Vi overdænges af endnu mere plastik ragelse. Johnny finder skovlen frem og bedømmer det nye Dj Hero.

Vi lever i en tid hvor musik spil nærmest er blevet synonym med alle mulige forskellige former for ekstra plastik udstyr. Det hele startede med danse måtter og nu har vi plastik guitarer og trommer i lange baner. Det kan være svært at have plads til det hele, og det kan derfor også være svært at retfærdiggøre endnu et spil i mængden. Nu kommer Dj Hero så, spillet er som titlen antyder et spil hvor man leger DJ med dertilhørende plastik mixer pult.

Land of choices
Det første man bemærker når spillet er en seriøs mangel på en fornuftig menu struktur. Alle spillets features er sat op på en lang linie man langsomt bladrer igennem, der er ingen forsøg på at kategorisere noget som helst i undermenuer, det er forvirrende og ganske overvældende. Det er dog ikke det store problem i starten da man kun har adgang til én ting, nemlig det første tutorial. Her sættes man hurtigt ind i spillet, og det er en udmærket introduktion til et spil der unægtelig vil være nyt for de fleste. Herefter kan man så begynde at spille de rigtige baner, hvor menu problemet så langsomt udfolder sig i takt med at man aflåser flere og flere baner. Udvalget fejler dog ingenting, der er op til 30 forskellige samlinger af sange man kan spille på 6 forskellige sværhedsgrader. Alene her skulle der være nok gameplay til at holde spilleren beskæftiget i mange uger, men udover dette er det også muligt at sammensætte egne spille lister og sågar spille udvalgte sange med en guitar hero guitar. Når en bane vælges kan man tage en af de 6 sværhedsgrader, hvor der er stor variation. Betegnelserne skal tages meget bogstaveligt, Beginner benytter sig af én knap, og sikrer at enhver ville kunne være med, mens expert repræsenterer det eksakt modsatte punkt, hvor det mildest talt må siges at blive en kæmpe udfordring.

Underholdning
Det første spørgsmål man stiller sig selv når man tænker på Dj Hero vil nok være: hvordan spiller man det? Her kunne man på mange måder drage paralleller til Guitar Hero og lignende titler, men så alligevel med et twist. På skærmen ser man en række kommandoer og man skal så efterligne disse i takt med musikken, nøjagtigt som i alle andre musik spil i disse dage. Variationen ligger dog i hvad man sættes til at gøre. Hvor man i guitar hero mest trykker på knapper, så skal man i Dj Hero både scratche og skifte spor på pladen. Scratching fungerer som det ville i virkeligheden. Skiftning af spor sker ved en lille slider der sider ved venstre hånd. Og oveni det er der 3 farvede knapper der skal trykkes på med timing. Når man klarer sig godt får man point, og når man klare det dårligt får man ingen point. Den eneste måde man kan fejle i Dj Hero er hvis man ikke samler nok point, så får man ikke nok stjerner og sangen tæller ikke som klaret.

Det er desværre, som forventet, meget fastlåst det hele, og man har ikke rigtigt nogen reel kreativ kontrol på nogen måde. Eller der kommer til tider passager hvor man teknisk set kan freestyle, eller med andre ord: Man kan få lov at vælge en af 5 sætninger som Dj´en skal råbe. Det giver tilsyneladende ikke point eller noget som helst, så det er begrænset hvor meget motivation man har til at gøre det. Samtidigt er det også muligt at justere lyden i visse segmenter, her falder det dog igen lidt til jorden, da man ikke belønnes for at gøre noget der lyder godt. Man belønnes dog for at skrue løs på lyden så det lyder af helvedet til, des hurtigere man skruer des flere point indtjener man. Dette er ret ærgerligt, da det gør at man ikke rigtigt har mulighed for at sætte et personligt præg mens man spiller.

Udvalg af musik
Når man taler om musik spil, så kommer man unægtelig aldrig udenom soundtracket. Og dette er dog samtidigt også et af de mes subjektive sider af spillet, og et punkt der vil kunne ødelægge eller redde oplevelsen for hvem som helst. Jeg var ret begejstret for soundtracket må jeg sige, der er valgt nogle temmelig fede sange fra bands som Tears for fears, Queen, David Bowie, Beastie Boys og Daft Punk. Og sangene bruges fornuftigt, man spiller altid en mix af to sange, hvor mange af spillets sange faktisk imponerende nok bruges flere gange til at gøre udvalget af mixes endnu større. Samtidigt er mange af mixsne gode og opfindsomme.

Desværre indeholder spillet også en del 90´er hits, og hits fra nyere tid, så der vil være en rimelig risiko for at man vil hade op til flere sange. Og enkelte af mixsne falder til jorden og virker ligefrem decideret fornærmende. Her tænker jeg særligt på deres behandling af motörheads klassiske Ace of Spades, der fører sig frem med dance agtige teknotrommer og ender som et af spillets værste mixe. Det er pinefuldt, og samtidigt føles det uværdigt for Motörhead. De havde fortjent en bedre mix. Derudover sættes man også til tider i situationer der modstrider al logik og sund fornuft. Der er øjeblikke hvor man igennem en mix af Gwen Stefanis ræderlige Hollaback girl skal trykke på den røde knap gentagende gange for at få hende til at råbe: Banana! Det er ikke noget man som spiller har lyst til at gøre, og man undre sig over hvorfor det skal belønnes med point. Heldigvis er alt dette en mindre del af spillet, og som helhed er det et glimrende og opfindsomt udvalg, der burde kunne tilfredstille et ret bredt spektrum af mennesker.

Oh the horror!
Overskriften hentyder til min oplevelse af grafikken. Her særligt karaktererne, det står sandsynligvis som noget af mest creepy og kiksede jeg længe har kigget på. Tror seriøst sjældent jeg har set et spil med så hæslige og grufulde karakterer. De fleste af figurerne er underlige karikerede menneskeagtige typer, med alt for meget smart attitude, der på en eller anden måde ser alt for realistiske ud. Det er virkeligt mærkeligt og kvalmende at se på. Heldigvis er det et musik spil og man har kun tid til at kigge på dem mens man vælger. Dette kommer igen spillet til gode når vi begynder at tale om baggrundene, teksturerne er ikke synderligt indbydende, og det hele ligner mildest talt noget der kunne køre på en ps2. Men igen, man bemærker dem stort set kun inden en sang og efter, og det er næsten kun hvis man kigger efter at man ser noget som helst.

Dog er der noget man bemærker, og det er menuerne og load skærmene, som i øvrigt er irriterende lange, det er ikke særligt inspireret at kigge på menuerne, og de virker meget typisk mtv inspireret. Det hele er bare en tand for smart, og det virker som om de har overanstrengt sig for at appellerer til smarte mennesker. Det svækker helheds indtrykket, og forhindre spillet i at få en god stemning.

Udstyret
En af de mest bemærkelsesværdige ting ved dette udspil må siges at være den medfølgende Dj pult som man benytter til at styre spillet. Den er af en god kvalitet, lidt let i det, men den er robust og knapperne fungerer efter hensigten. Der er ikke noget negativt at sige om selve scratch pladen, desværre kan det samme ikke sige som en slider der sidder til venstre hånd. Den er svær at bruge og det er ikke let at få et feel for den. Man kommer ofte til at lave fejl fordi man kommer for langt til en side med den. Problemet er at der ikke er nok til at markere midtpunktet, og den kan samtidigt også køres for langt ud til siderne. Der er kun 3 indstillinger, midt venstre og højre, så der er ingen grund til at den kan køre så langt til siderne som det er tilfældet. Endvidere bruger pulten almindelige batterier, det er altså ikke muligt at lade den op via et usb stik koblet til maskinen, og man kan heller ikke få lov at spille uden batterier. Dette kan kun undre mig, da det åbenlyst er muligt at gøre det anderledes, hvilket Rockband har vist os med både mikrofonerne og trommerne.

Men alt i alt er det et solidt stykke plastik, der gør sit arbejde, og samtidigt bidrager med en lidt anderledes tilgang til rytme spillene. Det føltes virkeligt anderledes end Guitar Hero, hvilket kun kan siges at være et friskt pust der fortjener at blive smidt oveni ens allerede alt for store dynge af plastik instrumenter.

Et fornuftigt udspil
På trods af diverse kritik punkter, så er det en underholdende oplevelse der giver folk med hang til andet end rock, en mulighed for også at komme med i genren. Ens oplevelse af spillet vil dog nok i meget høj afhænge af musik smagen, hvis sangudvalget tiltaler en, så vil man helt sikkert også kunne finde god underholdning her. Men hvis ikke, så bør man helt klart stå over og finde et alternativ.

Skrevet af:	Johnny Josefsen	Genre:	Rytme
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	29. oktober 2009	Censur:	15+
Platform:	Ps3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	Freestyle Games	Udgiver:	Activision
Partner:	Activision
Links:

Og nu til noget helt specielt! Revolution-games raportere direkte fra Borderlands! Vores unge raporter, Lasse, er taget ud for at kigge på det.

Hallo? Hey! Er vi igennem? Fedest. Ja, det er jeres alle sammens Lasse der raportere direkte fra Borderlands for at kigge lidt på det hele. Jeg er lige steget af bussen og må sige at jeg har haft store forventninger til at komme herud. Der blev først udgivet en reklame om det her sted for cirka halvandet år siden og det afslørede stort set ingenting om spillet. Selv da jeg steg ombord på bussen havde jeg slet ingen anelse om hvad jeg var på vej ud i. Folk havde fortalt mig at det var meget ligesom en blanding af Diablo 2 og Fallout 3 så i kan vel nok forstå at jeg havde høje forventninger. Men nu er jeg kommet af bussen og lad mig fortælle jer lidt om turen.

Først da vi ankom, blev hele turen introduceret med Cage the elefant med deres sang “No rest for the wicked” hvilket er en pænt fed sang. Det lod også til mest af alt at blive en sjov tur, for spillet introducerede en meget mørk humor i det vi kørte det der kaldes en skagg ned. På turen blev jeg så spurgt hvem jeg ville tage rollen som ud af fire vidt forskellige karakterer. Jeg har altid godt kunne lide pistoler og været meget af en letvægter, så jeg blev enig med mig selv at det var mest passende at være en Siren. Ud over hende kunne jeg have valgt en hunter, hvis speciale lå i lang distance våben og havde en pænt syg ørn. En soldat, hvis speciale lå i at bruge maskingeværer og at smide robotter ud der skød for ham. Jeg kunne også vælge Brick som partner hvis eneste funktion var at rende rundt med bazookaer, shotguns og hvis det ikke var noget så ellers bare tæske ting til ukendelighed med de bare næver. Men jeg valgte at være en Siren der specialiserede sig i pistoler og kunne gøre sig usynlig og løbe tonser hurtigt. Efter at have valgt det gik jeg meeeeeeget langsomt ud af bussem. Det var faktisk så langsomt og kedeligt at jeg næsten faldt i søvn. Men da jeg endelig var steget af og blev modtaget af en robot gik tingene ellers for sig. Jeg blev hurtigt introduceret til en verden hvor det hele handlede om at skyde ting, ja faktisk alt hvad der bevægede sig, for det eneste venlige i hele denne verden sidder stille et eller andet sted. Men ja, lidt var det da som Fallout 3 og Diablo 2. Våbnene dræbte ikke nødvendigvis med et velplaceret skud lige i panden men mere statistisk rollespilsagtigt hvor det gjorde en vis skade og hvis det var højere skade end modstanderen havde i liv, så døde de. Diablo 2 delen blev også hurtigt genkendt da du hele tiden render rundt og søger ting og sager for penge, ammunition og/eller våben og det må siges at jeg stadig klapper i mine hænder hver gang at jeg ser en våben kiste der er specielt lavet. Ellers har jeg mere eller mindre opsummeret hele min tur i Borderlands. Dette er nemlig alt hvad du laver. Du render rundt og skyder ting og samler ting ind i din søgen på The Vault. Faktisk mindede den her tur mig uhyggelig meget om min tur til Azeroth fra World of Warcraft for det hele virkede bare som om jeg gentog de samme ting gang på gang bare for at stige i level og få bedre ting. Den eneste forskel er bare at landskabet i Azeroth ændrede sig og der var der mere lækre tøser end her, hvor den eneste tøs var en siren… Som ironisk nok var mig!

Leveling systemet har været interessant. For det som virker noget der igen er blevet taget ud fra et MMORPG. Jeg vil ikke sige at det nødvendigvis er et rip off, i modsætning til Skaggs og deres små bunker du skal gennemsøge for loot, der er blevet stort set skudt ud af næsen på Diablo 2. Du får i level 5 din specielle evne og i de næste levels kan du så vælge dit talent træ. Hvordan får du så erfaring til dine levels? Jo ved at dræbe ting og klare opgaver, ja det er hermed klargjort at Borderlands er et MMORPG med en meget begrænset server på kun 4 mennesker. Desuden er det meget kedeligt at være her i Borderlands alene og hvor er jeg egentlig? En anden planet? Et glemt sted i ørkenen? Narnia? Nykøbing? Nå, men jeg kedede mig halvt ihjel alene så jeg fik en ven til at ankomme med den næste bus. Pludselig blev det hele meget sjovere. Modstanderne blev sværere at slå ihjel, selvom deres halv kvabsede AI ikke gjorde det meget hårdere for mig og min ven at nakke dem. Et plus skal der dog lige være, det er uhyggelig morsomt at udforske små grotter sammen med sine venner, men så er det bare en skam at der er så få af dem. Men hvad kan man så som to? Jo du kan klare de single player missioner der er til rådighed, man kan køre to i en bil og skændes over hvem der skal havet looted… Derefter kan man tage kampen op i arenaen hvor man får mulighed for at nakke hinanden. Man kan også til hver en tid gøre det ude i det fri, men så står man pludselig tilbage uden liv og ammunition. Heldigvis har spillet en “Second Wind” funktion, som nok er det eneste sådan rigtig nyskabende. Second Wind gør at når du “dør” så får du lov til at få et begrænset tidsrum hvori man skal besejre en modstander for at blive genoplivet med en smule liv. Dine venner kan også komme dig til undsætning. Dette fungerer faktisk meget godt. Jo der er også en køredel, men den er så begrænset og ufuldført at man begynder at spørge sig selv hvorfor den overhovedet er med for andet end transport? Kunne man ikke indføre nogen opgaver hvor man skulle køre ræs eller noget?

Og nu til vejret. Borderlands, er død sygt at kigge på. Jo det er pænt med cell-shading grafikken men terrænet er virkelig kedeligt. Mange gange vil du fange dig selv i ikke at vide hvor du er fordi alt ligner hinanden. Min ven skulle på et tidspunkt guide mig til hvor vi skulle aflevere vores quest men det endte i et komisk skænderi der indeholdt sætningen “Nej ikke ved de sten, de andre sten. Nej du ved der ved ørkenen! Ja jeg er sgu da klar over der er ørken over det hele. Eh… Vandtårn! Der ved vandtårnet! Ja til højre for de sten!” og den kommer du også helt sikkert til at støde ind i for alt er ens. I brochuren til Borderlands reklamerede de også med en milliard forskellige våben, og så meget som jeg gerne vil sige at det er falsk reklame så kan jeg ikke. På grafik fronten derimod kan jeg godt for jo der er en milliard forskellige våben, men kun nogle og 100 forskellige modeller og farver. Modstanderne er interessante og jeg må give Gearbox at det var et ekstremt humoristisk praj at lade dværge være en form for modstander der væltede i samme sekund de skød med et for stærkt våben. Grotterne er igen et af de få plusser der er at hente for de er alle kolde, dystre og har en masse historie blot i hvordan alt ligger. Men igen, der er så få grotter at det er helt synd. Desuden kommer der en regnfuld koldfront fra norden

Og nu til medie hjørnet. Musikken i Borderlands er KEDELIG! No rest for the wicked er det eneste gode musik i spillet. Musikken når du laller rundt og udforsker er kun til tider gribende. Resten af tiden savnede jeg helt musikken fra min tur i Afrika i Far Cry 2 hvor den eneste musik der var, bestod af bongo trommer. Våbnenes lyde er også kedelige. Nogle våben lyder som om de lige er blevet hevet ud af røven på et æsel og selvom det måske er meningen er de på et alt for stort antal af våben så man simpelthen får følelsen at alle våben er skod, selvom at de er et lilla episk våben (Igen en world of warcraft reference. Tilfælde?) Al dialog bliver leveret i tekstbokse på nær lige når du først møder de enkelte karakterer. Det rejser et meget relevant spørgsmål, HVORFOR HYRE STEMMESKUESPILLERE NÅR DU ALLIGEVEL IKKE VIL BRUGE DEM?! Og sjovt nok har de valgt kun at indføre længere stemmeskuespil på Claptrap roboterne, og det er, sjovt nok, de eneste ting i hele spillet du vil have lukker røven i sådan en grad at det burde være strafbart. Monstrene er de sædvanlige brøl og skrig, og der er intet nyt her. Ingen nye former for skrig eller brøl, bare “Rarh jeg er en ond hunde lignende ting der kan dele sit hovede i fire, raarh”

Jeg melder stadig fra Borderlands og her sker ikke en skid. Jeg har nu været ude og fundet nye våben og steget i level i flere timer, uden så meget som en enkelt gang opnået nogen følelse af opnåelse. Jeg kunne jo begynde at lede efter The Vault, men hvorfor? Alt hvad der vil møde mig er jo bare flere af de konstante ens formede tomme rum. Borderlands ligger ufatteligt meget op af MMORPG’er med hele deres level, nye rustninger og endeløse “grinding”. Problemet er bare at hvor MMORPG’er er sjove, er det her bare kedeligt og langtrukkent. Det eneste der kan spice det op er at spille med en ven, men pludselig bliver modstanderne så svære, at du bliver nødt til at respawne flere gange i træk bare for at nakke én normal modstander

Hvis du planlægger en ferie, vil jeg ikke anbefale Borderlands. Borderlands er sjovt og har sin storhedsøjeblikke men de er meget begrænsede og er kun morsomt hvis du har en at spille det med en ven, og selv der er du nødt til at se i øjnene at du bare gentager det samme pis om og om igen. Det kunne være værre, men sagtens også bedre. Det var alt for denne gang. Følg med i næste uge hvor jeg vil finde ud af hvordan man gør en panda så sur at den eksploderer.

Første indtryk: Woot! Det her blir så fucking feeeeeeedt!
Sidste indtryk: Intet i verden, ikke engang The Vault, er det her værd…

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	23 Oktober 2009	Censur:	18+
Platform:	PC, PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Gearbox Software	Udgiver:	2K Games
Partner:
Links:

Skak er et klassisk spil kan spilles hele tiden, desværre kan man ikke sige det samme om Elven legacy Ranger.

Elven Legacy’s arv “Ranger” tilbyder meget få nye aspekter end fra det gamle spil. På trods af dette minder spillet her mere om en lille ekstra tilføjelse med nogle nye enheder, heroes og maps. Mere er der faktisk ikke, hvilket gør spillet utrolig skuffende. Det er dejligt at mærke hvordan spillet går på tur så på det strategiske plan holder det stadig sin egen standard.

Nye ting består af:
16 nye baner
3 nye helte
12 nye magier
Nye relikvier

Efter at have spillet det første kan jeg ikke undgå at drage paralleler blandt de to hvilket på flere måder nok også er meningen, men da der er lagt så lidt enthusiasme i spillet er det svært at kapere hvordan man skulle spille udvidelsen uden at sidde med følelsen af en større bowling kugle med jern beklædning

spændt om anklen. Ikke for at snakke ondt om det spillet da det i sig selv er underholdende på flere plan men så er det ikke mere end det.

Historien
Spilllet følger helten Cornelius som er skyggernes og skovens ven. Han er ranger og som titlen påpeger kommer man til at være i besidelse af disse soldater som vil følge Cornelius igennem hans missioner. Der er flere valg man kan tage igennem sin rejse, såsom om man vil tage den direkte løsning, indirekte eller politiske. På den måde er der stillet flere valg muligheder op, dette er også en af de variabler som gør at spillet er et spil, ellers ville de i det store hele bare være et virtuel skakbræt med skov og vand. Som du progressere får du selvfølgelig adgang til flere enheder, nyere magier og højere level for din helt.

Grafik
Da spillet er en udvidelse er det sjældent man ser nogle nye texturer med f.eks. højere opløsning for at give et mere glidende billede. Grafikken hviler meget i sig selv med sin lidt toony fremtoning men på trods af det virker det som det skal. Man kan se sin helt, sine tropper og området man vil invadere, mere skal man jo i sig selv heller ikke bruge. Faktisk er grafikken ikke dårlig, det jeg mener, er at på trods af den lidt tegnefilms aktie fremtoning det har, så kunne der godt have været pudset lidt mere op visuelt. Ellers er der ikke ingen nye tilføjelser i det grafiske hjørne.

Lyd
1C:Ino-Co valgte at fjerne nogle af de Cheesy voice overs der kommer når man klikker på sine enheder, i stedet er der nu intet. Det er en skam da det på et eller andet plan giver noget liv til ens ellers så stille stående tropper. Og da spillet er tur baseret er lyden vigtig. Jeg må sige at jeg dog nyder orkestret og hele det “helte trip” man kan få frembragt, men da lyden hverken viser fremskridt, men faktisk et tilbage slag (afhængig af øjnene som ser) trækker den ned. Nogle vil nok mene det var godt at de fjernede nogle lyde som kan virke irriterende og stuck up, men det mangler da det hele kan blive en del stille taget i betragtning af at det der skulle forestille to kæmpe hære marchere mod hinanden. I stedet får man det som skulle lyde som hvis du banker din kno mod en bordplade som skridt i stedet. Det er en af de ting som skal pointeres, lyden er på ingen måder genial eller god i dette spil. Kun musikken er værd at give en lytter.

Holdbarhed
Jeg kan se hvorfor man skulle blive afhængig af dette spil da det kan det blive til nogle lange aftener hvis man vælger at gå igennem nogle missioner så perfekt som muligt, derved score sig en guld medalje ved hver mission. Men til tider kan det føles som en nær håbløs hvis ikke umulig opgave at løse – mest pga. tidsfristen. Nogle missioner skal du måske klare på at tage 14 ture, hvilket er en svær opgave da der er ofte er fjender at tage i betragtning, og hver gang du går i kamp mister du også resten af dine move points. På den måde skal man som i elven legacy spille taktisk og rationelt. Det har bestemt potentiale for at kunne holde sig længe hos de mere hardcore turn-based strategy spillere.

Andre bemærkelser
Efter jeg har spillet dette og Elven Legacy må jeg sige at pusten er nær væk. ikke forstået som i at det har været en et mind blowing oplevelse – tværtimod. Der kommer simpelthen bare et tidspunkt hvor man kigger på spillet og så var det det. Der er så lidt nye tilføjelser at det egentlig er ikke noget at råbe op over. Jeg er selv stor fan af RTS og Fantasy genren, og synes det var kanon at smække lidt old school tur baseret system sammen som det gamle Warhammer 40 K. til computer og mixe det lidt op med Heroes of Might and Magic. Men jeg må blankt indrømme at jeg ville langt hellere have en saks placeret i skødet end at smage på denne forfærdelig kedelige udgivelse igen. Bevares, man får en stor tilfredsstillelse når man har knust sin fjendes hær og gjort sin opgave vellykket, men det virker som en for stor pris at betale for få sekunders tilfredsstillelse.

Derudover har 1C:Ino-Co valgt at reducere heltenes stats, for at gøre dem lidt mere modtagelig for angreb og generelt balancere det lidt ud. I det forrige spil var heltene alt for overpowered og det gjorde det for nemt at vende slagets gang. Det er nu ændret og det virker rigtig godt, det gør derimod at modstanden bliver forøget en del – men til gengæld skaber det derimod også den spænding der skal til for at holde sig beskæftiget. Når det derimod bliver det samme og det samme om igen og om igen, bliver det en del trivielt og kedeligt at spille.

Alt i alt var dette ikke en skuffende udvidelse. Men da jeg hverken blev ramt af noget ekstra ordinært, nyskabende eller mere lidt ekstra materiale så er det begrænset hvad karakteren må blive. Det virker ikke som om der er vist så meget engagement for denne efterfølger, ja jeg ved det er en gentagelse men ikke én for meget. Forhåbentlig vil 1C:Ino-Co sætte sig ned denne gang og prøve som gruppe at diskutere SAMMEN, om hvordan de SAMMEN kan lave et spil som vil være en smule mere nyskabende end dette.

Ellers er der ikke så meget andet at sige end at når kampagnen er gennemført så ser du nok sjældent dette spil komme ned fra din hylde igen.

Skrevet af:	Martin Torp	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	20. oktober 2009	Censur:	16+
Platform:	PC	Anmeldt Platform:	PC
Udvikler:	1C:Ino-Co	Udgiver:	Paradox Interactive
Partner:	Paradox Interactive
Links:

Når man er træt af at vente mellem udgivelserne af de store spil, kan det som regel hjælpe lidt at trawle PSN, XBL eller Steam igennem for lidt “mindre” spas at fordrive tiden med. De forskellige småspil har tit meget at byde på, til et noget mindre budget end skiverne man henter hos sin lokale spilpusher. Der er dog mere end bare minispil, og .detuned er et forsøg på at bringe en anderledes oplevelse til sony’s platform.

.detuned er ikke så meget et spil som det er en form for interaktiv visualizer/equalizer, der skal give et ekstra pust til den musik man har liggende på sin ps3. Man har til rådighed en mand, hans stol, og forskellige surrealistiske effekter man kan påvirke mand og musik med. Ved at trykke på kryds, bolle, firkant eller trekant, eller forskellige kombinationer af disse, vælger man forskellige sæt af effekter. Venstre analog styrer mandens bevægelser, mens skulderknapperne enten forstærker eller forringer de effekter der hører til sættet. Et sæt kan f.eks. puste mandens hovede op som en ballon, mens man kan give musikken en kraftig rumklang, som om den kommer inde fra en ballon. Et andet giver manden et elefanthovede, mens man kan lave flere af ham. Ved at dreje rund på den analoge pind, danser manden, og alle hans elefantkloner, rundt om stolen.

4 elefanter kom marcherende...

Og det er lidt det, desværre. Musikken kører i loop, og man kan distorte både manden og musikken, og sætte ham til at danse imens(eller blot kigge rundt, som det er ved nogen sæt). Jeg har lidt svært ved at se hvad ideen er – modsat f.eks. Audiosurf, der byder på en spiloplevelse koblet sammen med ens eget musik, er .detuned ikke rigtig andet end ligegyldigt tidsfordriv, der ikke rigtig formår at underholde mere end de 10 minutter det tager at undersøge alle de forskellige sæt effekter. Måske andre vil finde underholdning eller mening med spillet, men jeg synes mere det lugter af et forsøg på at skabe noget anderledes, netop blot for at skabe noget anderledes. Der er ikke rigtig tænkt over HVAD folk egentlig skal bruge det til.

.detuned kommer med to demo-numre, som man kan lege med indtil man selv overfører musik, og begge af disse tracks er velegnede til at lege med programmet. Grafikken er ganske fin, og har en ganske flot og syret æstetik, hvilket nok er det mest positive jeg kan hive frem.

Hvis man hører meget musik over sin PS3, og ikke laver andre ting imens, kan .detuned muligvis give lidt tidsfordriv mens man sidder og lytter, men helt ærligt vil jeg personligt hellere stire på en visualizer, en selv sidde og fifle med en. Måske er det bare mig der har misset pointen.

Netop som man troede at Mario ikke kunne komme nye stedder hen tager Nintendo udfordringen op og smider Mario og hans bror, Luigi, ned i maven på Koopa. Lasse er taget med for at kigge på det nyeste Mario spil til DS’en.

Jeg har vist ikke understreget nok hvor meget jeg elsker Mario. Eller faktisk elsker jeg ikke Mario, jeg elsker bare konceptet med Mario. Jeg tror at selvom jeg tog alle syntetiske stoffer i hele verden ville jeg stadig ikke være i stand til at komme op med et koncept der lyder “en tyk italiensk blikkenslager og hans ligeså italienske bror bliver transporteret til en verden hvor nogle typer svampe får dig til at gro og andre dræber dig. En verden hvor patroner kan snakke og hvor kødædende blomster kan skyde ild ud af munden, hvor din eneste måde for transportation er ved at gå ned i rør placeret spredt ud igennem denne verden af svampe”. Problemet med Mario er så bare lige at, hvor de første Mario spil var awesome og stadig nye og spændende kom efterfølgende spil bare til at miste pusten. For lige pludseligt befandt Mario sig i virkelige situationer som olympiaden, krydsede planeter og kørte i go-kart. Der var ikke den “Hvor stiv skal man ikke være for at komme på det her” følelse. Det må man så sige at det nyeste spil, Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story klarer rigtig godt.

Du tager rollen som vores alt for fede, alt for italienske og en smule for røde blikkenslager Mario og af en eller anden mærkelig grund også hans alt for ubrugelige, alt for kedelige og tilsyneladende også i besidelse af et broder kompleks, Luigi. Deres mission er at rede verden fra den uhyggelige, den brutale, den stygge stygge sygdom der… får folk til at gro til store tykke kugler forårsages af at spise en speciel svamp? Hør, dette kan ordnes med en megafon og fire ord. “SPIS IKKE DE SVAMPE!” Heldigvis tager historien sig en heldig drejning hvor Koopa kommer valsende ind, og spiser samtlige dele af Mario verdenen, samt brødrene selv. I modsætning til andre Mario spil får du denne gang også mulighed for at tage styringen som Koopa som er fucking awesome! Hans eneste funktion er simpelthen at rende rundt og smadre ting med de bare næver, eller sætte ild til det! Men du skifter så imellem at spille som brødrene inde i Koopa og som Koopa selv imens de har hvert sit mål, der blir fuldført på samme måde, nemlig ved at besjre den onde Fawful og hans… Lyserøde næsehorn med grisetryne? Selvfølgeligt!

Styringen i Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story er meget speciel, af den simple grund at A og B styrer Mario og Luigi imens Y og X styrer Koopa. Her er det det bliver en smule irriterende. For når jeg siger du styrer Mario og Luigi med A og B så mener jeg faktisk at du styrer Mario med A og Luigi med B. Luigi følger selvfølgelig efter sin fede bror som var han en hund i snor men han kan ikke klare at hoppe på samme tid som ham, det er din mission at få ham til det. Jeg er villig til at forstå at dette gøres for at give spillet en ny udfordrings faktor men lad mig så lige være den første til at sige at det ikke er udfordrende, det er bare pisse irriterende. Det er kun i selve kampene at du egentlig ville kunne drage nytte af at få Mario og Luigi til at hoppe separat og selv her trykker jeg begge knapper ind på samme tid bare for at være på den sikre side, OG DET VIRKER. Kort sagt er der faktisk ikke noget som helst tidspunkt du vil ønske at Mario hopper og Luigi ikke gør. Hvorfor har du overhovedet Luigi på slæb? Det virker allermest som om at han bare sænker Mario. Han er selvfølgelig med i spillet for komisk effekt, men selv det klarer han kun middelmådigt. Heldigvis er Koopa’s styring klart den letteste og meget mere simpel hvilket gør at han med det samme bliver den karakter du foretrækker. Kampene er der hvor det hele bliver interessant, for hvad vi har med at gøre her er et tur baseret rollespil. Men i modsætning til andre tur baserede rollespil hvor karaktererne bare tager slagene har du her mulighed for at undvige og modangribe hver eneste gang. Dette kræver dog timing og at du lægger godt mærke til de små ting på din modstander hvilket egentlig virker overraskende godt. Ellers er det typisk som et rollespil. Du kan angribe, bruge specielle angreb, bruge ting eller flygte. Måden disse specielle angreb bliver udført på er dog overraskende veludført og sjovt. Det første angreb du får som brødrene er at sparke til et padde skjold der så ryger frem og tilbage imellem de to brødre imens de skiftes til at hamre modstanderen ned med paddeskjold af død! Det du skal gøre er så at skifte imellem A og B og time det med Mario og Luigis spark så de rammer paddeskjoldet der langsomt stiger i fart og skade. Koopas specielle angreb udføres alle med din styrepind og den nederste skærm. Så kampene er meget morsomme og i modsætning til andre rollespil har du mere lyst til at havne i kamp end bare at valse rundt. Det lader også til at spillet er meget stolt af sin historie, for jeg har aldrig prøvet et Mario spil der var så længe om at komme i gang. Allerede 2 dage inde i spillet fik jeg STADIG forklaret hvordan jeg skulle spille spillet. Det gør at man mister lidt af Mario følelsen hvor den eneste historie var “Den svamp dør du af, hop på den”.

Grafikken i spillet er flot, og animationerne er sjove og veludførte. Både Koopa, brødrene og alle omkring dem bevæger sig flot og flydende og har alle nogle passende animationer til hvad der foregår omkring dem. Alt er den sædvanlige cartoon-agtige stil hvilket fanger Mario universet rigtig godt. “The Beauty’s in the detail” som man siger og detaljer er der faktisk meget af taget i betragtning af at spillet er så enkelt lavet. I kampene skal du for eksempel holde godt øje med alle dine modstanderes mindste træk, for det viser hvem de vil angribe og hvordan. Dette skal komplimenteres for det gør at både unge mennesker og hærdede spille-soldater som mig har det lige svært ved at sætte modangreb ind, da det ikke har noget at gøre med hvor klog du er eller hvor erfaren du er på knapperne. Der er dog nogle ting i grafikken der ikke helt holder. Koopa får på et tidspunkt mulighed for at smadre større genstande ved hjælp af slag. Problemet er at på grund af at alt ser cartoony ud og har den samme mængde af detaljer ved du ikke hvad der kan ødelægges. Så du ender med at bruge størstedelen af din tid udenfor kampe på bare at tæske ting og efter at have brugt et kvarter på bare at tæske vej skilte føler man sig lidt dum når du finder ud af at vejen du skulle gå er lige ved siden af dig. De to skærme bliver brugt fornuftigt for Koopa valser rundt på den øverste imens brødrene hersker over den nederste. Men touch screen funktionen bliver ikke retfærdigt brugt. Mange gange i pause menuen sad jeg og trykkede på ikonet der ville få mig ind og kigge på de genstande jeg havde, uden der skete en skid. Hvorfor? Jo fordi at selve touch screen delen her ikke virker. Faktisk bliver den brugt ualmindeligt lidt hvilket stiller spørgsmålet, hvorfor udgive det her spil til en DS hvis man alligevel ikke har tænkt sig at gøre brug af DS’ens speciale i tide og utide?

Bane designet er interessant. Koopa render jo rundt og spreder død og ødelæggelse i svampe landet imens Mario og Luigi render rundt nede i Koopa. Koopas krop ændrer sig så alt efter hvad han laver. Drikker han for eksempel meget vand bliver hans mave oversvømmet hvilket gør dig i stand til at nå steder hen du ikke var før. Men, og nej jeg er ikke en blikkenslager så skal ikke kunne gøre mig klog på det her, hvorfor kan rør inde i kroppen på Koopa, transportere dig ud til svampe landet flere kilometer væk fra Koopa? Jeg kunne forstå hvis røret var en sober måde at vise Koopas røv på men enten er der en teleportations portal inde i maven på Koopa eller også har Koopa et ualmindeligt langt rektum. Ja, prøv du at skrive en anmeldelse af et spil der foregår inde i kroppen på nogen uden at lave en joke om røvhullet.

Musikken har også den der gode gamle Mario feel i det samt i dets lyd effekter. Spillets dialog foregår i tekst bobler hvilket virker som lidt af en selv modsigelse når de med vilje vælger at Mario og Luigi til tider skal kommunikere med The Sims sprog og uden dialog bokse. De siger bare “Biba di bababu badaada ding dong” og så forklarer de andre der nu må være der hvad der blev sagt som om at brødrene var Lassie. Hvorfor? Jeg kan forstå formålet ved ikke at lade Mario og Luigi snakke så meget fordi det har de aldrig gjort, men det er jo en verden hvor den eneste dialog kommer i bokse, hvorfor så ikke også bare give Mario og Luigi det istedet for deres “Abababada dibabadiba”. Det lyder som noget jeg ville sige i en joke hvor jeg gjorde grin med italienere. Men ja der er stadig de gode gamle lyde fra de tidligere spil hvad end det er når du hopper på en modstander eller når du går igennem et rør. Dialogen er også meget velskrevet. Koopa har et begrænset ord foråd og siger ting som jeg kunne finde på at sige hvis jeg var stor, grøn og kunne spy ild. Men så er der de andre. Der er noget inde i maven på Koopa der hedder Globins og de har den mest forvirrende dialog jeg i mit liv har læst, og jeg har læst alle Shakespeares værker, vil jeg lige understrege. Så hvis jeg finder det her forvirrende hvordan vil lille Nikolaj på 4½ bære sig af med at forstå det? Fawfuls dialog gør så op for det for selvom den er mærkelig er den stadig virkelig sjov. “Som en tærte lavet af sejr” som han nok selv ville sige det.

Levetiden er hvad du vil forvente af et rollespil. Den er lang og udfordrende men du nyder det og det gør du hele vejen igennem. Spillet bliver konstant ved med at indføre nye ting du kan gøre og nye udfordringer, samt det konstante skift imellem Luigi, Mario og Koopa gør at interessen konstant er tilstedeværende. Som sagt før er kampene også ekstremt underholdende og da du skal holde øje med nye ting ved hver modstander gør det også der er stor variation her. Ud over at kæmpe og udforske har spillet endda udført små ting du kan finde der vil betale sig i det lange løb. Så hvor er det dejligt at der endelig kom et spil med god levetid og så at det endda er et Mario spil.

Hvis man troede man ikke kunne komme til at opleve den samme hjerne på syretrip som man gjorde første gang man prøvede Mario så vil man blive behageligt overasket over det nyeste Mario spil. Det er sjovt fra start til slut og giver et nyt tag på tur baseret RPG som andre spil kunne tage ved lære af. Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story er tro ved Mario universet men formår stadig at bringe noget nyt til bordet. Det har sine fejl, men det er i det lange løb en behagelig oplevelse.

Første indtryk: Hold kæft hvor er der meget dialog…
Sidste indtryk: En tærte lavet af sejr… Hvor fedt er det ikke lige?!

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Platform, Rollespil
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	9. Oktober 2009	Censur:	3+
Platform:	Nintendo DS	Anmeldt Platform:	Nintendo DS
Udvikler:	Alpha Dream	Udgiver:	Nintendo
Partner:	Bergsala AS
Links:	Officiel hjemmeside

Nintendo fans og wii ejere har i lang tid set frem til et nyt spil i den populære Zelda serie. Hvor forrige spil er helt tilbage fra wii launch dagene. Men fornyligt dukkede der som mange nok bemærkede, lidt nyheder op. Der blev fremvist et teaser billede og det blev bekræftet at spillet var undervejs.

Nu dukker der så lidt mere information frem om spillet. Desgineren bag spillet: Miyamoto udtalte følgende:

“We’re using MotionPlus to make you feel much more like you’re actually fighting while holding a sword in your hand. In the previous game, you aimed at things by pointing at the screen, but this time we’ll use MotionPlus to create a much more convenient targeting system and a more pleasurable playing experience.”

Hvilket stortset kun kan betyde at det kommende spil vil benytte sig af den nye wii+ teknologi, blandt andet til at forbedre kamp. Hvorvidt det nye spil vil kræve wii+ er dog uvist på nuværende tidspunkt. Samme er gældende for udgivelses dato.