Der har været mange spekulationer omkring datoen for tilbagekomsten til Rapture, men nu afsløre 2K Games, at spillet lanceres den 30. oktober i Europa.

Om det så bliver en værdig opfølger, må tiden vise.

Selvom forventningerne og udtalelserne fra Quantic Dreams har ligget fast på en udgivelses dato indenfor 2009’s rammer, må udvikleren dog kaste håndklædet i ringen, og informere den store ventende fanskare om, at Heavy Rain først vil blive at finde i handlen 2010.

I et interview med det japanske spilblad Famitsu, fortælle Hideo Kojima hvordan han i det kommende nummer, vil afsløre for det næste kapitel i Metal Gear universet. Desværre kommer han ikke ind på mere detaljeret information, og diskussionerne går derfor stadigvæk på, om der er tale om en finpudset version af Metal Gear Solid 4 som vi tidligere har set, eller om der er tale om et helt nyt kapitel.

Spændingen vokser

Udviklerne er blevet hurtige til at udgive nye og bedre grafikkort, der hele tiden stræber imod fotorealismen i vores spil oplevelser. Der er tit tale om, at “nu er den her endelig”, men endnu har verdenen ikke set meget til den omtalte fotorealisme, og kun få spil har været tæt på grafikmæssigt. Epics teknologigeni Tim Sweeney har et bud på hvornår vi kan forvente et endeligt bud, på egentlig fotorealisme.

I et interview med Gamasutra fortæller Sweeney at der nok skal gå en 10-15 år endnu, før vi har regnekraften til at kunne fremstille fotorealisme, og selv når vi har denne kraft, så kommer den menneskelige natur som en stopklods.

At animere og indfange et menneskes naturlige respons, intelligens og interaktion med andre personer, er et problem der ikke kan løses af nogen regnekraft, eftersom vi reagere meget forskelligt i de givende situationer, og bliver derfor den største opgave at løse ifølge Sweeney.

“It’s Hazard Time!”… Matt Hazard er tilbage. Den gamle aktion helt Matt Hazard er tilbage efter med et comeback på nutidens spillemaskiner.

Matt Hazard har tilsyneladende hærget utallige spillemaskiner igennem de sidste 25 år, her har den garvede action helt kæmpet mod drager, monster, zombier, skydeglade cowboys og mange andre og så ment også fungeret som hovedperson i et go cart spil og andre sjove former. Lige fra ALT for pixelleret platforms figur til 3d action stjerne. Men noget må bestemt have gået min næse forbi eller også er hukommelsen bare ikke som det har været, for jeg kan absolut ikke huske denne herre, hverken på Commador64, Amiga, Nintendo, pc eller så ment på spillemaskinerne i min mors daværende grillbar. Ikke desto mindre, så har jeg fået besøg af Matt Hazard i form af hans comeback spil med titlen ” Eat Lead: The Return of Matt Hazard” hvor han prøver at slå igennem på nutidens populære konsoller Xbox360 og Playstation3.

Til dem som jeg selv, som ikke kender hr. Hazard så er han en pumpet kliche af en action helt ala Duke Nukem, med rappe replikker og særdeles skydeglad. Spillet er som sagt Matt Hazard’s comeback til spil verdenen, eller det tror han idet mindste selv. For Hazard er i en spil verden i spillet, som styres af udviklings chefen Wallace “Wally” Wellesley fra Marathon Megasoft, som allerede i første kapitel ønsker at skifte Hazard ud med en moderne helt. Men den er Hazard selvfølgelig ikke med på. Så derfor skal kampen tages op i samarbejde med vores hjælper QA, mod den onde chef hr. Wellesley og hans mange bad guys.

Der er et par gode grin med på vejen, men ellers ikke videre imponerende, lidt for standart grafik og dårlig AI. Spillet byder på et godt coversystem i stil med Gears Of War og ligne, men sigte funktionen er ikke optimal, generelt er styringen faktisk ikke optimalt.

Spillet havde en god ide, men desværre tager udviklerne ikke brug af de muligheder de har for at tage mere gas på stereotyperne, og man få leveret nogle halv dårlige kommentar i forsøg på at fyre nogle sjove jokes af.

Og selvom man blive smidt ind i en masse forskellige bane designs, våben (ja man løber altså rundt med en skide super soaker på et tidspunkt) og fjender, så fungere alle på samme måde, og bliver hurtigt trivielle og man mister interessen. Jeg har undervejs i dette spil, skulle tage mig hårdt sammen for at presse mig til at spille videre.

Det største bonus i dette spil, er stemme skuespillet fra de to Hollywood skuespiller Neil Patrick Harris (How I Met Your Mother, Harold & Kumar filmene osv.) og Will Arnett (Blades of Glory, Semi-Pro, Monsters vs Aliens osv.), det er simpelthen en fryd at høre de to skuespiller give den gas som computer figurer.

Skrevet af:	Carsten Brogaard	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	20 Marts 2009	Censur:	16+
Platform:	PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Vicious Cycle	Udgiver:	D3 Publisher of Europe
Partner:	K.E. Media
Links:	Officiel hjemmeside

Der er virkelig kommet gang i snakken omkring UbiSofts næste spil i lejemorderens Altaïr’s tegn. Traileren viste ikke meget, men har fået store spekulationer i omløb. Dette har Sebastian Puel, produceren bag Assassins Creed 2, nu valgt at reagere på.

Han udtaler, at der ikke bliver lagt fingre imellem, når det kommer til udviklingen af spillet. I et interview med NowGamer fortæller Sebastian, at holdet råder over 450 personer, der alle arbejder hård og målrettet på at lave en efterfølger som indeholder alle de ideer, der ikke var plads til i det første spil.

Sebastian fortæller også at de fleste af bagmændende fra det første spil, igen er med i udviklingen, og fans derfor ikke bør frygte for hverken kvaliteten eller indholdet.

Vi venter spændt på udgivelsen af opfølgeren.

Heavy Rain ser allerede nu ud til at flytte grænserne for hvad vi ser som spilmedier idag, ved at præsentere et gameplay, hvor der i langt højere grad bliver spillet på følelser. Men som først antaget, skulle Heavy Rain forgå i Frankrig, hvilket ledered for udviklingen, David Cage nu afslår i et interview med 1Up. Han siger:

“Vi brugte tre uger i en østkyst by med kameraer, og det var et chok at se fattigdommen, ghettoerne, de forladte fabrikker, og den fornemmelse af fare som social forskel giver.” Han fortsatte “Når du lever i Europa, er USA det meste af tiden afbilledet som et landet med succes, magt, penge, helte der redder verden, og sexede piger. At opleve den sociale side af Amerika som sjældent ses i film var absolut skræmmende. Jeg kom tilfældigt forbi en specifik by, hvor jeg ikke rigtig viste hvad jeg ledte efter, men fandt præcis den baggrund jeg ledte efter for at fortælle min historie, og jeg må sige at det virkelig hjalp skriveriet på Heavy Rain.”

Udover dette, så forklarede David Cage hvorfor spillet ikke kunne foregå i Frankrig:

“Frankrig er et fantastisk land for mad, historie, natur, kultur og kunst, men jeg tror det er nemmere at skrive om en anden kultur som du føler dig kendt med, men som ikke er din egen. Jeg har ikke en særlig lyst til at skrive et spil som foregår i Frankrig.”

Indtil videre bliver det bare bedre og bedre.

”Of all my children, only one does not love me.” Sagt af den fedeste karakter længe set i et spil. Tænker du ”interessant” ? For det var bestemt meningen med introduktionen til dette dystre – og farvestrålende! – eventyr. Der er lagt op til tæsk i massevis via gameplay og et visuelt trip via grafikken. Jeg kommer ikke til at kunne toppe dette spils karakter i nærmeste fremtid!

Kategorien er Action / Indie, men for min skyld kunne det lige så godt være ”Sensation”; Jeg har aldrig før skulle lede efter noget negativt at sige om et spil i mangel på åbenlyse fejl. Samtidig kan jeg ikke kalde særlig mange aspekter af spillet for innovativt og alligevel er det den største portion underholdning oplevet i mange år, som bla også tilstået af ”Mod of the Year”-klubben (MOTY*) som tildelte Zeno Clash en førsteplads indenfor Indie-spil, samt Independent Games Festival, der havde titlen blandt sine finalister.

*Zeno Clash er IKKE et mod, men MOTY priser også Indie.

Gameplay og historie
Zeno Clash er et simpelt opbygget spil, hvor du kæmper dig fra ”arena” til ”arena”, opdelt af cutscenes spækket med historie. Vi snakker First Person Shooter-vinkel med blot 5 våben (inkl. kasteskyts) til rådighed, da dine vigtigste våben er næverne, så jeg hopper med på bølgen med det samme og kalder Zeno Clash for et First Person Puncher-spil. Det lyder ikke særlig vel-fungerende i mine ører og jeg tænker straks, at der sikkert er en masse hyper-seje kombo-slag jeg aldrig kommer til at udføre, da de vil kræve en Tekken-style hukommelse at taste ind – og så helst flere gange i træk, hurtigst muligt. Nu! Nu! Nu!

Det er bare SLET ikke tilfældet – og jeg ser mig efter en dags spil i stand til at udføre samtlige kombos uden de store problemer, da styringen / slagene giver lækker logisk mening. Kampstilen er Indiana Jones og ikke GTA; Tror faktisk ikke engang der er blod … og ved du hvad ? Det gør ikke noget, for når du f.eks spurter med albuen direkte ind i fjæset på en modstander, så er du ikke i tvivl om, at det gør nas! Det skal opleves. Jeg har haft et par tilskuere siddende ved siden af mig mens jeg spillede en af banerne – og der var latter hele vejen rundt så snart et superpunch landede korrekt, da det er komisk overdrevent i f.eks lyd. (ment som noget absolut positivt, for det er den RETTE mængde komik kontra smerte. Spillet bliver ikke direkte ”useriøst” af det. (selvom fuglemanden ovenstående er grinagtig at tæske på))

Styringen er ideelt bygget op, specielt hvis du er vant til FPS-spil, for din karakter er ikke en ninja; Han er mere en slagsbror, så mange af hans moves er ikke fantastiske spark og slag (i andet end styrke), hvilket giver dig fornævnte logik at styre ud fra: Lås fast på fjende og din synsvinkel rettes mod ham / hende / den. At strafe bliver så til ”læn overkrop”, hvor du kan undvige et slag på denne måde, samtidig med at du taster én af to angrebs-knapper. Resultatet: At du læner dig til højre, undviger et slag – og lander en nyreguffer retur. Alle kombos giver mening og er en række logiske moves, IKKE en taste-kombination på 20 anslag. Og herren her låser ikke engang fast på fjenderne mere, for det skal din karakter nok gøre hvis nogen træder ind i hans slå-bane.

Det første som slår DIG: Grafikken. Det næste: Historien. Derefter: Folks knytnæver, fødder, pandeskaller, bombe-egern, fireballs (som er vandbobler med ild indeni, ergo: Fireballs!) slim, spyt, bid, negle … Og nogle modstandere bruger bare deres enorme korpus til at charge dig med, såsom bosserne der kræver lidt special-behandling (såsom tæsk med en stor knogle) … Men typisk indledes en bane med en cutscene og så springes der direkte ind i kampen (som regel – og hvis ikke, så går der højst 20 sekunder), hvor kampens deltagere stilles op i bedste fighter-spil-stil: Hver modstander vil du støde på adskillige gange og derved lære deres svage og stærke sider. Altså, jeg har en god rutine (allerede, synes jeg da selv) hvad gælder at tæske folk i Zeno Clash, så det er kun ved bosserne at ”svagheden” bliver aktuel, men ikke desto mindre; Du får hurtigt en fornemmelse af hvem der skal passes på og derfor tæskes med prioritet – og hvem der kan bankes til sidst. Enkelte gange griber modstanderne også til våben, men det lærer du også flere teknikker til at undvige skade fra… Hvis ikke bare førnævnte albue i skrinet, mens de bukker ned efter våbenet… Hæhæ.

Generelt kan du tage en del mere tæsk end dine modstandere, men det kan også gå temmelig hurtigt for dem at få dig ned med nakken, hvis du f.eks trænges op i et hjørne – eller møder noget eksplosivt ; Flere gange er det nødvendigt for dig (mig… ?) at spurte i sikkerhed, væk fra slagsmålet, og heale ved at spise noget af det frugt som ligger rundt omkring, hvor hver bane umiddelbart har nok frugt liggende til én gang total health-erstatning. Måske du endda skal gribe til våben, ganske som modstanderne, som der enkelte steder også er mulighed for. Hvis ikke andet, så tæsker du bare våbenet ud af hænderne på en fjende, for generelt: Dine næver er den bedste problemløser i de fleste situationer med undtagelse af i“special-kampene”, hvor der f.eks skal skydes en badguy som smider bombe-egern efter dig, oppe fra ryggen af en kæmpe strandet … hval ?

En eller anden strandet gigant i hvert fald, som du kommer til at kigge rigeligt på! Føj og wauw.

Fik jeg nævnt, at ”dual pistol” i dette spil er ”dual fishguns” ? Og at riflen lades med en lang stang, som lukker et plastik-rør med ammo’en i … ? For her kommer så guldet, hvad der virkelig gør spillet til den bedste oplevelse i lang tid: Det ekstremt originale univers – og medfølgende grafiske stil, samt forklaringerne til HVEM det egentlig er du render rundt og tæver.

Følgende del skipper du bare, hvis du vil have en lidt kortere udgave af anmeldelsen.

Grafikken – og historien fortsat
Misforstå nu ikke stil til at være en indikator for hvor teknisk storartet det grafiske er; Spillet er bygget på Source-enginen (mest kendt fra Half-life 2), så du kender til feelet og de tekniske specifikationer hvis du endelig går op i det, så igen; Det er designet af figurerne og universet der er originalt – og som sammen med historien løfter spillet op over skyerne hos mig: Du er Ghat, en af mange sønner til skabningen Father-Mother, der bor i Zenozoid som er … en ”punk fantasy world”, som uviklerne fra ACE Team kalder det. Jeg vil nærmere kalde det ”Tim Burton anno midt-halvfemser møder Salvadore Dali”; Det visuelle, som bidrager til et unikt univers og stemning til spillet, gør, at jeg stadig ville nyde karaktererne og omgivelserne selv hvis plottet havde været papirtyndt; Du er på flugt, da du har dræbt din (og 12 søskendes) mor og far … Begge én skabning: Father-Mother.

Men hvordan og hvorfor ? Da Ghat / hovedrollen / personen du spiller tydeligvis er rebellen i en familie styret af en freak, så kender man historien – og forventningerne blev holdt godt nede her idet han flygter med sin sirlige veninde. Ghat fortæller så om en forfærdelig hemmelighed vedr. Father-Mother til flugt-veninden (selvom han intet afslører) og man begynder nu at blive fænget af andet end det visuelle, selvom alt mangler en forklaring … Personligt: Jeg reflekterede på dette tidspunkt en smule … og noget stemmer ikke; I forhistorien falder Father-Mother blødende til jorden og som spiller – specielt af Fallout 3 – kan dette lige så godt være enden på en fødselsprocess såvel som enden på et drab. Der springes nemlig i tiderne, hvor hver scene (forud for hvert map / kamp) indikerer hvorhenad i historien vi tidsmæssigt er i forhold til ”Drabet af Father-Mother” … men dræbt hvordan – og hvorfor, Ghat ?

Som i en krimi søges der nu svar via re-enactment, da spillets absolutte start i hvert fald viser Father-Mother som dør og Ghat der flygter med en sirlig veninde. Pludselig er forhistorien noget du nærmest efterforsker (via cutscenes – spillets gameplay er som sagt at tæske løs), hvor du glæder dig til at komme videre og nærmere svaret på dødsscenen samt hemmeligheden. Du glemmer pludselig, at du som spiller havde en milliard spørgsmål til det her univers, for hvad Ghats motivation er bliver det interessante. Forrige sætning blev nærmest brugt af Ace-Team i deres PR-materiale til spillet, altså, lang tid forud for denne anmeldelse … og som – i bund og grund – kritiker irriterer det mig, at de holdte hvad de lovede! En hovedrolle med noget dybde.

Ghat er nemlig samtidig ikke en helt – og hvad gælder dreng møder pige samt blomsten og bien med den sirlige veninde, så bliver det aldrig noget historie-drivende eller kliche-præget. Hun er der bare i historierne / cutscenes og det bliver du glad for; Hun stiller spørgsmål, som du selv gerne vil have svar på, om Ghat og hans … (jeg ryster på hovedet i mangel af ord) … originale familie. Hun deltager også aktivt i visse kampe, men er aldrig i vejen – eller en karakter du bliver irriteret over.

Figuren / Karakteren Father-Mother fortjener nærmest sin helt egen anmeldelse og total-beskrivelse, men … Den skabning skal simpelthen opleves og ikke mindst, hvad dens hemmelighed er. Du kommer til at føle sympati for Father-Mother. Du kommer måske til at have det skidt med at slå på ham-hende. Du kommer til at kunne se ham-hende for dine øjne, selv efter spillet er gennemført. Du kommer til at savne noget tilsvarende en Oscar-uddeling indenfor computerspil, for så kunne du råbe ”Oscar, Oscar, Oscar!” til hvem end der har designet karakterer til det her spil, hvor Father-Mother er noget nær den dybeste og mest interessa… SKAL bare opleves.

Den Store Pointscorer
Er så den store originalitet i visuel stil, for jeg er ikke færdig med det kunstværk Zeno Clash visuelt er. Et kunstværk som byder på de mest surrealistiske motiver ved højeste grafiske settings på din maskine, hvor en simpel blur-effekt er brugt til sit maksimum, resulterende i nærmest 3D horisonter til tider. Det er ufatteligt at dette spil foregår så linjært, på så forholdsvis små baner, med så forholdsvis få karakterer – og alligevel bare kan være noget af det mest friske på (PC)spil-scenen jeg har oplevet i nyere tid, men det skyldes så alt sammen stilen, at spillet lige løfter sig nogle grader OVER ”god underholdning i gameplay”, hvor jeg f.eks nærstuderede de enkelte karakterer og backgrops uden at føle mig begrænset af de temmelig små baner.

Det er som sagt et spil hvor man glæder sig til næste skridt, samt til at se hvilket indblik man via Ghat får i denne underlige verden næste gang. Jeg vil have en Zeno Clash 2 … Snart … for det er desværre IKKE meget indblik man får, men nok til at holde dig fuldstændig grebet og fascineret, også af de små gimmicks og twists såsom hvad en ny ven til Ghat siger; ”Criminal … That is another word that you have never heard”, der i sin enkelthed er en meget beskrivende sætning om Zenozoid og figurerne som mødes deri.

Og her kan du så begynde at læse anmeldelsen igen, hvis du sprang fra før. Velkommen tilbage! De samlede karakterer står i bunden.

Multiplayer
Multiplayer er der ikke noget af. Du kan dog sammenligne tider med buddies for gennemførsel af forudbestemte kampe via ”Challenge”-mode, der i bedste Tekken-stil stiller dig op mod sværere og sværere modstandere, i mere og mere udfordrende arenaer, fordelt over fem forskellige etager i et tårn. De små grå skal også nogle gange på arbejde her, hvor en kammerat og jeg f.eks har STOR difference i vores tider; Måske den ene lige fandt en god metode … eller en punch-combo der virker perfekt … eller et hjælpe-våben som lå gemt… Samtidig er der også lagt 19 Steam-achievements ind i spillet – og det blev så min indledning til at jage den slags, for de giver så dejlig mening i Zeno Clash; Gennemfør spillet kun med næverne (enkelte gange SKAL der dog skydes en fjende ned), ”Find the hidden easter egg” (som jeg med det samme afslører rent faktisk ER to påskeæg der ligger gemt) og … 17 andre. Efter to dages nogenlunde intens gaming så mangler jeg blot enkelte achievements. ”Gør dette 500 gange”-achievements har aldrig rigtig tiltalt mig, så du kan forvente gode udfordringer!

Musik og lyd (og lidt kritik)
Hvorfor kan jeg ikke finde nogen åbenlyse fejl … Musikken er perfekt, skiftende fra Unreal Tournament-agtig dyster drama over lyst og let elektronika, for at ende med huleboer-trommer under visse fights. Det siger som sagt SMÆK på bedste manér når du uddeler klaps, hvor jeg simpelthen ikke kan lade være med at tænke på Indiana Jones og hvor fedt det lød når de slog hinanden i de film. (benytter lige datid for en sikkerheds skyld; Har ikke set 4′eren endnu) Voicing, og specielt lyd-effekter fra dyreliv samt ”alien-snak”, er perfekt – og hurra: Den sirlige sidekick taler ikke med britisk accent! Men ved voicing støder vi dog alligevel på et lille kritik-punkt, men det er så småt, at det kun nævnes da jeg desperat søger fejl: Ghat taler nøjagtig som forventet af mig ud fra de typiske kriterier for anti-konform rolle *host* og når alt andet er SÅ overraskende og originalt, så er det en smule træls at skulle høre på Mr. Halv-Rustik-60-Grønne-Cecil-Om-Dagen-Jack Bauer igennem hele spillet… Og tillad mig noget nørderi: Jeg er sikker på, at jeg kan genkende nogle af stemmerne fra andre spil. Lad os se om jeg kan få andre med på ideen: ”Hunter” fra Zeno Clash er samme stemme som ”Creedo” fra spillet Under a Killing Moon og ”Ghat” er samme stemme som ”Romero” fra spillet Vampire The Maquerade: Bloodlines.

Ok ? Ok. En eller anden, giv mig ret.

Trip overstået – her kommer virkeligheden
Og virkeligheden siger, at det var et hamrende fedt spil hvor man konstant glædede sig til næste kapitel – og hvis jeg ikke passer på, så kan det føre til hårdere spil. Jeg priser mig selv lykkelig for at være blevet anbefalet den her titel (af manden der holder en 22. plads på Steams OVERALL achievement-liste!) og håber, at kunne have givet noget iver videre til dig som endnu ikke har besøgt Zenozoid, der kort fortalt er en stor langemand til mig der tænkte ”innovativt?” og efterfølgende blev vist, at innovation kan findes andre steder end i noget teknisk og / eller gamplay-mæssigt.

Det er svært at finde noget negativt om denne ”Indie”-titel der indtil videre er blevet gennemført 2 gange herfra, med i alt 2.7 gigabytes screenshots taget undervejs. Jeg har flere af karaktererne oppe i mit hoved stadigvæk, da de virkelig bare er nogle unikke typer og jeg sad efter at have gennemført spillet med den lumreste fornemmelse af at have hørt et meget, meget, meget forskruet men skidegodt eventyr, der på en eller anden måde også gav frit løb for en masse aggressioner… Nå ja, det var da alle tæskene! Men de er blot halvdelen af det ”smukke” og underholdende ved dette spil, hvor jeg sagtens kan forestille mig at ens oplevelse også kan være direkte dårlig, da spillet ikke introducerer noget nyt på den tekniske eller – reelle – gameplaymæssige front. Hos undertegnede er dette dog alligevel Game of the Year … Ok, vi er i første halvår stadigvæk, men (den minimale) mængde PR-opmærksomhed forud for spillet, for noget der fremstår SÅ unikt, samt har så stor underholdningsværdi i form af både vold, absurditet og komik, på så små maps / baner… er bare fantastisk i min bog.

ACE Team – jeg holder øje med jer for fremtiden! Tak for at overraske en gamer med dette lettilgængelige og fede tæske-spil, samt det mest interessante univers længe oplevet!

Eller måske det bare er mig som er passiv-aggressiv hippie på konstant svampetrip.

Du SKAL: … Prøve dette spil.
Du skal IKKE: … Blive skuffet, hvis visuel stil ikke betyder meget for dig.

Skrevet af:	Frederik Sørensen	Genre:	Action / Indie
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	21. april 2009	Censur:	-
Platform:	PC (Steam)	Anmeldt Platform:	PC
Udvikler:	ACE Team	Udgiver:	ACE Team
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Firmaet Naughty dog der stod bag den populære jak and daxter serie har længe været i gang med adskillige andre projekter end J&D, heriblandt det populære Uncharted: Drakes fortune. Der også snart er aktuelt med, en opfølger. Jason Rubin og Andrew Gavin der i sin tid stiftede Naughty Dog har dog forladt firmaet og stiftet sit eget firma kaldet Monkey Gods. Hvad det helt præcist er at de arbejder på vides ikke endnu, men vi følger sagen og forventer lidt at høre mere til E3.

Sony har siden ps2 sat ene på det populære eyetoy koncept, men dette vil microsoft nu gøre om på. Det rygtes at microsoft arbejder på et tilsvarende koncept, altså et kamera der registrerer spillerens bevægelser foran tv-skærmen. Dette skulle dog komme til at virke bedre end Sonys eyetoy. Flere informationer skulle dukke frem til E3, hvor microsoft planlægger at vise teknologien frem til offentligheden. Vi følger naturligvis nærmere.