I 1993 udkom et ganske unikt strategi spil, som den dag i dag stadig anses for et af de bedste i genren, samtlige af spillets opfølgere har formået at byde på et tilsvarende gameplay men ingen af dem har formået at revolutionere eller forbedre opskriften betydeligt, og X-com: Enemy unknown står derfor stadig som værende blandt de bedste i genren og serien. Personligt har jeg siden jeg spillede spillet for første gang for mange år siden, været vild med det. Og selv den dag i dag anser jeg det for værende noget af det tætteste man kommer på et perfekt spil. I denne anmeldelse vil jeg dog forsøge at præsentere spillet så godt som muligt, fra alle sider.

Først og fremmest vil jeg søge at forklare hvad det helt præcist er for et spil vi har med at gøre. Formularen er relativt simpel. Jorden invaderes af rumvæsner, et forsvar mod denne invasion etableres kaldet X-com. Som spiller vælger man hvor den første base skal bygges og derefter bygger man nye bygninger på denne, og man køber udstyr til sine soldater. På oversigtskortet køre det hele i real tid, og man kan vælge forskellige tidsindstillinger fra langsom til hurtig. De fleste ting man foretager sig inde på basen tager tid, og man skal derfor vente et vist antal dage til man modtager nyt bestilt udstyr og til bygninger bygges færdigt. Mens tiden går, vil ufoer dukke frem, hvorefter man sender sine jetfly af sted for at skyde disse ned. Når en ufo er skudt ned sender man sine soldater af sted og missionen starter. På missioner foregår det hele i runder, hvor man flytter sine soldater rundt set isometrisk. Målet her er at eliminere alle rumvæsnerne.

Og dette beskriver stort set hvad man laver, der er forskellige varianter af missioner, i form af forskellige typer ufoer, rumvæsner. Og senere i spillet vil rumvæsnerne også kunne angribe byer, hvis det går dårligt for spilleren, og de vil kunne lave baser i forskellige lande. Endvidere bydes der på variation i form af research, man har mellem missionerne mulighed for at forske i diverse teknologier, som senere giver adgang til nye våben og udstyr. Endvidere kan man også forske i rumvæsnernes teknologi, og rumvæsnerne selv, hvilket giver information om væsnernes adfærd og baggrunds historie for dem. Og endeligt vil den nye teknologi føre til at man opfinder rumfart der tager en til spillets sidste kamp.

Det er en solid og effektiv opskrift, spillet har ikke nogen historie eller egentlige fastlagte baner, og man kan derfor starte forfra uden de store problemer, hvilket er en force. Der gives en god variation fra start til slut da man løbende får nyt udstyr og møder nye typer af rumvæsner der udfordrer ens taktik. På gameplay fronten er der dog også ting der kan kritiseres, blandt andet er der lidt ubalance ved forskningen. Der går ikke længe før man er i stand til at opfinde rumvæsnernes stærkeste standard våben, og man ender derfor hurtigt med at bruge dette våben frem for de mange alternativer. Våbnet kaldet “heavy plasma” er det letteste våben, det kraftigste, det mest præcise og samtidigt har det utroligt mange skud i hvert magasin. Der kommer dog nogle kraftige alternative våben senere fra rumvæsnerne der gør op for dette. Men man skal dog regne med at når, først dette våben er opfundet, så bruger man ikke mange andre. Endvidere gør dette også at man hurtigt kommer til at skippe en masse led i forskningen og der er derfor mange våben man sjældent når at få brugt. Noget andet der kan blive trivielt hænger sammen med grafikken, og dette vil jeg gennemgå næst.

Spillets grafik anser jeg stadig for værende god. Det er lidt pixeleret men de gode illustrationer af stortset alting i spillet gør op for dette. Alt udstyr i hele spillet har flere illustrationer, der er billedet af tingen på udstyrs skærmen, også har de deres helt eget lidt pænere billede i et omfangende ufopedia. Her kan man læse om alt udstyr og alle væsner spillet byder på. Spillet har et meget markant design, der tager afsæt i de klassiske UFO teorier fra 50´erne. Med alt lige fra flyvende tallerkner til små grå væsner med store øjne og store hoveder. Det er dog fremstillet på en seriøs måde. Variationen de forskellige rumvæsner imellem er stor, og deres design formår at være meget genkendeligt og ikonisk. Man finder alt fra de små grå til slange lignende væsner. Alt grafikken kommer i en meget konsistent pakke og det hele passer sammen, dette er en af de ting der er med til at få spillet højt op. Dog nævnte jeg før at der var et problem, dette kommer i form af grafisk variation af banerne, selvom layoutet altid er forskelligt så er selve det grafisk tema ofte det samme. Grafikken afhænger af det sted UFOen styrtede ned, men der er for få forskellige temaer at vælge imellem hvillet gør at man ofte ender på noget af det samme. Der er måske 7-8 forskellige layouts, og et par af disse er meget sjældne da de kræver at man skyder UFO´erne ned omkring polerne. Det er en ærgerlig plet på et spil der ellers tager sig overraskende godt ud i 2009.

Spillets musik er nok et af de største lyspunkter. Jeg har før talt om spillets variation, og her spiller musikken i høj grad også en stor rolle. På verdenskortet er der et par forskellige meget lange melodier der afspilles, de er stemningsfyldte og passer til spillets tema. Samtidigt formår de også at være memorable, her vil de fleste nok særligt bemærke den pumpende rock melodi der starter hver gang man forsøger at skyde et rumskib ned, fængende som bare pokker. Dog igen er der et minus omkring variation. Selvom der er masser af variation på verdenskortet, så halter det i selve banerne. Alle missioner benytter den samme dæmpede melodi, hvilket er lidt ærgerligt. Men da den er dæmpet er det ikke noget man nødvendigvis bemærker.

Som man måske kan høre, så er jeg voldsomt begejstret for dette spil. Jeg har været fascineret af det siden jeg prøvede det for første gang. Gennem årene er der småting der er begyndt at springe frem i øjnene som sætter mindre skår i glæden. Men alt i alt er det stadig et fantastisk spil, og muligvis noget af det tætteste man kommer på det ultimative strategispil, i hvert fald i mine øjne. Der har været en del opfølgere, hvor mest bemærkelsesværdige nok, hvor ironisk det end måtte lyde, er 2´eren. Spillet var stortset det samme, bare mod rumvæsner under vandet i stedet for på land. Det var på mange måder nøjagtigt det samme hvor de bare havde skiftet tingene ud, men de havde samtidigt også ændret enkelte af de ting jeg brokkede mig over. Desværre var det mildt grimmere og musikken var ikke ligeså spektakulær. Efterfølgende gik det stærkt ned af bakke for serien, og nu til dags er det svært at se de mange opfølgere som andet end halvhjertede forsøg på at leve op til det første spil.

Hvis man gennem denne anmeldelse blev nysgerrig, så kan spillet findes i en vista venlig udgave på Steam, til den billige pris af 5 Euro. Her kan også opfølgeren Terror from the deep findes.

Skrevet af:	Johnny Josefsen	Genre:	Strategi
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	1995	Censur:
Platform:	Pc	Anmeldt Platform:	Pc
Udvikler:	Mythos Games	Udgiver:	Microprose
Partner:
Links:

Hvis du er garvet spil-narkoman, men aldrig har hørt om The Elder Scrolls serien, så er tiden snart inde til at du kan få del i de seneste udspil. Steam har nemlig annonceret at både Morrowind og Oblivion snart vil være at finde på tjenesten, med op til 20 % besparelse. Spillene har modtaget priser tilukendelighed for deres åbenhed og enorme udvalg af muligheder for at tilpasse universet til præcis din spillestil.

Hvornår vi kan forvente spillene er endnu uvidst, men der bliver meget at få for pengene.

Hvis du ved ordet “nørd” tænker på en overvægtig dreng, der lever af fastfood + cola og aldrig forlader sit værelse, så vil Nintendo og McDonalds nu slette den sidste af de nævnte ting. I Japan har de 2 nemlig slået sig sammen, og ejere af Nintendo’s håndholdte konsol, DS, kan nu udfordre deres venner på restauranterne. Udover den gratis trådløse løsning, er der også kommet eksklusiv download materiale, som følger med når du køber mad.

Konceptet “Mac de DS”, har været i USA siden 2005, men mon ikke snart at Europa også får del i løjerne? Vi kunne da håbe.

Microsoft har fået rettighederne til Teenage Mutant Ninja Turtles: Turtles in Time Re-Shelled, eller i alt fald før de andre konsoller. Hvilket ikke er lige velmødt af alle gamer.

Teenage Mutant Ninja Turtles: Turtles in Time Re-Shelled er en remake af Konami’s klassiske turtle spil fra 1991.

Spillet kan købes på Xbox Live Arcade den 22. Juli.
Der er endnu ikke fortalt hvad prisen er.

Ubisoft fotæller videre at PlayStation Network også vil få besøg af de grønne ninja turtles. Hvornår er ikke til at vide men de regner med engang sener på året.

Jeg kan stadig huske dengang hvor jeg første gang fik lov til at spille på nintendos vidunderlige håndholdte konsol, gameboy’en. Grafikken var okay, lyden meget unik og spillene fra nintendo selv, stod som et meget stærkt franchise. Men da det russiske vidunder tetris ankom med posten, blev maskinen sat i et helt andet gear. Evigheds spillet, der omfatter at man skal få en række klodser til at passe sammen, så der bliver plads til nye, kunne få selv de mest triste dage til at blive gode, når man konstant ville opnå en ny og bedre high-score. Det er nu længe siden, og jeg har søgt vidt omkring efter et alternativ til klassikeren, der nu har vist sit ansigt.

Trash Panic er en kombination af udfordring, underholdning og miljøbevidsthed. Simpelt sat op består spillet af, at du skal proppe mest mulig affald ned i en skraldespand uden det ryger over kanten, eller på anden måde finder vej udenfor den sultne metal beholder. Godt nok forsvandt klodserne i tetris når du lavede rækker, men i Trash Panic skal du selv få affaldet til at forsvinde, ved at knuse det. En bane starter typisk ud med at små genstande såsom lightere, blyanter og gamle klipseholdere skal placeres, så du senere i banen kan smadre dem, med større objekter såsom håndvægte, krus og køkkenknive. Det virker ret godt og jo flere ting du kan combo smadre, desto højere score opnår du. Scoren bruges til at lukke nye baner og udfordringer op, som eksempelvis mindre skraldespand eller boss-runs.

Grafisk er Trash Panic pænt uden at være prangende. Detaljerne kunne sagtens være mere gennemførte, men det spiller ikke den store rolle, eftersom det hele jo gælder om at smadre og komprimere. Havok fysisk motoren gør partikel effekterne realistiske, men burde slet ikke fylde så meget i det samlede billede. Det virker lidt som om, at Trash Panic sælger på Havok systemet, og ikke det potientiale som er tilstede. Banedesignet er tomt, uinspirerende og kunne ligeså godt have fundet sted i samme omgivelser hele spillet igennem, med de forskellige udfordringer.

Kigger man på den lydiske side, så skuffer Trash Panic fælt. De samme irreterende temaer står på repeat, og lyden af en te kande der smadres, bliver ikke bedre efter 50 gange. Det er synd og skam, at der ikke er blevet brugt mere tid på at gennemføre temaerne, så de i det mindste ville lede tankerne hen på et fredfyldt og naturigt sted, som spillet netop sætter fokus på.

Gameplayet er gammeldags og langsomt. Du kan vende og dreje tingene som skal smides ud, og ellers sætte dem på plads. Tiltaget med mottainai, går ganske simpelt ud på, at der kommer en speciel genstand, som ikke må smadres. Gøres dette alligevel, så udløser det minus i scoren + en del gule bolde, som fylder i skraldespanden og ikke kan smadres. Hvorfor dette er implementeret forbliver et mysterium, og er virkelig en gameplay breaker, da disse mottainai elementer nemt smadres ved dumme clipping-fejl (grafikken blokere ikke for andre genstande).

Spillet har elementerne og ideerne til at kunne blive godt, men snubler gevaldigt i dets egne ambitioner. Der er langt mellem de sjove øjeblikke, som eksempelvis en stor sparegris boss skal smadres på kort tid. Det miljøvenlige aspekt forsvinder hurtigt, da man virkelig skal koncentrer sig for at gøre fremskridt og er igen medvirkende til gameplay break. Hvis du ønsker et spil, som er i stil med tetris, kan holdes ud i ganske små mængder og lader til at være nyt og forfriskende, så giv Trash Panic en chance, alle andre kan nemt finde bedre PSN esklusive titler.

Skrevet af:	Dennis Damsgaard	Genre:	Puzzel
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	29. Maj 2009	Censur:
Platform:	PS3	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	JetRayLogic Co.,Ltd./CORUNDUM Inc	Udgiver:	SCEE
Partner:	Nordisk Film A/S – Interactive
Links:

Mine damer og ikke damer! Han er tilbage! Anmelderen i alle elsker! Anmelderen der får jer op om morgenen! Anmelderen der giver jer sandheden om alle spil der ude, gode som dårlige! Vi præsenterer, LASSE!!!

… Nåh ja og så anmelder vi også inFamous, et af de fedeste spil længe.

Jeg havde ikke de helt store forventninger til inFamous, og af gode grunde vil jeg sige. Grunden var at jeg havde kun set de første billeder fra inFamous og nøj hvor så det godt nok kedeligt ud. Kedeligt, gråt og havde slet ikke den gnist det har i dag. Hehe, fik i den? Gnist! Det’ jo sjovt fordi det hele handler om strøm!… I er med lidt senere, det er fint nok. Men jeg skal med glæde sige at jeg tog fejl… Igen. inFamous havde lagt lidt i skyggen af mit hovede fordi, som en fattig studerende er jeg på kanten til at skulle ud af gymnasiet. Men, bedst som man runder de tyve, finder man sgu lige ud af at man har forudbestilt inFamous og så var læseferien ellers ødelagt.

Du popper CD’en i maskinen, trykker på start og så er du med det samme kastet ind i spillet i bogstavligste forstand. Du vågner op fra ruinerne af en kæmpe eksplosion som Cole, en budbringer (Ja, sådan en som du er i Mirrors Edge). Din introduktion til styringen får du ved at flygte fra eksplosionens midte til du til sidst falder om og får hele historien at vide. Nemlig at hele Empire City er blevet sat i karantæne, der er udbredt en pest, kriminaliteten er skudt i verjet og alt er lettere fucked up. Eksplosionen har så imellemtiden gjort dig i stand til at styre elektricitet og du begynder så spillet et par få dage efter eksplosionen og så er spillet ellers igang. inFamous giver dig alt hvad du kan forvente af en by afskærmet fra resten af verdenen. Folk prøver at leve så godt som de kan, men alt er helt af helvedes til. Folk lider over alt, der er skyderier og ressourcerne er begrænset og inde i midten er du så og det er her du bliver introduceret for spillets nøgle punkt, nemlig de gode og onde valg. Og fordi at spillet har sat netop dette så meget i højsædet kan du forvente to komplet forskellige spille oplevelser når du vælger imellem god eller ond.

Efterhånden som du dræber modstandere får du mere og mere erfaring men spillets forklaring er at Cole absobere mere og mere elektricitet og på den måde bliver stærkere. Disse erfaringheds point kan du så bruge på at gøre dine evner bedre og her spiller dine valg igen en rolle. Et eksempel er at hvis du f.eks. er god og tuner dine normale elektricitet skud vil du få strøm samtidig med at du skyder folk. Vælger du ond får du istedet chancen for at elektriciteten breder sig til andre modstandere og gør skade på dem. Samtidig er der helt andre evner der kun kan opnåes ved at lave onde og gode valg. Folke massen reagere også anderledes på dig alt efter hvad du foretager dig. Sprænger du biler i luften, sparker og skyder uskyldige mennesker tværs over vejen kan du forvente at den lokale befolkning ikke just bliver dine største fans og kan derfor finde på at kaste sten efter dig eller endda løbe op i dit ansigt og give dig et par på hatten. Er du god, derimod så tager folk billeder af dig og hepper på dig. Jeg er jo lidt af et svin så jeg valgte jo selvfølgelig at være ond til at starte med og har sjællent grint så meget. For så behøver jeg jo ikke tage forbeholdsregner for de forbigående når jeg sendte en trykbølge afsted der fik flere biler til at flyve hen af gaden og ind i hovedet på nogle bande medlemmer. I korte træk går spillet ud på at du som Cole skal finde ud af hvad der skete og hvorfor og så selvfølgelig være sikker på at det ikke sker igen. Dette gøres så ved at du bevæger dig frit rundt over hele byer hvor du kan klatre op og ned af alle tænkelige strukturer, men selvfølgelig er det ikke kun at klatre rundt der fylder det her spil, kamp skal der også til. Og kampene er noget af det mest hektiske jeg har prøvet i et sandbox spil af denne kaliber. Det kan måske skyldes at hvis du bare hikker på den forkerte måde under kampen er du ligeså død som Sonic marketing er. Dine modstandere er alle sammen spækket til randen med fuld-automatiske våben og raket kastere hvilket får mig til at sætte et lille spørgsmåls tegn til hvordan i helvede de fik fat i dem. Men al begyndelse er svært og ligeså snart du ved hvordan man gør, er du stort set ustoppelig. Imens du så kommer videre med historien låser du op for flere og flere evner til Cole og størstedelen af disse evner kan du så også tune, så det bliver ikke kedeligt lige med det samme.

Ud over hovede historien er der side opgaver hvilket også er med til at give spillet en længere levetid. Jeg indrømmer blankt at disse side opgaver ikke er så forskellige igen, men det kunne have været langt værre. Du opnår ikke rigtigt det helt store ved at lave disse opgaver. Nogen gør at du kan begynde forefra specifikke stedder når du dør imens de andre blot giver dig erfarings point. Jo, alle sammen gør at der ikke kan komme flere modstandere det specifikke sted du klare missionen i, men det vil jeg ikke mene er så vildt igen. Til gengæld er der de gode og onde missioner. For hver femte af dem du klarer får du en ny evne, problemet er bare at du bliver nød til at vælge hvilke du vil klare, for hvis du klarer en god mission, kan du ikke klare en ond mission. Ud over dette kan du også bevæge dig rundt i byen og finde antenner og metal stykker. Antenner giver dig mere information om hvad der er sket imens metal stykkerne gør at du har plads til at absobere mere elektrisitet. Så skulle du begynde at kede dig med hovede missionen er der ingen grund til at frygte.

inFamous er et flot spil, det er der ingen tvivl om. Byen er ikke blot flot bygget op men karakterene er også nydelige at kigge på. Et specielt plus kommer dog når det er tid til filmene. Du får en lille tegnefilm, tegnet med den flotteste tegnestil længe og som bare passer så godt ind i det hele. Ganske vist er de ikke specielt godt animerede men det passer fint til selve filmene. Og nu hvor vi snakker om animeret så smider jeg lige en stor brok bombe. Jeg ved ikke om jeg er lidt forud for min tid men vi er i fucking 2009. Alt i dag har stort set dummy effect så hvorfor er der ikke det her i? Jeg mener, de klarede den jo så godt med bilerne, hvordan kan det så være at når jeg bliver skudt midt i at jeg hopper fra én bygning til den anden at der så ikke sker noget? Du kunne da næsten ikke bede om et bedre spil til at have dummy effect i. Med det sagt begyndte Cole også at ændre udseende jo mere ond jeg blev, hvilket jeg ikke helt kan forklare. Hans jakke begyndte også at se anderledes ud og det kan jeg slet ikke komme med nogen forklaring på, men fedt så det ud. Jeg syntes også at kunne høre forandringer i Cole’s stemme, der lød mere og mere dyster, og Cole’s måde at stå på. Min strøm blev også rød så hold da helt kæft hvor så jeg bad ass ud.

Coles stemme er virkelig fed. Af mærkelige årsager sad jeg faktisk og tænkte at det var ham der skulle have lagt stemme til Batman, for han har bare den der naturlige kolde stemme der. Desuden er hans stemme skuespil også helt i top. Man kan virkelig mærke hans følelser skinder igennem når han snakker. Sammen med Cole har vi så Zeke, hans bedste ven som også har fået sig en god stemme skuespiller. Der er ikke noget i udseenet men blot ved stemme skuespillet kan du høre at Zeke er lidt af en hill billy. Men omtrent her stopper min facination for lyd siden. Lyden når du zapper rundt med dine skud er så tam at jeg faktisk endte med at gå i nærkamp med de fleste modstandere bare for at høre noget ordenlig pontus. Du skal heller ikke regne med nogen kamp musik. Sjældne gange til sjældne missioner er der noget fedt musik men ellers er der ingen og hvis der endelig er noget er det kedeligt og monotont. Siden du nu bruger al din tid på at hoppe rundt på tage og transportere dig selv fra A til B ville man nok ønske lidt musik. Jeg ved godt det ville gå ind og gøre så man ikke kan høre pøbelen når de råber om hjælp men så må de sænke musikkens lyd niveau.

Der hvor inFamous scorer de største point er leve tiden. Ja, det lyder mærkeligt men hør mig ud. Ikke nok med at kampagnen er rigtig lang men side misionerne er der også og selvom jeg sagde før de var ensformede så er det vigtigt at hive fat i at det kunne være meget værre.Og når du så har gennemført spillet kan du spille det igen imens du fortager de modsatte valg af hvad du gjorde før og tro mig, det er et helt andet spil når du gør det.

inFamous er et super fedt spil som ikke har fået den reklame det fortjente. Så smid gaffelen ud og lad være med at stikke den i toasteren, hvis du vil have det sjovt med elektrisitet men køb istedet inFamous.

Første indtryk: Okay og så er vi klar til a- OH MY GOD WHAT THE FUCK?!!
Sidste indtrky: Og nu til at spille spillet som en sissy… Og det er stadig fedt!

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	29. Maj 2009	Censur:	16+
Platform:	PS3	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	Sucker Punch	Udgiver:	Sony
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Nu er det snart tiden hvor vi igen kan drage til den forvrængede undervandsby Rapture, og selvfølgelig er der kommet en del nye tiltag. En af tingene, er multiplayer, hvor der endelig er kommet information i omløb. Det lyder som følger:

* Genetically Enhanced Multiplayer – Earn experience points during gameplay to earn access to new Weapons, Plasmids and Tonics that can be used to create hundreds of different combinations, allowing players to develop a unique character that caters to their playing style.

* Experience Rapture’s Civil War- Players will step into the shoes of Rapture citizens and take direct part in the civil war that tore Rapture apart.

* See Rapture Before the Fall – Experience Rapture before it was reclaimed by the ocean and engage in combat over iconic environments in locations such as Kashmir Restaurant and Mercury Suites, all of which have been reworked from the ground up for multiplayer.

* FPS Veterans Add Their Touch to the Multiplayer Experience – Digital Extremes brings more than 10 years of first person shooter experience including development of award-winning entries in the Unreal® and Unreal Tournament® franchise.

Efter at Kingdom Hearts 358/2 days er blevet fastsat til at udkomme den 29 september, og spillet er Nintendo DS exclusive, så ville Playstation Portable ejerne jo også gerne have en eksklusiv titel. Dette er nu blevet efterkommet, og Kingdom Hearts Birth by Sleep er nu blevet forudsat til at skulle udkomme en gang i 2010, og følger historien 10 år før det oprindelige spil på Playstation 2 formatet.

Nintendos show ved årets E3 messe var en blandet fornøjelse. Der kom ikke mange nye titler i samtalen, men dog blev der fremvist Metroid Prime: Other M.

Spillet ligner en fusion mellem det originale 2-D platforms eventyr og de nyere 3-D First Person Shooters, og hele herligheden så ret så interessant ud, så mon ikke nintendo endnu engang har en sucess på hånden?