Tidligere idag dukkede et mystisk rockstar relateret site: rockstargames.com/v frem i kort tid. På siden kunne. Det der skete tidligere på dagen var at den begyndte at downloade en fil når man gik ind på siden.

Rygterne går pt på at Rockstar planlægger at offentliggøre GTA V engang til marts, og at dette var et led i optakten til dette. Det ville ikke være utænkeligt at Rockstar lavede et velkalkuleret leak af siden for at skabe hype. Rygterne siger samtidigt at Rockstar tidligere har annonceret at marts skulle være en vigtig månede for Rockstar.

Om det er en and eller ej er svært at vide. Men det lyder ikke utænkeligt i vores ører at GTA V snart ville se dagens lys. Med den succes 4´eren havde er det blot et spørgsmål om tid før vi ser mere. Vi søger at følge sagen nærmere når der sker nyt, hvis der sker nyt vel og mærke.

Remedy meddeler at Alan Wake endeligt er færdigt. Det Twin Peaks/Stephen King inspirerede horror spil har været undervejs i snart 6 år, men nu ser det endeligt ud til at udviklings arbejdet har nået sin ende.

Remedy skulle eftersigende være gået i gang med de sidste finpudsninger af spillet, det ville derfor ikke være urealistisk at forvente spillet allerede til efteråret. Spillet skulle køre på en konstant framerate på 30 fps. Hvilket måske er langt fra det optimale 60 fps, men samtidigt loves det at frameraten vil være konstant, selv på de mest krævende områder. Dette kunne betyde at der måske ikke vil være nogle af de mange framerate drops vi så ofte ser i spil nu om dage.

Spillet står til at komme til xbox 360. Den ventede Pc udgave blev desværre slagtet for at gøre spillet til et sandt exclusivt spil. I en ny annoncering til sitet joystiq.com kan man dog læse følgende: “the promising action-adventure, which will initially appear only on Xbox 360, as good as done”. Her kan det umiddelbart læses mellem linierne at spillet måske senere vil finde vej til Pc´en. Vi krydser fingre og ser frem til spillets nærtstående release.

Et spil der fungerer som en film, ser ud som en film, lyder som en film og giver en film oplevelse. Måske var det bedre egnet hos Revolution-Movies men under alle omstændigheder har Lasse fået fingrene, det er Heavy Rain!

Heavy Rain… Hvor mange gange har jeg ikke set på de trailere og film på nettet siden jeg først hørte om dette spil? Nu er spillet så endelig ude og jeg kan kun sige at de høje forventninger jeg havde er blevet opnået plus moms.

Spillet handler om 4 karakterer der er blevet hevet ind i det kolde morderiske univers hvor alt roterer sig omkring den mystiske origami morder, hvis kendetegn er at kidnappe små drenge og drukne dem i regnvand for blot at efterlade en orkidé på offeret til politiet at finde. Kort sagt er origami morderen sådan som jeg nok ville være som børnehave pædagog. Dette bliver nok den eneste joke jeg bliver i stand til at fyre af igennem denne anmeldelse fordi spillet har sat sig lige der hvor det skal, nemlig i det kolde mørke stykke kød i min krop som folk kalder hjertet. Spillet gør det som meget få spil har været i stand til at gøre for mig, nemlig at fange mig, holde mig i et jerngreb og presse følelser ned i halsen på mig. Jeg mener, Jesus fucking Kristus, jeg sad med en klump i halsen og var lige ved at flæbe ved nogle punkter. Det har intet spil, ud over kongen af alle spil, og nej det er ikke My Horse and Me, men Metal Gear, været i stand til at gøre ved mig. Musikken, billederne, stemmeskuespillet, kameraet og atmosfæren i al sin enkelhed er med til at gøre spillet innovativt og unikt. Du skifter imellem fire karakterer. Ethan Mars, en ulykkelig far der er blevet hevet ind i det morderiske net af origami morderen. Madison Paige der ender med at blive Ethans skytsengel. Norman Jayden, en FBI agent der er blevet hyret til at hjælpe det lokale politi med at fange origami morderen og til sidst Scott Shelby, en privat detektiv som har en personlig interesse i mordene. Skiftet imellem disse karakterer gør at du ikke bliver træt af de enkelte figurer og du er hele tiden interesseret i hvad de andre laver. De er alle unikke, genialt udviklet, hopper aldrig ud fra deres karakters rammer. For eksempel hvis en karakter har demophobia eller en anden har astma, kan du være sikker på at de vil holde sig fra store mængder af mennesker eller vil blive angrebet af astma problemer. Spillet holder sig med andre ord sand til karaktererne.

Spillet fungerer meget som det gamle spil Fahrenheit som jeg har en Let’s Play kørende af på Youtube, bare søg efter Let’s Play: Fahrenheit og led efter Mangaloverfortune. Men nok om det. Du bevæger dig rundt omkring i forskellige arenaer og utallige valg der vil påvirke spillets følgende gang. Alle handlinger bliver udført med din højre analog. For eksempel hvis du vil åbne et køleskab bevæger du din højre analog op og drejer det til en side som om du styrer din karakters arm. Under action sekvenserne bliver du tvunget til både at trykke knapper og skubbe analog stik i forskellige retninger på begrænset tid. Hvis der nu var en der slog ud efter dig ville du kun have den tid han først lægger an til at slå til at han rammer til at gøre hvad skærmen viser. Hvis du gør det rigtigt undgår du at blive slået men gør du ikke får du en i skrinet. Der er tusinder af disse ting så det fede er at det faktisk har noget at sige om du trykker eller ej. Siden spillet er eksklusivt har spillet også indført et ekstremt velfungerende brug af SIXAXIS systemet hvor du skal bruge din controler til at lave handlinger. Det bliver brugt til de lidt mere hårde og brutale bevægelser der kræver lidt mere muskel. Knapperne har også mange forskellige måder at skulle trykkes på. Nogle skal gøres lige så stille og roligt og hvis du ikke gør det stille og roligt fucker din karakter op. Nogle skal hamres gentagende gange mens andre skal holdes nede imens du trykker flere knapper eller bevæger analog på samme tid. Jo mere avanceret bevægelsen er for din karakter jo flere af disse er der. Det fede er at det i modsætning til andre af sådanne spil faktisk giver mening hvad du trykker. I Fahrenheit bad den dig bare om at trykke en sekvens af knapper og så var det det. Det der nok er mest mærkeligt med styringen i spillet er den måde din karakter går på. Dette gøres nemlig ikke med styrepinden men med R2 knappen hvilket er lidt… Bizart. Men imens du spiller finder du ud af hvorfor det er sådan. For hvis kameraret nu beslutter sig for at skifte kamera vinkel skal du ikke til at ændre retningen på din analog hvilket mange gange har været lidt nedderen i visse platform spil. En anderledes måde at løse problemet på men det virker. Igennem spillet bliver du stillet op for en masse valg og mange af dem går ud på selvofring og i modsætning til andre spil hvor jeg stort set ikke kunne være mere ligeglad med mine karakterer og hvad de foretog sig giver jeg her faktisk et flyvende knep for dem. Jeg føler for mine karakterer, jeg kan sætte mig i deres sted og har ikke lyst til at de skal komme til skade eller lide.

Grafikken er… Wow. Det er sjældent at grafikken er så god som den er her i. Designet er genialt. Huse, maskiner, biler og andre genstande er perfekte ned til den mindste detalje. Karaktererne bliver alle påvirket af både snavs og regn og endda i forskellige mængder. Der er ikke nyttesløse bevægelser, ingen lemmer der går igennem væge og kroppe, og alle bevægelserne er troværdige og flot animeret. Jeg vil virkelig ønske der var noget jeg kunne hakke ned på, men grafikken går virkelig igennem og imponerer dig igen og igen. De har endda taget højde for problemet der kunne være ved at have for mange detaljer når du leder efter spor som FBI agenten. Her putter du bare nogle avanceret briller på og fyrer op for en slags sonar der fremkalder spor omkring dig. I modsætning til Fahrenheit, som jeg er bange for stort set er den eneste reference jeg kan bruge for det er de færreste der har spillet Shenmue, så er knapperne du skal trykke heller ikke bare placeret i bunden af skærmen så du trygt ved hvor dine handlinger forekommer. De er spredt ud over hele skærmen og bevæger sig sammen med billedet. Skal du blokere din modstanders højre hånd vil knappen du skal trykke være på din modstanders hånd og jo mere hektisk det bliver, bliver disse knapper sværere at se. Dette fungerer utroligt godt fordi det hiver dig ind i spillet. Hvis du nu er på hovedet og skærmen siger du skal trykke din analog op ad skal du egentlig trykke den nedad fordi billedet jo er på hovedet. Hvis jeg absolut SKAL sige noget negativt om spillets grafik må det nok være røven på Madison. Jeg har ikke noget imod en pige der har en god røv og kan udfylde et par jeans bedre end Megan Fox men hold da lige på pat og piller den der røv er da lige så meget i dit ansigt som røde kors reklamer. Jeg ved ikke om det overhovedet er anatomisk korrekt eller om det bare er lyset der driller, men den røv virker altså ikke menneskelig mulig, men hey, det virker.

Selv lyden er i sit es. Stemmeskuespillet fanger dig og der er god følelse bag en hver replik. Franskmanden Pascal Langdale der spiller Ethan Mars formår at gribe dig og føle med ham. Vrede, frustration, håbløshed, han fanger alle følelserne perfekt. Dog er der nogle få enkelte steder hvor han nok overgør det en smule, men hey med hvad han går igennem tør jeg sgu ikke vide mig sikker om det er tilfældet eller ej. Det interessante er hvor meget Pascal Langdale faktisk ligner Ethan Mars, så rollen tilfalder ham meget fint. Jacqui Ainsley der spiller Madison Paige, Leon Ockenden der spiller Norman Jayden og Sam Douglas der spiller Scott Shellby giver alt i alt en prestigefult optræden der ikke blot er velspillet men i modsætning til så mange andre spil, også er troværdig. Du tror på at dette er karakterens naturlige stemme og du tror på at det er den tone de ville have i deres given situation. Spillet lader også til at være klar over at stemmeskuespillet er ideelt for uanset hvor du er i spillet kan du altid ved et tryk på L2 høre dine karakterers tanker og meninger hvilket desuden også giver dig en god idé om hvad du skal gøre som det næste. Musikken er så genial at jeg har været alle amerikanske musik butikker rundt for at finde et sted man kunne købe albummet. Musikken rammer dig som en lydbølge af følelser og ethvert musik nummer passer ind til den situation det skal. Faktisk gør spillet det som mange spil har en tendens til at have svært ved, nemlig at vide hvornår det skal tie stille og slet ikke spille noget som helst. Mange (velpassende) gange stopper spillet fuldstændig musikken så du kan høre stilheden, men ikke mindst, trommen af regn udenfor der karakteriserer Heavy Rain. Næsten over alt kan du høre regnen der virkelig sætter stemningen hvor den skal være.

Spillet giver dig igennem din rejse mange forskellige valg, store som små. Hver af disse valg har noget at skulle have sagt længere fremme i spillet, så hvordan du spiller det første gang kan næsten umuligt være samme måde du spiller det på næste gang, hvilket giver spillet en god genspilningsværdi. Længden er også passende til at både spille det flere gange og få nok af spillet første gang. Selvfølgelig snakker vi nok kun om to gange du gider at spille spillet forfra men da det jo også er ligesom en film spiller du spillet ligeså mange gange du vil se en film. Du ser den første gang, derefter ser du den med de slettede scener og alternative slutning, derefter ser du den sammen med vennerne eller kæresten.

Jeg kan ikke anbefale Heavy Rain nok. Jeg vil gå så langt at sige at Heavy Rain er det bedste der har ramt Playstationen i de sidste to år. Jeg skal dog være åben og sige at Heavy Rain er et af de spil du enten elsker eller hader på grund af dens opbygning og styremåde, men jeg var bestemt en af dem der elsker det. Heavy Rain tager dit hjerte, åbner det og placerer sig inde i det og sætter nye standarder for spil for altid. Det er en oplevelse du bare må have. Om du kan lide den eller ej er irrelevant så længe du oplever det.

Første indtryk: Endelig! Endelig er det mit!
Sidste indtryk: Jeg… Jeg skal lige bruge et øjeblik her…

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Eventyr
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	24. Febuar 2010	Censur:	18+
Platform:	PS3	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	Quantic Dream	Udgiver:	Sony
Partner:
Links:

Til de fleste strategi fans store glæde er det næste spil i Civilization serien blevet annonceret. Det femte spil i Firaxis populære serie skulle levere mere af det fansne har elsket ved serien, samtidigt med at der foretages justeringer og forbedringer ved konceptet.

Mest bemærkelsesværdigt er det at spillet nu foregår på hexagonal formede felter frem for firkantede. Dette skulle ifølge spillets designer: Sid Meier give flere taktiske muligheder og mere kontrol til spilleren. Samtidigt nævnes det at kampsystemet i denne omgang vil få en overhaling og blive udbygget og give mere kontrol til spilleren.

Spillet står til at udkomme i løbet af efteråret, vi herinde på Revolution-games ser frem til dette, og søger at følge spillet yderligere. Indtil der kommer mere kan i nyde disse 8 screenshots fra spillet.

Lasse bringer sexy tilbage i Devil May Cry’s storesøster, Bayonetta,

Bayonetta var et spil jeg så meget frem til. Jeg har altid elsket flotte, hurtige og dynamiske kampe, og det må man vel sige at Bayonetta har. Men har det mere end det? Vi finder ud af det!

Du spiller som Bayonetta en heks med psykopat evner der er ude for at dræbe engle fordi… Fordi… Jeg har ingen anelse historien giver ligeså meget mening som kristendom for mig. Noget med hekse, børn, kloner, tvilinger og bryster og det er stort set hvad du får for dine penge. Bryster. Platinium Games valgte at skide hul i historien og distrahere spillerne med seksuallitet. Alt i spillet er med for simpelthen at gøre det sexet. Du kunne få magiske objekter i alle former men det skal selvfølgelig være i form af en slikkepind. Spillet har også indført punishment magier som er angreb hvor du fremkalder et instrument og bruger det til at nakke din modstander. Alle disse instrumenter har, sjovt nok, mere eller mindre en form efter bondage objekter… Med giloutinen og et kæmpe roterende dødshjul som undtagelse. Men du spiller ikke Fifa for at se på hockey og du spiller ikke Bayonetta for en historie. Du spiller spillet for kampene og kampene er også det langt bedste i spillet.

Kampene er hæsblæsende og flotte. De er nemme at komme til, lækre at spille og du har tusinder af comboer til rådighed. Antallet af angreb of comboer bliver øget af det lettere unikke opsætning med at du nemlig kan sætte våben både på hænder og fødder. Og du skal spille spillet før du fatter hvor sjovt det er at være i stand til at sætte pistoler på fødderne og sværd i hænderne. Men ud over det er der nogle virkelig opfindsomme og fede våben. Jeg mener hvem kommer på en raketkaster-tonfa? Skøjter? Pisken siger sig vel selv når det kommer til Bayonetta men muligheden for at sætte disse våben på både hænder og fødder. Det er også i kampene at du finder ud af at hvis der er noget dette spil er så er det en Devil may cry klon. Og vi snakker ned til den mindste detalje. Du kan endda få achievements der hedder “Angel May Cry” og unlocke Dantes pistoler. Men i modsætning til Darksiders der gjorde det sådan lidt subtilt som at stjæle fra en butik og snige sig ud bagefter, er Bayonetta så meget i dit fjæs med det at det faktisk er okay. De ved det er en efterligning og prøver ikke at lægge skjul på det. Men det har dog nogle ting Devil May Cry ikke havde, og det er f.eks. tidspunkter hvor du kommer ud og kører på motorcykel eller ridder på et missil. Kampene er også så meget federe på grund af stedderne du kæmper. I Devil May Cry er det dystre kamre eller byer. I Bayonetta kæmper du på siden af skyskrabere, på toppen af misiler, på biler, på motorveje, ja du kommer mildest talt rundt som en luder på blå mandag.

Selvom jeg ikke har lyst til det bliver jeg nød til at snakke om grunden til at kæmpe og den historie der bærer spillet fra action scene til sex scene til action scene. Grunden til at jeg ikke kan historien er fordi at jeg ikke følte det var nødvendigt. Spillet tog den ikke selv alvorligt så hvorfor skulle jeg? Det er humoren der er i højsædet og det er den der “slå-i-hovedet” humor samt sex humor. Det ville være okay, hvis ikke den var så meget i dit ansigt hele tiden og spillet kan ikke finde ud af at veje det ordenligt så stedder hvor historien bør tages alvorligt tror du det er en del af en joke. Det er noget jeg hader ved både film og spil med den slags humor, for før eller senere beder de så publikum om at tage situationen alvorligt og det eneste du gør er at tænke “nu sker der garanteret noget sjovt” så du hører egentlig ikke efter hvad der bliver sagt og du bliver skuffet når joken alligevel ikke kommer. Men der er rigeligt med jokes og det er stort set hvad spillet er. En spillebar joke. Du griner af den, men glemmer den hurtigt igen.

Der er selvfølgelig lagt vægt på at Bayonetta er så lækker som man kan være. Problemet er bare at jeg synes ikke hun er lækker. Jeg kan forstå nogen kan lide det der bibliotikar/sekretær look hun har kørende men med det samme tænker jeg bare HÅRET! Jeg synes ikke Marge Simpson er lækker, jeg synes for den sags skyld heller ikke at Lincoln er lækker, så hvad fanden sker der for den kæmpe hat af hår hun render rundt med?! Og det bedste er at det er hendes hår der er magisk og det er det der laver hendes dragt. Så når hun skal lave de helt store magier forsvinder tøjet og bliver mere til en kinky badedragt der kun lige dækker det mest vigtige, eller også er hun nogle gange helt nøgen men så er der bare ting der dækker for de mest private stedder. Jeg er single, okay? Og jeg kan rigtig godt lide at se på piger, ja, jeg tegner dem sgu endda selv og jeg er en af de mange stakler der kan tænke “Kæft hun er sgu ellers fræk” om en person fra enten et spil eller en tegnefilm. Timer man det rigtig kan man sgu nok også få mig til at overveje mulighederne ved et dukketeater. Men vi mænd er rovdyr. Vi kan godt lide jagten. Du ville jo ikke synes det var så fedt hvis en pige kom nøgen i byen… Eller jo det ville du jo nok egentlig, men hvis alle så var nøgne. Det ville jo ikke være fedt. Men når en tøsepige har en lille stram top på og små shorts så begynder det at ringe. Hvorfor? Fordi du bliver pirrede. Du ved jo godt hvad der er under stoffet men du vil jo stadig gerne se det (Dette er til alle vores mandlige læsere, for de kvindelige undskylder jeg mange gange). Når Bayonetta render rundt i en fuld dragt bliver du ikke pirret fordi, ja, hun ligner en nar. Men at hun så fortsætter med at smide tøjet ved hver given lejlighed fjerner endnu mere af det frække. Så er Bayonetta lækker? Det er hun vel. Er hun sexet? Overhovedet ikke. Så når Platinium Games prøver at lave jokes om hvor sexet Bayonetta er falder det ligeså hurtigt til jorden som… Ja… Den må i selv gætte jer til.

Modstanderne er derimod rigtig godt lavet. De er opfindsomme og det er imponerende hvordan at de har fået engle der egentlig ikke burde være skræmmende til at ligne onde modbydelige sataner. Der er mange forskellige modstandere og det bedste er at de ikke bare bliver smidt i hovedet af dig i en pludselig kamp som et hvert andet monster men bliver hver især introduceret både med entre, sketch og navn. Banerne er også flot designet og man kan tydeligt mærke opfindsomheden og arbejdet der er blevet lagt i det. Faktisk er spillet flot men så heller ikke mere. Filmene er spillet virkelige glad for, men du ender med at hade dem på fuld hammer. Der er to slags film. Der er en… Mærkelig stop motion film ting hvor de viser stillestående billeder med dialog til og hvor kun nogle få ting bevæger sig. Disse film er forvirende og virker utroligt småligt at smide ind i et spil hvor kampene har fine animationer. Til gengæld mener spillet så at det skal gøre op for det med en anden slags film der er de film du ville forvente i et spil med rigtige animationer og sådan. Problemet er bare at alle disse film er “ego rubbing” film hvor de bruger godt og vel 10 minutter af din tid til at vise “Se hvor awesome denne person er”. Det er alt lige fra at gå igennem en tornado uden at dukke sig for biler og andet der bliver hevet med eller at slukke ild ved at skyde på det og du tænker bare “Hvorfor kan JEG ikke gøre det?”. Det er direkte irriterende at hele tiden blive mindet om hvad jeg KUNNE gøre hvis spillet bare lod mig. Og de her film er laaaange. Du sidder over halvdelen af spillet og undrer dig om hvornår det bliver din tur til at spille og når du så kommer igennem filmen føles de ting du selv kan som noget være lort. Altså jojo jeg kan smide en person op i luften, hoppe på mine hænder og skyde ham med fødderne, men i filmene kan jeg slukke ild ved at skyde den! Jeg tør faktisk våge at påstå at halvdelen af den tid du bruger i Bayonetta bruger du på at se film.

Jeg fucking elsker Frank Sinatra. Og af alle hans sange elsker jeg “Fly me to the moon” mest. Så jeg var oppe i det høje felt af mit “awesome” meter da jeg hørte at det var en af sangene i spillet. At det så var en poppet udgave af en kvinde uden en tone i livet var så en anden ting. Nå men jeg får gennemført de to første baner og begynder så at bide mærke til en ting. Har jeg ikke hørt det hele her før? Jo, det havde jeg. I skrivende stund kan jeg kun huske 4 musik numrer i hele spillet! Der er Fly me to the moon, så er der et andet pop nummer, så er der et dystert boss theme og så er der et musik stykke der lyder som om det er blevet revet ud af Chalies Angels til når Bayonetta folder sig ud. Jeg har spillet iPhone spil med et større musik udvalg end det! Og når vi er igang med den sammenligning har jeg set mere personudvikling i en fucking tamagotchi! Personernes stemmer pisser mig også af. Bayonetta, spillet af Tara Platt, har en britisk accent… Hvorfor ved jeg ikke og det er klart fra starten at dette IKKE er hendes naturlige accent. Luka som er manden der falder pladask for Bayonetta bliver spillet af Yuri Lowenthal. Du har nok hørt hans stemme før, og jeg vidste at jeg havde så jeg sad og flækkede min hjerne i fire for at finde ud af hvor jeg havde hørt ham fra før. I modsætning til Tara falder hans stemme i et med karakteren hvilket er forfriskende. I spillet er også en lille pige, spillet af Stephanie Sheh. Hvorfor de valgte hende som stemmeskuespiller ved jeg ikke da barnet Cereza er nogle og 11 år gammel og Stephanie er FUCKING 43 ÅR GAMMEL! Og nu tænker du nok “Jamen det er svært at få en lille pige til at spille sådan en rolle” ja, men så kunne Stephanie da i det mindste prøve. Jeg blev på intet tidspunkt overbevist om at Cereza var en lille pige. Jeg troede faktisk det var en demon der havde allieret sig med mig på grund af hendes højst upassende stemme. Og jeg er jo ikke bar en nar der siger ting fordi det er sjovt… Størstedelen af tiden. Jeg researchede selvfølgelig det her og Stephanie Sheh er kendt for at skulle spille denne lille unge pige men i modsætning til Bayonetta spillet så gør hun faktisk et udmærket stykke arbejde med de andre ting hun har været i. Det kan måske have noget at gøre med at Cereza også skulle have en britisk accent og Stephanie Sheh HELLER IKKE ER BRITISK! Det skulle ikke undrer mig at der var en eller anden mand der spillede en mindre rolle som en pige i spillet på et punkt for stemmeskuespillet og dets skuespillere er helt rundt på gulvet.

I ved godt hvad tid det er nu og jeg vil spare jer for ventetiden og bare smide det ud med det samme, nej. Nej spillet har ikke en god genspillings værdig. Efter at have gennemført spillet tænkte jeg kun på at gribe fat i controleren igen for at finde de sidste gemte våben. At man får mulighed for at spille spillet igennem igen og låse op for nye dragter og spille det på en sværre sværhedsgrad er for mig det samme som at bede taxa chauføren om at køre en runde om mit hus før han sætter mig af, spild af tid og penge. Og fortæl mig lige hvad formålet er med at skulle ændre udseenet på sine våben? Våbene er jo ikke just store og når du flyver rundt med farver og monstrer over det hele kan du jo næsten ikke se det alligevel, plus de få øjeblikke hvor kameraret kører ind tæt på kan du alligevel ikke se våbene for så forsvinder de pludselig.

Hvad er dommen så? Spillet er Devil May Crys storesøster. Det er Devil May Cry med en pige i hovederollen. Du kan flere ting og kampene er måske mere hektiske men dets charme og gnist bliver hurtigt overskygget af dets dårlige humor, dårlige stemme skuespil og irriterende mangelfulde musik udvalg.

Første indtryk: Awe-fucking-some! Det her bliver fedt!
Sidste indtryk: Hvordan kan et spil fjerne charmen ved at i bogstavligste forstand slå en modstander ind i solen?

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	8 januar 2010	Censur:	18+
Platform:	PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Platinum Games	Udgiver:	Sega
Partner:
Links:

Remedy der er kendt for deres Max Payne serie har de sidste par år arbejdet på det længe ventede Alan Wake. 2010 ser ud til at være året hvor det bliver udgivet på PC og Xbox360. Mens vi venter på det, kan vi vise jer den nyeste trailer til spillet:

Army of Two shanghaier Shanghai og Lasse er med for at skrive om fortsættelsen til et af de mest berygtede co-op spil nogensinde, The 40th Day.

Army of Two har været lidt af en milepæl i min spilhistorie. Det var det første spil jeg havde sat mig ned og spillet der krævede at jeg også havde en hjerne og en homie at spille det med… Eller faktisk krævede det bare at jeg havde en homie at spille det med. Spillet var i sig selv egentlig rimelig enkelt. Du var en af to soldater, Rios eller Salem, der var besluttede sig for at melde sig til et privat militær bureau i håb om at få nogle moneter og alle banerne kunne klares med bare at skyde dine modstandere og sammarbejde og det var nemlig her at Army of Two hævede sig over andre spil for hvis du ikke sammarbejde ville du knap nok nå igennem den først bane. Dette var derfor grunden til at du ikke skulle spille med computeren som partner da den fungerede som en evnesvag spastiker i en Björkvin trøje lavet af retardation. Nu er spillet tilbage med fortsættelsen der smart nok hedder The 40th day. Det lyder ikke bare fedt men det slår også hvis spillet hed “Army of Two 2″ for så vil folk i engelsk talende lande tro at man havde et taleproblem. Salem og Rios er tilbage som de to karakteristiske soldater de nu engang er, har taget jernmasken på og gir så ellers Shanghai hele turen.

Du bliver smidt ind lige i midten af Shanghais varme gader og bliver straks, i den første replik, introduceret med en racistisk joke… Nice. Du får faktisk ikke så meget at vide. Alt hvad du ved er at Rios og Salem har et arbejde der kræver at sætte nogle signaler op rundt omkring i Shanghai og før du ved af det lægger byen i ruiner og resten af spillet går så ud på at komme væk. Spillet har fjernet en masse ting fra etteren og erstattet dem med nye ting. At hoppe i faldskærm, køre i køretøjer og dele våben er f.eks. blevet fjernet. Istedet kan du nu samle modstanderens våben op, du kan customize dine våben til uendeligheder, der er gidsel situationer. morale valg og selvfølgelig nye modstandere. Spillet har også indført nogle nye, lettere ubrugelige ting, så som at trampe på lig, der ikke gavner dig det mindste andet end at det er pikke sjovt at se på. Du kan lave håndsignaler, ikke det at det gavner heller for der er ingen måde din partner kan se hvad du helt præcist gør med din hånd og der er heller intet signal der siger du gør det, så du vil ikke se det med mindre du holder skarpt øje med din partner. Du kan også tage meneskelige kødskjold, eller som man kalder dem hvor jeg kommer fra “prom dates”. Som noget andet nyt er der en lille ting jeg var helt vild med, nemlig muligheden for at slå sten, saks og papir. En glimrende måde til at finde ud af hvem der gør hvad, eller bare til at lalle rundt med.

Spillet ændrer sig alt efter hvordan du handler i forskellige situationer. Som regel får du muligheden for at få noget ekstra til dine våben på bekostning af et eller flere liv. Men hvis du til gengæld laver nogle gode valg bliver du hjulpet senere hen, så det kommer egentlig ned til om du vil have noget nyt lir nu eller senere. Det er en fed ting for det giver lidt ekstra til spillet og en grund til at skulle spille spillet igen. Du kan også rede gidsler men jeg føler ikke der er blevet lagt nok tanke i dette for, jo gu er det fedt, men det er også alt for let. Der er ALTID en let lige vej over til officeren af en gruppe og har du først puttet ham i en headlock giver resten hurtigt op og du har lige redet et bundt gidsler.

Co-op delen er der stadig. Du skal stadig skubbe din partner over skrænter og hjælpe dem med at blive skudt, men en af de fedeste ting ved det første Army of Two, back-to-back delen er der kun to gange i hele spillet. Faktisk er co-op delen meget begrænset denne gang hvilket jeg synes er en skam for spillet virker nu nogle gange som noget du sagtens ville kunne klare uden din ven. Selvfølgelig er der de gange hvor du skal skyde din modstander i ryggen og en af jer bliver nød til at tage aggro men ellers føles spillet bare som et singleplayer spil, med en co-op bonus del. Når du co-op’er kommer du nogle gange i situationer hvor du kan lade som om du giver op. Det var en ting jeg var helt oppe på den lyserøde sky over da jeg først hørte om det. Jeg tænkte nemlig at en ville hele tiden have muligheden for at give op og så kunne soldaterne bagbinde en imens ens kammerat sneg sig om bag dem og f.eks. redede gidsler eller gjorde sig klar til at snipe skalden af dem. Men nej. Du skal nogle gange være heldig for at kunne lade dig give op og det er så snart du ser en flot knap blinke i bunden af skærmen. Når dette så er sket har du omkring 5 sekunder til at få sat dig på knæ og din modstander begynder at spørge om hvad de skal gøre og jeg har endnu ikke prøvet en gang hvor de sagde andet end at de skulle skyde mig på stedet… Det foregår på den samme tid så hurtigt at min ven knap kan nå at komme i position før jeg selv bliver nød til at skyde mig ud af baladen.
Spillet fungere heldigvis trods dette helt i orden, men spillet er også rigtig svært og der skal noget heftig team arbejde til at klare de enkelte baner. Det hjælper så heller ikke på det at nogle gange er checkpointsne rigtig langt fra hinanden og de ting ud har købt i shoppen bliver ikke gemt med mindre du når igennem et checkpoint.

Grafikken i Army of Two: The 40th Day har selvfølgelig taget et skridt op af trappen. Spillet er flot at se på og banedesignet er til tider direkte imponerende. Der skal noget hardcore kreativitet til for at skabe en verden formet med så meget kaos og ødelæggelse. Man kan ikke lade være med at føle at holdet af banedesignere var en tur i Shanghai og havde en absolut rædsom ferie og bare ville ønske hele lortet sprængte i luften og da de kom hjem gav de sig ellers bare til at programere. Fordi det er Shanghai og fordi det er synderbombet så meget får du mulighed for at kæmpe i masser af forskellige scenarier. Du får endda lov til at kæmpe i en zoologisk have. Hvorfor er der så få spil der har gjort kunsten efter der? Det er da en ideel kamp plads! Ud over det bliver kampene også taget fra under smadret hospitaler, til supermarkeder, til templer til på ydersiden af en skyskraper, så der er rigeligt at komme efter. Rios og Salem ligner sig selv med den undtagelse at Rios har fået flere ar og Salem har ladet håret gro. Deres rustninger som blev mere og mere heavy i det sidste spil, bliver nu mere og mere hærget jo længere du kommer ind i spillet. Der er desuden et ton af forskellige masker man kan give dem på, men problemet er så bare at dette skal gøres før du går ind i spillet, altså har du på intet tidspunkt inde i spillet mulighed for at ændre en maske du er blevet træt af. Du kan nu som noget helt nyt også designe din egen maske og det er fedt til et vis punkt for for at gøre dette skal du logge på EA’s hjemmeside og lave masken der, og da jeg jo har mit eget kick ass logo tænkte jeg at jeg ville smide det i skalden på min maske men nej, du skal bruge ting som EA har stillet til rådighed hvilket egentlig er et bredt udvalg, men et bredt udvalg af kedelige ting. Vil du f.eks. lalle rundt med en maske med forskellige rang symboler på? Nej du vil da have en konge stor smiley lige midt i panden eller et eller andet. Dette bringer mig videre til den komiske del i spillet. I det første spil ville Rios løfte en port og når Salem gik igennem den ville Rios spænde ben for ham, og det ville være sjovt fordi det er normalt ikke noget soldater ville gøre. Det var en meget lille ting men den gav Rios og Salem den karakter de har i dag og lavede nogle variationer når de gik igennem de samme døre og sådan. Det er der intet her i. Alle animationerne når de skal åbne døre og klatre over mure er nøjagtig ens. Det er ikke en stor ting, det er bare en skam de har fjernet det. Ud over det er Salem og Rios stadig de legebørn de altid har været. Du har stadig mulighed for at vise din partner om det de gjorde var godt eller dårligt ved at f.eks give dem high five eller slå dem i nakken med en flad hånd. Dette udvalg af bevægelser er blevet øget lidt men jeg savner stadigvæk den hvor de brugte deres våben til at spille guitar med. Modstanderne er forskellige rank og deres rustninger er fede at se på… Så fede at du vil nyde når du er helt tæt på og så give dem et par på skrinet. Rios og Salem kan stadig smadre folk med de bare næver når de kommer tæt på og deres angreb er faktisk blevet varieret til deres karakter. Rios der er lige bred over skulderen som jeg er høj med stiletter… Ja… Bruger hans enorme styrke til bare at tyre igennem modstanderen som var de papmache figur og han var… En tank. Salem der ikke er nær så pumpet og stor har nogle mere kung fu agtige angreb. Ud over det kan du sætte en bayonette på dit våben. Det giver ikke rigtig noget dine normale klap på hovedet ikke vil gøre, ud over sikre at din modstander er død og ikke lige ligger på jorden og skyder et par bønner af. Også dette har et udvalg af animationer hvilket er dejligt at se. Når du bliver udsat for dine morale valg igennem spillet får du en interessant film der viser følgerne at dit valg og det jeg som kunstner er helt vild med er den tegnestil der er brugt. Det er flot at se på og minder lidt om tegnestilen i inFamous… Bare ikke nær så awesome. Med det sagt er Army of Two’s grafik ikke banebrydende på nogen måde. Der er army og ben der flyver igennem vægge konstant, der er glitches der fik Salem til på et tidspunkt at hinke rundt på et ben og nogle modstander til at bare forsvinde i det jeg skød dem og Alex er ikke nær så lækker som hun var i det første. Ligesom i det første spil kan du customize og pimpe lortet ud af dit våben og det er rart at se at du også kan se disse forandringer in-game. I det gamle spil var der én mulighed for at style dit våben ud bare for udseenets skyld og det blev bare kaldt “Pimpe”. Nu får du istedet næsten tyve forskellige farvebelægninger på dit våben og nu er det nok bare mig men hvorfor i al hele hule hansens helvede skulle jeg få lyst til at gøre min .50 cal snigeskytte rifel lilla med hvide og gule blomster på når jeg kan belægge moppedrengen med guld, diamanter og awesomeness? Jeg kan næppe hakke ned på at der er “for meget at vælge imellem” men det er bare irriterende at jeg skal igennem disse tyve latterlige farvesettings for at kunne komme over til originale “pimp”

Lyden er der hvor jeg bliver nød til at slå hånden i bordet og sige bandeord der endnu ikke er blevet opfundet, som rafineret klunkepis og Sidney Lee pangel. For hold da helt kæft. Det virker mest af alt som om at der er sket en fejl eller at EA lige i den periode de lavede AoT2 havde en praktikant til at gøre al arbejdet. Spillet i sig selv er jo et godt stykke, ikke helt vildt, men stadig et stykke over middel, men lyden er helt nede og være forfærdelig. Det går først galt da de hyre DE FORKERTE STEMMESKUESPILLERE! I det første spil blev Salem spillet af Josh Ryan og selvom at han ikke just har det helt store resume klarede han sit job godt og gav Salem en glimrende karakter som du ikke havde set før. Men siden alle spil nu vil have Nolan North som folk kender fra Uncharted og Assassins Creed fordi han er en sygt god stemmeskuespiller, var AoT2 også nød til at have ham. Og bevares han gør et fint nok arbejde men jeg sad “… Hvem fanden er han? Det er Salem’s onde bror! SKYD HAM!” og nu vi snakker om bror, så siger Salem ikke ET ENESTE ‘bro’ som han kastede frem og tilbage i det første spil. Dette er ikke Salem! I kan sætte ham sammen med Rios, give ham det samme ansigt og rustning, men dette er ikke Salem. Salem havde en pikke irriterende stemme og rendte rundt og snakkede om Wu Tang clan og sagde bro hver gang man gik om et hjørne. Og Salem var min ynglings karakter! Så fuck jer EA! Hvad helvede har i gang i?! Hvis i ikke kunne få fat i Josh Ryan så lad være med at have Salem med til at starte med! At skifte skuespillere og stemmeskuespillere var noget man gjorde dengang jeg gik i børnehave! Heldigvis er Rios den samme… Men det kan være godt det samme når han er den person der aldrig siger et ord og når han endelig gør det brummer han det nærmest istedet for. Dette ville have været et normalt irriterende problem men det bliver endnu være når spillet ikke kan finde ud af at styre lyd nivauerne. Der er for det første ingen undertekster så du skal høre efter og dette ville ikke være noget problem (Bare irriterende) men det bliver det hurtigt når en fugl der skider i en sø kan overdøve Salem og Rios. Du kan størstedelen af spillet ikke høre et ord af hvad de siger fordi der er eksplosioner over alt eller bliver skudt og som om at spillet har noget imod Salem og Rios’ dialog, sørger selv musikken for at du ikke kan høre hvad de siger. Jeg sværger, det eneste dialog jeg kan huske fra Rios jeg har hørt fra start til slut var “Det er det sødeste du nogensinde har sagt” og “Jeg gør bare hvad jeg kan for at få racen til at overleve” hvilket bliver sagt i sammenhæng med at Rios og Salem snakker om at Rios har kneppet en panda… Hvem skriver den her dialog? Det er jo ikke sjovt! Det er bare forkert! På tidspunkter som det ville man ønske at Rios og Salem var mere som i radioerne du finder hvor folk har optaget deres sidste øjeblikke i Shanghai. Jeg ved ikke hvad EA tænkte men regner de seriøst med at der er nogen der fatter hvad i helvede der bliver sagt i de radior nogle gange? Det kunne være fedt hvis du havde undertekster til at oversæt- Oh wait!

Spillet er længere end sin forgænger. Det er også mere underholdende og har endda en bedre genspillings værdi i modsætning til det foregående der… Ja… Ikke havde nogen. Der er de mange personligheds valg hvor du kan vælge god eller ond, der er katte der skal skydes, gemt over det hele. Hvorfor det lige er katte og hvorfor de lige skal skydes fatter jeg ikke. Ville kunne se ironien i hvis det var hunde du skulle æde men at skyde katte virker rimelig random. Der er også dele spredt ud igennem spillet du kan samle op og for at det ikke skal være løgn også forskellige måder at løse situationer. Så i modsætning til det første du kunne gennemføre og så kaste af helveds til, er dette et spil du kan spille igen, hvis du altså kan komme forbi de skide spassere med raket kastere!

Army of two: The 40th day er i tilfælde af at man ikke skulle have fanget den et co-op spil og det er da et eller andet sted godt at de valgte at indføre så man kunne spille to på den samme maskine for en gangs skyld men skulle du have lyst til at spille med en kamerat online håber jeg eddermanme du har bedt din ave maria for hold da kæft. Det er sjovt at et spil hvis multiplayer del er det mest essentiele i spillet også er et af de ting der fejler mest, ud over lyden selvfølgelig. Eller, faktisk er det igen lyden der er et problem her. Jeg har en kamerat fra England og vi besluttede os for at gennemføre spillet sammen. Allerede før vi havde fået vores våben og rustninger kunne jeg mærke der var noget i vejen med lyden. Det viste sig at når jeg sagde noget kunne jeg knap nok høre det hvis jeg var langt væk fra min ven, men gik jeg tæt på hørte jeg det højt og tydligt. Det var det samme med våben. Skød jeg langt væk fra min ven kunne jeg ikke høre det men gjorde jeg det tæt på ham kunne jeg sagtens høre det. Altså med andre ord sad min lyd modtager hos ham istedet for på mig selv. Min ven der ikke havde gennemført spillet troede også på et tidspunkt at der var en glitch i spillet og vi sad fast, simpelthen fordi at døren vi skulle igennem først blev åbnet efter en lang monolog af en kineser, som han ikke kunne høre og det kunne jeg for den sags skyld heller ikke. Et andet minus er at midster din homie… Eller ven, forbindelsen et halvt sekund på grund af en lille upser på net kablet eller noget, afsluttes spillet MED DET SAMME! Du har mulighed for at spille videre med en AI men din ven har ikke mulighed for at komme tilbage, så man bliver nød til at stoppe spillet og vende tilbage til hovede menuen før man vender tilbage ind og skal starte forfra ved det sidste checkpoint. Tro mig, du har lyst til at opsøge EA og rive deres hoveder af når dette sker efter du har kæmpet som en motherfucker for at komme forbi et sted og da det endelig lykkes, midster din ven forbindelsen. Dette går ikke så godt sammen med at der er så langt imellem checkpointsne. Selve multiplayer delen hvor du skyder andre folk online fungerer fint der imod. Du har lige så meget brug for din partner her som i selve spillet og efter at du har vundet eller tabt én runde skal du ikke nødvendigvis til en lobby før du kan begynde på en ny, anderledes, kamp. Istedet er det meget ligsom Killzone 2 hvor du går direkte fra capture the flag, til domination, til bare alimindelig death match. Efterhånden som du gror i rank får du også mulighed for at pimpe din karakter mere og mere.

Army of Two: The 40th Day er et co-op spil der kan nydes med en god ven, men han skal helst sidde ved siden af dig, og i skal begge skide pænt meget på historien og lyden og istedet nyde ekstrem action med flot grafik.

Første indtryk: Vi maler byen rød og himlen fuld af stjerneskær!
Sidste indtryk: Rios gjorde HVAD med en panda?!

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	14. januar 2010	Censur:	18+
Platform:	PSP, PS3, Xbox360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	EA Montreal	Udgiver:	EA
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside