12+
Platform:	PS3	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	Sony	Udgiver:	Sony
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Vilde eksplosioner! Fede biler! Store våben! Fede kampe! Der er intet i det her spil, så hvordan klarer Machinarium sig imod Lasse? Find ud af det!

Nogle gange efter at have slagtet orcs i millionertal, skudt nazister nok til at gøre anden verdenskrig misundelig og sprunget nok bygninger til stumper og stykker til at få adskillige animeer til at blegne i sammenligning, så er det dejligt lige at tage en slapper med en af de spil der nok vil overaske mange er den genrer spil jeg holder aller mest af. Puzzel adventure spil. Du kender dem godt. De spil hvor du får nogle gåder i hovedet hvor du skal bruge genstande her og der og samle andre genstande op for at komme videre og i min ærlige mening bliver der ikke lavet nok af denne slags spil og dem der endelig bliver lavet er som regel rimelig… skod. Jeg har gjort mit ypperste for at få fat i de bedste og har ud over de store titler: Escape from Monkey Island, Grim Fandango og Broken Sword kun prøvet ét godt spil, kaldt Still Life. Skulle nogen af vores tro læsere kende nogle gode adventure puzzel spil så send endelig forslag på lasse@revolution-games.dk. Ind til videre har jeg fået tilfredsstillet mine krav, nemlig af denne lettere nye ukendte lille perle kaldt, Machinarium. Machinarium er en af de spil der tør være anderledes og ganske enkelt er et ekstremt modigt spil alt i alt. Det holder sig ikke til nogle rammer, standarder eller instruktioner. Det er helt sit eget på så mange punkter.

Machinarium foregår i en fantasiverden meget ligesom vores egen, bare hvor alt og alle er robotter. Du spiller som en ung lille robot, der vågner op på en losseplads og allerede før du kan bevæge dig rundt bliver du stillet over for din første gåde, nemlig at samle dig selv. Hvorfor du er i flere stykker, hvad din mission er, eller generelt bare, hvad fanden i emhætten der foregår ved du ikke, men det bliver overraskende godt forklaret i løbet af spillet. Ikke med ord, dog, og det er simpelthen fordi at der ikke bliver ytret et eneste ord igennem hele spillet, hverken verbalt eller med skrift. Alt bliver forklaret igennem billeder og illustrationer. Det er våget men fungerer utroligt godt. Selv når du sidder fast og trykker på din hjælpe knap får du ikke hjælp ved ord eller pile, men i stedet en tegning af hvad dit endelige mål i denne del af banen er. Igennem spillet bliver du stillet op for en god portion gåder der faktisk er simple nok hvis du bare tænker dig om. Og nu tænker du nok “Det er da tilfældet med alt!” og ja det er det vel, men efter at have siddet en halv time og prøvet at finde løsningen til en specifik gåde og så endelig finde ud af hvad svaret var får man i Machinarium ofte lyst til at udbryde “Doh!” fordi det jo egentlig var simpel nok. Du sidder aldrig, som der nogle gange er tilfældet med andre spil, og tænker “Hvordan helvede skulle jeg have gættet det?!”. Gåderne giver mening, hvilket er et stort plus. Du undrer dig heller aldrig hvad din opgave er, for det bliver som regel gjort meget klart. Faktisk tør jeg gå så langt at de sjove animationer og flotte tegninger gør det mere klart end ord nogensinde ville kunne gøre. Der skal dog lyde et minus. Du kan kun røre, snakke og pille ved ting der er inden for en vis radius fra dig. Så du ved ikke hvad du kan røre ved før du er tæt på. I andre spil ville din mus ændre udseende og når du klikkede ville din karakter gå der over og røre ved genstanden. Jeg kan forstå at det skal være en udfordrings faktor men jeg vil faktisk mene at det bare er mere irriterende end det er svært. Et andet minus er at spillet har al tid i verden. Og selvom at denne slags spil er spil du skal sætte dig ned og slappe af til og tænke i stedet for at få pulsen op kan jeg bliver lettere irriteret når du absolut skal se din karakter eller en anden valse fra den ene side af skærmen til den anden i et tempo en snegl ville pege imaginære fingre af.

Men det er faktisk ikke så skidt at det ikke er godt for noget. For i den tid din karakter bruger til at bevæge sig fra A til B kan du tage et ordenligt kig på omgivelserne, for et andet af Machinarium’s stærke sider er uden tvivl dens grafik. Hele spillet er i en flot og fed tegnestil som næppe har været let at lave. Det er ikke nogle 3D bygninger, så der er lagt utroligt meget vægt på hver eneste individuelle bygning og person. Der er ikke en centimeter i dette spil der ligner et andet. Alt er ekstremt flot, til sådan en grad at det kan blive næsten helt frustrerende. For mange af denne slags spil viser nemlig hvad du kan trykke på ved at det er i en lidt tydeligere farve end resten, men ikke her. Alt ser ud til at være af det samme materiale og du har virkelig svært ved at se hvad der er baggrund og hvad der er omgivelser hvilket er et plus, men også et lillebitte minus, hvis man ikke er tålmodig. Det fungerer nemlig fint med at der kun er et specielt stykke af skærmen du kan trykke på, så du er virkelig nogle gange på Lars Tyndskids marker fordi du ganske enkelt ikke kan se hvad du kan trykke på. Det er derfor fedt at alt er så flot og KREATIVT. Meget af det er ting som man sagtens kender fra hvis man bare lige tager en tur ned at strøget, men ændret på en utrolig sjov og kreativ måde. Animationerne er også utrolig flotte. Ud over at bevægelserne virker lidt firkantet, hvilket nok er meningen, er alt flydende og flot at se på, specielt med den utrolige detaljerede og unikke grafik. Spillet er også så… Så… Muntert. Jeg blev glad af at spille det her spil, simpelthen fordi at der rundt om hvert hjørne var nye ting jeg endnu ikke havde set men nød at gøre.

Der er ingen dialog overhovedet i Machinarium hvilket er våget men her er det blevet gjort godt. Det giver også en tid til at høre på den virkelig dejlige og alternative musik. Den passer utroligt godt ind i hele denne robot verden og der er en ny melodi der spiller hver gang du skifter billede. Musikken fanger også hvad der sker på lige det billede meget godt. Om du er i fængsel, på gaderne, i et køkken eller en elevator formår musikken konstant at fange situationen perfekt. Lyd effekterne derimod er måske lidt tamme en gang imellem. Det er ikke helt vildt men man føler lidt her og der at lydene der er i spillet er lidt mangelfulde. Knirke lyde og andre mekaniske lyde gentager sig ofte, men det er også kun hvis man absolut skal plukke fejl ud, hvilket jo er mit arbejde.

Spillet er utroligt kort, men gåderne du skal besvare er svære og sjove at udføre. Der er meget variation igennem spillet så som små mini spil, et stort udvalg af forskellige gåder der skal udføres på forskellige måde og de skal nok holde dig i snor imens du sidder og prøver at regne dem ud. Men med lidt viljestyrke, lidt god tænkning og selvfølgelig en god hammer kan man godt gennemføre spillet på et par små seks timer. Genspillings værdien er stort set et nul, med mindre du virkelig er typen der kan lide at tage tid på dig selv. Der er efter min mening ikke nok rum til at lalle rundt på. Og forstå mig ret, det er som regel en god ting. Men her i ville det være rart at kunne gøre ting man ikke var tvunget til at gøre for at komme videre, eller snakke med nogen der var nødvendige for spillets udvikling. Der er et kanont godt univers her, men fordi du kun får lov til at snakke med få udvalgte der alle bringer dig videre i historien, samt pille ved ting og sager der har samme funktion, formår du ikke at komme rigtigt under overfladen på spillet og se lækkerierne nedenunder. Det ville selvfølgelig være svært at føre samtaler uden dialogen, men blot bevægelser eller sjove billeder som når de tænkte ville være utroligt sjovt og interessant. Jeg var lidt skuffet over at jeg ikke fik lov til at se mere af denne utroligt sjove og fede verden.

Spil Machinarium. Jeg kan ikke anbefale det her spil nok. Det er utroligt simpelt, utroligt enkelt, men det var Tetris også og så hvor super fedt det var! Det er lige før jeg vil sige at det er oppe og toppe stormesteren inden for disse spil, Escape from Monkey Island, blot fordi det er så sjovt, flot og kreativt lavet. Man siger at spil firmaer nu om dage kun laver spil for pengene, men man kan mærke i Machinarium at der her ligger sjæl, kærlighed og liv. Spillet er blevet lavet fordi folk ville, ikke fordi penge tvang dem til det. Spillet er ideelt til alle alder, så tag og luk det her vindue, hop på den to-hjulede eller i den fire-hjulede og kom ud og køb det her spil. Du vil ikke fortryde det.

Første indtryk: Det var sgu da den flotteste tegnestil jeg har set længe!
Sidste indtryk: Jesus… Det havde jeg ligegodt aldrig regnet med da jeg satte mig ned for at spille.

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Eventyr
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	5. marts 2010	Censur:	7+
Platform:	PC	Anmeldt Platform:	PC
Udvikler:	Amanita Design	Udgiver:	Lace Mamba Group
Partner:	Paradox Interactive
Links:	Officiel hjemmeside

Større, bedre og meget mere ”badass” er de ord som Infinity Ward sendte Modern Warfare 2 på gaden med, men kan spillet så også leve op til forventningerne?

Da Infinity Ward tilbage i 2007 udsendte Call of Duty 4: Modern Warfare gik tiden i stå for et kort øjeblik. Aldrig før havde krig set så godt ud elektronisk og historien der drev spillerene frem var perfekt skruet sammen med det meget realistiske og hektiske gameplay. Spillet blev rost til skyerne alle steder, og selv de aller hårdeste kritikere måtte sande, at Infinity Ward havde skabt en ny franchise indenfor Call of Duty serien. Der gik ikke længe før rygterne om en potientiel 2’eren blev sat i omgang, og da Infinity Ward på fornemmeste vis udsendt en meget begrænset teaser bestående af en lyd fil, gik gamerene igen amok og hypen blev sat. Nu er spillet så endelig udkommet, og jeg må sige, at det holder 100%, næsten.

5 år er passeret siden eskapaderne i Call of Duty 4, og verdenen er i den grad forandret. Den tidligere leder af terror organasitationen ”The Ultrantionalists” Imran Zakhaev er efter sin død blevet en idoliseret folkehelt i Rusland, hvor mange oprørere søger hævn over USA, og specielt en af Imran’s tidligere løjtnanter, Vladimir Makarov iværksætter en række seriøse terror aktioner imod den vestlige verden. Det er derfor igen op til dig at genoprette ro og orden gennem nogle af de mest hektiske kampe set på et elektronisk format i lange tider.

Det første man lægger mærke til, er hvordan grafikken er blevet forbedret med længder man ikke troede muligt. Call of Duty: Modern Warfare 2 er på alle måder flottere, hurtigere og langt mere ”WOW” end sin forgænger, hvilket synes næsten som en umulig opgave, da Call of Duty 4 var et pragt eksemplar forud for sin tid. Voldsomt smukke omgivelser krydret med ekstremt livagtige karakter animationer flyder over skærmen med 60 Frames Pr. Second uden problemer. Spillets våben har også fået en omgang lak, så de nu fremstår meget mere moderne og nærmest futuristiske uden at overdrive.

Call of Duty serien har altid været et pragteksemplar på lydsiden, og Modern Warfare 2 levere varen fuldt ud. Tunge fuldautomatiske våben har næsten aldrig brølet mere intenst, og når man først overgiver sig til den sprøde lyd af en lyddæmpet MPK5, så er det svært at lade sig imponere af andre spil indenfor generen.

Gameplayet er som i Call of Duty 4, præcist, tyngde givende og meget nemt at forholde sig til. Du skal ikke bruge længe før det hele sidder på rygraden, men at præcisere det, tager sin tid, og mand. Når du engang er færdig med Single player sektionen, er der massere at komme efter. Special ops lader dig alene, eller sammen med vennerne få udfordringer der kræver mere end bare en hurtig finger på aftrækkeren, og gode reflekser. Her taler vi om skarpsindighed og tålmodighed, for hvis du skulle krydse et større område, fyldt med højt græs og fjendtlige snipere, ville du så storme frem med aftrækkeren i bund? Sandsynligvis ikke. Multiplayerdelen er som altid absolut det store trækpunkt, og siden Call of Duty 4 viste hvordan man underholder adskillige tusinde spillere time efter time, er der kun kommet mere til festlighederne. Dine våben har nu langt flere muligheder for at blive helt personlige og de gamle ”perks” er blevet opgraderet, så de nu kan give en ekstra bonus, hvis du udføre et bestemt stykke arbejde. Nye baner er kommet til, og det er helt unikt, at vise sine færdigheder på toppen af et højhus, hvor udsigten bare forsvinder længere og længere ud i horisonten.

Det er svært ikke at lade sig imponere af Modern Warfare 2, selvom Single Player delen ikke helt lever op til sin forgænger, så er der alligevel rigtig mange timers elektronisk underholdning at hente, for når du først står og kigger udover slagmarken, sammen med dine kammerater i ryggen, klar til at nedlægge modstandere fra hele verden, så pumper adrenalinen hurtigere, vildere og langt mere intenst, end Call Of Duty 4 nogensinde kunne drømme om.

Skrevet af:	Dennis Damsgaard	Genre:	FPS
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	10. november 2009	Censur:	17+
Platform:	PC, PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	Infinity Ward	Udgiver:	Activision
Partner:	Activision
Links:	Officiel hjemmeside