Kender du de spil, hvor gameplayet er i højsæde og historien er totalt ligegyldig, men stadig gerne vil fylde meget? Tekken 2 er et klassisk eksempel på dette fænomen da historien er direkte indviklet og meget underlig. Den går nogenlunde sådan her: Kazuya Mishima har overtaget koncernen Mishima Zaibatsu efter sin fars død. Dette har medført, at Kazuya har fået mere magt og er blevet mere korrupt end nogensinde før i historien, og selvfølgelig er folk (det vil sige kæmpere) fra hele verdenen ikke glade for. Og det bliver ikke bedre, at Kazuya bliver bakket op af en ukendt kraft også kendt som Devil, der lurer i hans indre. Da nyheden om at Kazuya’s far ikke er død, vil han gøre en ende på det hele, og annoncere derfor The King of Iron Fist Tournament 2, hvor disse kæmpere ser deres snit til også at få hævn over de korrupte ting, som Kazuya har fortaget sig. Kampen er igang, og herfra er det op til dig hvordan udfaldet bliver.

Hvis du synes historien er underlig, så prøv at gå på nettet og læs mere. Det hele er kædet sammen på de mest mærkelige måder, og langt det meste historiemæssige fremgår ikke af selve spillet, så glem historien og nyd gameplayet.

Grafisk var Tekken 2 langt foran på Playstation formatet. Animationerne var flydende, tempoet var relativt hurtigt og karakterene flotte. Spillet kørte uden problemer på 30 FPS, og gjorde at spillet modtog ros i store mængder for den stabile oplevelse selv når cirkelspark og håndkantslag fløj rundt på skærmen i de flot opsatte senarier.

Lyden i Tekken 2 er fænomonal. Komponeret af Namco Sound Team som lagde et kæmpe stykke arbejde i at få spilleren helt under huden på karakterene kun ved hjælp af lyden, og det lykkedes til perfektion. Temaerne er så unikke og inspirerende at man bare har lyst til at sætte spillet på, og lade musikken fylde ens øregang. Stemmeskuespillet er begrænset til de lyde som karakterene udbryder når de enten slår/sparker eller selv bliver ramt. Men det hele passer så perfekt sammen, at samtaler nok ville ødelægge den lydiske oplevelse en del.

Gameplayet i Tekken 2 er den stærkeste force sammen med lyden. Alt har fået en opgradering siden Tekken, og det er nu muligt at udføre endnu flere kombinationer af både slag, spark og greb. Spillestilen breder sig vidt, fra bryderen King til den Judo og Jujutsu prægede politimand Lee. Alle kampstilene er baseret på de rigtige af slagsen, men mange af karakterenes moves er opdigtede selvom de lægger sig tæt opad hvad du kan se på fjernsyn og i film. Der er de gængse playstyles at finde i spillet såsom Arcade, Survival, Practice og VS. Så der er rig mulighed for at kunne ydmyge vennerne eller bare sætte et spil i gang, og ellers teste sine egne skills imod en lang række modstandere. Arcade delen er dog den sjoveste, da man her både får historie og adgang til nye karaktere, som også kan bruges i de andre modes. Hver karakter har en række combos som du enten selv ved knap spam kan finde frem til, eller du kan vælge at bruge spillets indbyggede commandlist, hvor alle movenes er illustrede. Tekken 2 kan ikke vindes ved udelukkende at trykke tilfældigt på alle knapper, og er man imod en modstander, der faktisk ved han/hun laver, så har man så godt som tabt. Det er lækkert at se, at det faktisk kan betale sig at kunne bare nogle af karakterenes combos så det hele ikke ender i en stor omgang lykkehjul.

Tekken 2 er klart et af de bedste spil til playstation formatet, og er indbegrebet af klassiker. Du kan sagtens finde spillet frem den dag i dag, og indbyde til en konkurrence mellem dine kammerater eller bare selv nyde hvordan det dengang forbløffede spillere verden over. En perle som alle playstation ejere burde have stående.

Skrevet af:	Dennis Damsgaard	Genre:	Fighting
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	Oktober 1996	Censur:	18+
Platform:	PS1	Anmeldt Platform:	PS1
Udvikler:	Namco	Udgiver:	Namco
Partner:
Links:

Lækre piger i stort set ingen beklædning og vel propitionerede kroppe, zombier der kan gå i uhyggelig mange stykker og blod, masser og masser af blod. Hvordan kan man fucke det op? Lad os tage en kigger på Onechanbara: Bikini Samurai Squad.

Da jeg læste beskrivelsen af Onechanbara: Bikini Samurai Squad tænkte jeg: “Dette spil er støbt af epic win!” Og helt ærligt: Lækre japanske, veldrejede, tøsebørn render rundt med samurai sværd og hukker zombier i stykker. Det bliver jo stort set ikke bedre. Men det lidt ligesom modeller i M! Det kan se noget så flot ud men i virkeligheden kan det ende i et sandt helvede for så vil de tale om følelser, og så skal du købe fin mad til dem, og så tøj og så er det alligevel ikke sikkert du får noget godt ud af det… Hvor var det jeg var på vej hen med det her? Nåh jo, Onechanbara. Onechanbara så rigtig godt ud på papiret. Du skulle slagte zombier, du kunne spille co-op, du skulle tøre dit sværd af for blod, du vil blive dækket af blod jo mere du slagter og du skal kunne ændre ikke bare kampstil men også karakter midt inde i spillet. Det hele lyder jo dandy men som Alone in the Dark jo viste os så kan ting være fine men bliver de udført forkert så betyder det ikke en skid.

Til at starte med var mænd helt klart målgruppen da man lavede Onechanbara. Du tager rollen som Aya og Saki som er to søstre der er i besiddelse af noget dæmon blod og så er der tilsyneladende nogen der vil bruge dette blod til at overtage hele verdenen fordi… Det er tillokkende. Okay men som sagt, det er et mande spil, fordi at ikke nok med at du har Aya som jo mere eller mindre er indbegrebet af en porno model med dårlig tøj smag og Saki der er en lille skolepige, ja, kom ikke og sig at du ikke vidste at japanere havde denne slags kinks. Fair game, så lækre piger men det bliver bedre endnu. Når du slagter og bliver dækket af blod begynder tøjet at klæbe til deres hud, og de bliver selvfølgelig dirty med alt det blod og some “coupe de grace” så stønner de også når du bliver slået og står fuldstændig forpustet når de har lidt i energi og som om det heller ikke var nok så er musikken som rykket ud fra en pornofilm. Dette er selvfølgelig fuldt op med vild og blodig action hvor du bare skal kigge på din modstander for at de går i stykker. Til sidst er du også i stand til at vinde beklædnings genstande (eller mangel på samme) og klæde dine karakterer på. Så hvordan kan dette nogensinde blive dårligt? Hvad siger du til at bruge den ene og samme combo igen og igen? Hvad siger du til at komme op imod de nøjagtige samme modstandere igen og igen? Hvad siger du til at hele spillet og styringen er så firkantet at det første super Mario ser velgjort ud? Har du spillet ti minutter af spillet har du stort set spillet det hele. Det er lige før at loading skærmen hvor du spiller en lille udgave af Aya der skal slagte zombier med et enkelt angreb er mere underholdende end selve spillet. Okay så du har en slå og en sparke knap. Fint. Men så ville man jo regne med at nogle forskellige kombinationer af disse to knapper ville udføre flere og flere comboer men efter et huk med sværdet og et spark med foden så er du tilbage ved square one og kan starte din combo forfra. Desuden – Hva fanden var det?! Tilsyneladende kan man lave en form for awesome angreb ved at trykke Y og B ned på samme tid og- What the fuck, døde jeg lige?! Disse awesome angreb får du aldrig forklaret hvordan man laver i spillet og du får slet ikke at vide at de tager på dit liv hver gang du bruger dem! Hvis du derimod bruger dem med en anden karakter så mister du intet liv, hvordan hænger det sammen? Efterhånden som man også bliver dækket af blod kan man kaste sig ud i Onechanbara’s helt egen “Devil Trigger” / “Berserk” / “Fury”-thingy og blive pænt kick ass i en kort periode. Bortset fra at denne power-up varer hele banen igennem eller i det mindste ind til du får besøgt en statuette. Kunne man få det her forklaret i spillet? I think not!
På et tidspunkt kom jeg op og kæmpe med en boss og fik revet mig selv i stykker et par gange. Derefter har man så muligheden for at få et tip om hvordan du overlever hvor det i denne situation var “Undvig ved at hoppe til siden når hun angriber.” Jamen selvfølgelig skal jeg hoppe til siden når hun angriber for i har jo ikke været så flinke at give mig en fucking blokkerings knap! Og i øvrigt virkede det tip ikke en skid. Hvad der egentlig skulle have stået var “Be en lille bøn til gud over at hun hopper baglæns og glitcher i væggen og giver dig fri adgang til at hukke løs i hende” hvilket det var i min situation. Jeg blev også sat over for en super svær modstander jeg kunne hukke i fra i dag og så til dommedag uden der skete en skid, var der nogen advarsel om det? Næh! Hvad man skulle gøre var at bruge sit psycho awesome angreb… SOM MAN IKKE FÅR AT VIDE HVORDAN MAN LAVER! Og det er altså ikke fordi jeg ikke tog træningen før jeg kastede mig ud i the real deal. De er dog så venlige at give dig en introduktion til styringen når man skal ud og tøffe på motorcykel men det er så også det. Det er som om at dem der har lavet det her spil havde regnet med at spillet alligevel aldrig ville blive udgivet og havde lavet det til sig selv!

Grafisk, åh gud grafisk… Grafisk er spillet det eneste der hiver munden på dette spil over den gigantiske swimmingpool fyldt med lort. Ja det lyder måske hårdt men så skulle i prøve at købe det her spil og prøve hvordan det er selv. Men det der er blevet brugt mest tid på er klart at få Aya og Saki til at se attraktive ud. Brysterne flyver rundt på dem med store bryster bare at de nyser og jeg har på grund af min egen sindsro valgt at lade være med at sige noget om Saki, den lille, for det ville bare være forkert. Et plus kommer da at det tøj du unlocker passer fint til karaktererne og kan alt sammen blive plettet med blod. Desuden så ER Aya jo en flot dame og er endda i besiddelse af en navle piercing og nogle frække trusser. Hvis dette tøsebarn ikke kan score point på det hos mig, så kan intet! Men nu hvor vi snakker om blod, og jo det gjorde vi, hvordan kan det så være at når de har gjort sig så umage med at få blod til at dryppe fra din karakter og sværd jo mere klisteret du bliver med det, at blodet så pludselig drypper ud fra den rene luft? På et tidspunkt opdagede jeg endda at Saki blødte fra hendes øjne og døbte hende derfor Birgitte Birgitte Bagøje. Ikke engang zombierne er godt lavet. De ligner alle sammen hinanden og udviklerne har endda haft den frækhed at bruge den samme boss to gange i træk. Hvis dette spils budget har ligget på bare en krone mere end en ti’er så er det godt nok for dårligt. Filmene er også sparet på. Dine karakterer står bare der og fører dialoger på japansk og skrift typen, i underteksterne, er så forvirrende at det nogle gange ser ud til at bogstaverne smelter sammen selvom det er to separate ord og nogle gange hvor det er et ord, ser det, ja du har gættet det, ud som om at det er to! Efter tre timer spil vil de eneste film du ville have set være introen og så to andre film. De andre er bare hvor de står og snakker med hinanden imens de posere. Et enkelt sidste plus er at jeg dog godt kan lide blodet når det kollidere med omgivelserne, men det er så også det.

Har du nogensinde mødt en dreng på 7 til 9 år der sidder med sine legetøjs figurer og laver lydeffekter til når figurerne slår hinanden og bryder ud i en blanding af utallige tegnefilm og andre seriers kendings melodier? I så fald, så få den knægt til at lave alt lydmæssigt i Onechanbara for det kan kun være bedre end det det er nu. Tro mig, jeg var meget hyped over at karaktererne snakkede japansk for jeg synes det er et fedt sprog og stemmeskuespillet er faktisk okay decent. Du skal dog lige advares fordi du kan ikke ændre stemmerne til engelsk. Forestil jer billedet af en mikrofon der hiver sig op fra en pøl af afføring og nærmest skinner i en hellig glans… For bare at blive hevet ned tilbage i lortet på grund af de andre latterlige lyde! Musikken lyder som sagt som noget taget ud fra en pornofilm og hvis det ikke er noget VIRKELIG cheesy danse musik så er det én lang akkord på en el guitar, spillet om og om igen. Der er ikke engang nogen særlig god stemningsmusik og oftest klipper de bare over til komplet stilhed så du rigtig kan nyde de endnu værre, jo jo det er muligt, lydeffekter. For som sagt er de som taget ud fra en lille drengs mund og eftersom du kun har et sværd og et spark at gøre godt med, så gentager du de to samme lyde gang på gang på gang på gang. De eneste gode lyde kan igen findes i loading scenerne hvor du skal hakke små zombier. Ganske vist er sværd lydende de samme men så får du alle mulige komiske udbrud fra zombierne, endda et høne skrig i ny og næ. Jeg ville gerne kunne få det her til at fylde noget mere men når de samme lyde gentager sig HELE SPILLET IGENNEM så er det begrænset hvor meget jeg kan presse ud af det.

Levetiden er jo også helt pinlig. For har du spillet i blot tyve minutter så har du faktisk spillet hele spillet eller i hvert fald prøvet alt hvad der er at spille. Det er det samme hele tiden, du valser rundt, nakker zombier, kæmper mod en boss i ny og næ, bliver stærkere fra experience points og så repeat. Dette spil er indbegrebet af copy/paste teknikken. Du besøger endda de samme steder igen og igen. Efter at have nakket en boss tænkte jeg at jeg skulle videre, men nej, jeg skulle tilbage den nøjagtig samme vej jeg kom fra! Hvad helvede var meningen så med at tage det ene sted hen i forvejen?! Nu vil nogen måske sige “Det var for at dræbe bossen selvfølgelig.” Gu var det da røv! Jeg faldt i et baghold i den situation så jeg tror næppe at bossen var ventet! Okay, jeg gir mig, du bliver benådigt med en tur på motorcykel men det er så kort og ens formet at man faktisk begynder at savne det normale spil. Og jo du får flere og flere til dit hold men de fungere alle på samme måde og efter blot fem minutter har du allerede gjort alt hvad de kan gøre og personligt var det nok til at begynde at kede mig. Du kan ikke unlocke nye comboer, våben, upgrades eller kampstile. Hvad du kan unlocke er nyt kluns men det kan gøres på to baner så længe du ved hvordan man gør det.

Det her, mine damer og herrer, DET HER er “The Big One”. Det her er nok det værste spil jeg nogensinde har sat mig ned og spillet. Det her er det spil jeg vil kunne sætte mig ned i fremtiden og sige “Ja, det er et dårligt spil, men ikke nær så dårligt som Onechanbara.” Ideen var god nok og man må da elske dem for at prøve men når det er så dårligt udført og sender computerspil 1000 år tilbage i tiden. Jeg ved ikke om de har prøvet at gøre det så dårligt at det faktisk ville være sjovt men jeg kan kun sige: “Mission fucking failed!”… Føj!

Første indtryk: Ohohohoho det her bliver godt!
Sidste indtryk: Make it stop… MAKE IT STOP!!!

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	27. Marts 2009	Censur:	18+
Platform:	Xbox360	Anmeldt Platform:	Xbox360
Udvikler:	Tamsoft	Udgiver:	D3 Publisher
Partner:	K.E. Media
Links:

Hvis du er til Ubisoft og har Steam installeret på din pc, så er der lige nu rigtig god grund til at logge på. Ubisoft har nemlig lanceret en klassiker-pakke til billige penge, så selv en fattig gamer som de fleste af os er, kan være med.

Pakken indeholder følgende 4 spil:

Beyond Good & Evil
Far Cry
Dark Messiah – Might & Magic
IL-2 Sturmovik: 1946.

Prisen på disse 4 udødelige klassikere er sølle 9.99 € eller hvad der svare til ligegodt 74 kroner.

Hvad venter du på?

Squareenix´s Jrpg: Last remnant der ramte vore breddegrader sidste år til xbox360, og pc´en for et par uger siden, skulle forestille at have været på vej til ps3 også. Men i et interview med spillets udivkler på denne uges GDC blev spørgsmålet om en ps3 udgave mødt med pinlig tavshed. Denne tavshed kan naturligvis tolkes på mange måder, men det virker sandsynligt at spillet enten udskydes eller aflyses. Vi håber naturligvis på det bedste for spillet

Sony har taget et patent på titlen: “Holy invasion of privacy badman!”, hvilket kunne tyde på at de snart annoncerer en ny titel under det nye mærkværdige navn. Hvad spillet er og om det er til psp eller ps3 er uvist. Men man kan da altid muntre sig over den besynderlige titel

Nintendo har i dag afsløret at et nyt zelda spil er under udvikling. Spillet udvikles til DSi og vil fortsætte stilen fra Phantom Hourglass. I spillet skulle Link være togfører og man får mulighed for at styre Golemer med sin stylus. Der vides endnu ikke meget, men skulle eftersigende komme senere i år.

Insomniac der står bag den populære action adventure serie: Ratchet and Clank har netop annonceret at et nyt kapitel er undervejs. Spillet skulle være en direkte opfølger til sidste sommers Quest for Booty. Spillet skulle få undertitlen Crack in Time og man kommer til at styre Ratchet i sit forsøg på at genfinde Clank. Det vil være eksklusivt til ps3.

Britiske nazister i rummet og ikke en laser i nærheden! Lasse hopper i de store militær støvler og tager til Killzone 2 for at tjene sin værnepligt.

Da jeg bad om et kort referat af hvad Killzone 2 gik ud på og fik svaret tænkte jeg bare “Nej… Åh kæreste gud, nej.” Britter med den samme idé som nazister? Og som om det ikke var nok så foregår det sgu også lige på en anden planet. Så der er vel ingen der kan bebrejde mig for at jeg var yderst skeptisk da jeg puttede spillet i min maskine. Faktisk var jeg meget skeptisk eftersom at dette føltes aller mest som blot endnu en shooter. Lidt en blanding af Gears of War, Call of duty og Metal of Honor. Jeg tænkte at hvis dette blev endnu en Halo klon så var jeg opsat på at bruge CD’en til at tøre mig i røven med efter et toilet besøg. Det skal så dog siges at alle disse tanker blev gjort mig til skamme for senere fandt jeg ud af at Killzone 2 havde noget Halo ikke havde, nemlig noget godt.

Du starter ud som Sev, en marine general og tro ikke du får en stille og rolig introduktion. Det er krig og du bliver smidt lige ind i flæsket af det. “Her er dine våben, dine granater, rustning og walkie talkie. Ved du hvad du skal gøre? Nej? Fuck it. Peg våbenet mod dem der lyser rødt og hold aftrikkeren inde til det går i stykker!” og det er så al den introduktion du får. Hvis jeg ikke havde fået det forklaret af min ven ville jeg ikke engang kunne vide hvem jeg skulle skyde efter for når man lander så er der stress, krig og panik så bare skyd løs manse! Og det gjorde jeg så og det virkede. Det skal dog lige siges at jeg liiiiiige var nød til at ændre på styringen for analogen var så svar at det hektiske lidt røg af spillet og det var her jeg fandt ud af at jeg ikke kunne customize styringen efter mit eget behov. Okay, så et minus her. Men der kom et hurtigt plus da jeg smækkede mit maskin gevær op bag dække og høvlede nogle Helghast ned. Actionen er virkelig i topsædet og den er så evig tilfredstillende. Der er højt tempo og hæsblæsende kampe stort set hvor end du befinder dig. Noget jeg dog vil hakke lidt ned på er hvordan dine kamerater er dummere end vådt bølgepap. De kan ikke finde ud af at komme igennem en metal dør og alt hvad man skal gøre er at hive ledningerne ud. Wow… Hightech shit. Desuden synes jeg at selvom der er meget personlighed i dine karaktere så virker de meget overfladiske. Jeg var fuldstændig ude af stand til at føle omsorg eller respekt for mine kamerater og så dem mere som potentielle skyde skiver som kune fjerne min modstanders interesse fra mig.
SixAxis systemet bliver også brugt flittigt i Killzone 2 hvilket er et friskt, hvis ikke dirkete kreativt, pust. Når du skal dreje en ventil skal du dreje din controler i den retning du vil dreje den for eksempel. Men det bedste brug er helt klart til snigeskytte riflen hvor du skal holde controleren helt stille for den mindste bevægelse vil ændre på dit sigte. Faktisk gør Killzone 2 sit bedste for at du ikke begynder at kede dig og tingene bliver ensformet. Du bliver altid smidt ud i situationer hvor du skal gøre mere end blot at tømme dit gevær. Kontrollen var i starten et rent helvede at komme i gang med men det krævede bare lidt at vænne sig til og så var det ikke så frustrende igen. Du kunne dog godt stadig bytte om på nogle knapper en gang imellem, så istedet for at lade dit våben tyrer du måske istedet en granat i nakken på soldaten foran dig. Ellers er spillets gameplay rigtig godt. Det bliver aldrig kedeligt at skyde folk… I hvert fald i spil. Det konstante hektiske tempo og glimrende variation fører spillet til et rigtig godt gameplay men lige én ting jeg bed fast i som jeg lige vil dele med jer. Stamina til når man løber er fint nok. Det er realistisk og en udfordrende faktor. Men når man så er inde i en power suit der er fuld automatisk og motor drevende så kunne man vel for HELVEDE godt fjerne staminaen?! Det gir INGEN mening overhovedet at beholde faktoren at man kan blive forpustet når man er i en power armor. Du beder da heller ikke dine venner om at holde ind til siden når i køre i bil fordi du lige skal have pusten igen, vel?

Killzone 2 er flot og bane designet er også godt fundet på. Alt er meget dystert og selv den solrige ørken er dyster. Alt metal virker rustent, alt vejr virker nederen og al skudilden virker brutal. Våbene er også kreativt fundet på og designet og de virker ikke urealistiske og super hightech men faktisk troværdige og virkelige. Jeg ved godt jeg næppe kan blive ved med at hakke ned på spil fordi de skal være mere blodige men har man sagt A må man også sige B. Der er skruet lidt op for volden så når du skyder en person i hovedet med en shotgun, så er der ikke så meget hovede tilbage bagefter. Men det er lidt den eneste skade du kan se på din modstander. Der er aldrig en arm, som egentlig burde sidde bedre løst end et hovede, eller et ben der flyver af din modstander og du kan aldrig lige tage en kigger på én af ligene for at se hvor du ramte dem for der er intent blod og ingen skudhuller i dem. Jeg kan vel næppe hakke ned på at ikke alle er så blod elskende som mig som mere eller mindre lider af en mild grad af Renfield syndrom, men syntes lige den skulle med for at få grafik sektoren til at fylde lidt. For der er ikke meget at sige om grafikken. Den er bare virkelig flot. Der er ikke rigtigt noget som er sådan overvældende banebrydende ud over animationerne. Killzone 2 indeholder, uden tvivl, nok de bedste dødsanimationer jeg i mit liv har set. Ud og dummy effekten, som alle spil skal have i dag efter paragraf det-siger-jeg, så kaster og bevæger dine modstandere sig også realistisk når du skyder dem. De tager sig til skulderen, selv lige før døden og det giver en virkelig stærk filmisk indlevelse hvilket er noget af det bedste man kan få i et spil efter min mening.

Lyden er… Som lyden nu er. Igen, intet banebrydende. Der er ikke rigtig nogen catchy musik ud over en eller to hurtige kamp melodier. Der er altid skud larm og skrig og skrål så stemmeskuespillet og lydeffekterne er klart hvad der hiver lyden op. Med den konstante skud larm får du virkelig følelsen af at være virkelig i centrum af “The shitstorm” imens folk skriger fra venstre til højre hvilket ikke blot stresser dig men sådan er krig jo og giver virkelig spillet et indlevende pust. Som sagt er musikken ikke rigtig det helt store og den drukner lidt i den uendelige skudlarm. Men stemmeskuespillet er virkelig top notch. Stemmerne er rigtig gode og bryder lige igennem den dystre atmosferiske lyd og musik. Den er desuden gribende og realistisk og giver virkelig en følelsen af at det faktisk er de bevægende pixels på skærmen der snakker frem for bare en mand bag dem. Der er dog en enkelt person, Rico, som jeg godt synes kunne være blevet spillet bedre. Jeg ved ikke hvad det er men jeg har bare svært ved at tage ham alvorligt og blive fanget af ham. Måske er det det faktum af at han hele tiden kommer med dumme replikker og opføre sig som en spasser men måske er det bare hans måde at være på.

Online kan du virkelig folde dig ud i noget af det mest hektiske online krig jeg i mit liv har oplevet. Du er knap nok kommet ind i kampen til du skal skyde til højre og venstre som var det massemord til en barnedåb. Kampene er stort set ligsom i singleplayer delen, altså F’ing awesome! Langsomt som du spiller mere og mere går du også længere og længere op i rank. Dette åbner så nye dører til for eksempel våben, nye specialiteter og nye rustninger, plus håneretten over at du er højere rank end andre. Der er desuden også grund til at være en god holdspiller nu, for du åbner også for nyt udstyr ved at vinde medaljer som du kan få for at gøre visse ting når du spiller. Men jeg kunne jo rose action i multiplayer dele af spil fra nu og så til dommedag og folk vil stadig tænke “Ja, men hvad gør det her så meget anderledes end andre skydespil multiplayer dele?” Jo, det er her Gurilla har virkelig lagt deres hoveder i blød… I whiskey! Nu skal du ikke længere til at vælge om du vil deltage i et spil med “Capture the flag”, “Domination”, “Deathmatch” og så meget andet. Nu er alt det blevet smidt ind i én kamp. Hver kamp er delt op i et antal runder og disse runder er så de her forksellige former for spil. Så hvis du har tabt “Capture the flag” så er det bare om at tøre tårerne væk fra øjnene i en fart og kom i gang med den næste runde hvor du for eksempel skal beskytte et areal. Så kampene bliver aldrig kedelige og hvis det ene hold for eksempel er syge til den ene runde kan du måske sagtens vinde over dem i den anden runde. Så ikke blot er multiplayer delen sjov og hektisk, men også kreativ og nyopfindende og det er specielt en multiplayer del som andre spiludviklere burde tage til sig.
Men i kender mit udtryk og lad os nu sige det sammen i kor: “Intet er så godt der ikke er noget dårligt.” Det er et utroligt deprimerende udtryk men det er ikke destomindre sandt. Det kan godt være en lille ting, men i kender godt udtrykket “Mange bække små, gør en stor FEJL!”. Fortæl mig hvordan det her hænger sammen. Du kan sagtens løb igennem dine egne holdkamerater men ligeså snart du vil op og introducere herr kolbehuk med frøken nakke-på-modstander så ryger du lige igennem og giver faktisk din modstander muligheden for at introducere dig for nøjagtig det samme familliepar, dog denne gang med svigersønnen, Skam. Hvorfor have det på den ene måde med det ene hold og en anden måde hos det andet? Og hvorfor ikke gøre det modsat? Jeg mener jeg har ikke tal på hvor mange gange en tøde fra mit eget hold har blokkeret min vej hvilket har resulteret i min øjeblikkelige død.

Alt i alt er Killzone 2 et meget godt spil og nok en bedere konsol maskot end Halo men det kommer altså ikke højere op end et 9-tal, hvis vi altså var i besidelse af en skala hvor et 9-tal var muligt. Actionen er henrivende, grafikken er glimrende, lydene passende og multiplayeren er til et rundhåndet 10-tal.

Første indtryk: Bah, det her spil holder ikke i længden.
Sidste indtryk: Tjah… Så kan jeg skrive endnu en løgn til min “synde-liste”.

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	25. Febuar 2009	Censur:	18+
Platform:	PS3	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	Guerilla	Udgiver:	Sony Computer Entertainment
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Efter megen snak om en opfølger til Boom Blox der har fået stor sucess, er der nu endelig lys for enden af tunellen. Steven Spielberg der stod bag det første spil, er igen med på udviklings holdet, der nu er i fuld gang med Boom Blox: Smash Party.

Hvornår spillet udkommer er der endnu ingen dato på, men mon ikke spillet nok skal bygge videre på det geniale koncept der gennemsyre etteren? Vi glæder os i hvert fald.

Rockstar har annonceret at Max Payne 3 er under udvikling, og lander på PS3, X360 og PC til vinter.  Spillet vil stadig have den hårdkogte New York betjent Max Payne i hovedrollen, og foregår et par år efter sidste spils afslutning.

http://www.rockstargames.com/maxpayne3/