Det kommende Batman spil fra Ubisoft har endelig fået en teaser.
Teaseren ligger først og fremest vægt på de nye omgivelser.

Gyser spillet F.E.A.R. 2 er løbet ind i problemer. Dette drejer sig om Australien hvor de har valgt at banne spillet. Hvorfor helt præcist at spillet er blevet forbudt er uvist. Men det forventes at være noget i retningen af Fallout 3´s ban, som skete på grundlaget af at man kunne indtage stoffer i spillet. Om F.E.A.R. folkene finder en løsning som Bethesda gjorde er endnu uvist. Nærmere nyt kommer når der vides mere om sagen.

Shooteren der har taget Psn og XBLA med storm skulle eftersigende være på vej til PSP. Og nu er der endeligt komme en dato til spillets lancering. Spillet skulle komme den 4. December og vil være markant anderledes fra konsol udgaverne, da spillet på konsollerne har gjort flittigt brug af 2 analog pinde har de været nødsaget til at ændre konceptet for at få det til at fungere på psp´en. Vi ser spændt frem til resultatet den 4. December.

For Star Wars-fans med hang til actionspil er det nærmest utænkeligt, at de ikke erhverver sig Star Wars: The Force Unleashed – manuskriptet er fremragende, spilindholdet er veltilrettelagt og det grafiske design er betagende. Spillet er præcis det værdige bidrag til Star Warsuniverset, som LucasArts en gang for længe siden lovede os.

Historie:

I Star Wars: The Force Unleashed tager du rollen som Darth Vaders hemmelige lærling med kodenavnet Starkiller. Tidsmæssigt udspiller handlingen sig mellem Episode III: Sith-fyrsternes hævn og Episode IV: Et nyt håb. Historiens omdrejningspunkt er Darth Vaders plan om at styrte Kejser Palpatine fra tronen, og begivenhederne i spillet bygger en overbevisende bro mellem handlingerne i de to film. Eventyret tager sin start, da Darth Vader sender dig ud for at hjælpe med at udrydde de sidste rester af Jediordnen. I følgeskab med den smukke kvindelige pilot Juno Eclipse og den flabede robot Proxy kastes du ud i en mørk og dyster fortælling, der er fyldt med forræderi og bedrag.

The Force Unleashed har den bedste historie, der længe er skrevet i Star Wars-sagaen. Hoved- og bipersoner er nuancerede og helt reelt troværdige. Handlingen flyder perfekt og fremstiller smukt den klassiske kamp mellem det gode og det onde. LucasArts har skrevet meget nyt materiale, men vi får alligevel lov til at gense gamle bekendte og besøge nogle af de klassiske Star Wars miljøer. Handlingen fortælles via mellemsekvenser, der virkelig viser hvordan digitale skuespillere effektivt og elegant kan formidle drama.

Gameplay:

Spilmæssigt er The Force Unleashed et genretro tredjepersons actioneventyr, der har hentet en del inspiration fra titler som God of War, Too Human og Ninja Gaiden spillene. De fleste actionfans, vil nok genkendende den intense og kamptunge spillestil samt de strengt planlagte baner, der primært afbrydes af bosskampe i aflukkede arenaer.

En af tankerne bag The Force Unleashed, har for LucasArts været, at give dig adgang til rigtigt at opleve, hvilket magtfuldt våben Kraften er i de rigtige hænder og ikke mindst, at du skulle få lov at give dig i kast med den mørke side, og man må sige at dette er lykkedes særdeles fremragende. Fra start kan man blandt andet gribe og manipulere objekter ved Kraftens hjælp. Det er sjovt og dejligt ondskabsfuldt at slynge om sig med stormtropper og knuse uopmærksomme fjender med gigantiske klippestykker, selvom brugen af Kraftgrebet i starten kan virke en smule akavet. Og undervejs igennem spillet, lærer du nye og vildere Kraftmuligheder og samt forbedrer og udvikler du dine kampevner.

Da Kraften gør dig til en toptunet kampmaskine, og meget af spillets verden kan destrueres, så bliver mange af kampsekvenserne til særdeles tilfredsstillende og herlige voldseskapader. Det ene øjeblik rister du en rebelsoldat med kraftige lyn, det næste sekund slynger du en gigantisk klippeblok imod et tårn fuld af snigskytter. Du ser tårnet smadres fuldstændigt, hvorefter de uheldige modstandere knuses brutalt under murbrokkerne. Allerede fra begyndelsen af spillet går det voldsomt for sig, for Kraften er en magtfuld allieret, der er ufattelig underholdende at have under sin kontrol.

Grafik:

Det visuelle design bobler af iderighed og overskud. Man belønnes konstant med forbløffende smukke miljøer, der har det helt rigtige Star Wars udseende. Spillets brug af Euphoria-teknologien giver troværdigt liv til den lange række af formidabelt flotte figurer og miljøer. Der skal desværre betales en pris for den eminente og højopløste grafik i form af stedvise fald i frameraten, ’screen-tearing’ og fjender, der umotiveret dukker op af den blå luft. Enkelte tekniske fejl ødelægger lidt af fornøjelsen. Den kunstige intelligens hos robotter og andet godtfolk svinger uforklarligt i kvalitet. Nogen gange reagerer dine fjender fornuftigt på omverdenen, andre gange tager de overhovedet ingen notits af haglbygerne af slag, du lader regner ned over dem. Desværre hakker spillet en del, hver gang dine fremskridt gemmes automatisk. Og har, et par enkelte gange, været ude for at spillet helt fryser.

Lyd:

Lydmæssigt er hele Star Wars arsenalet taget i brug. Lydeffekter og musik er hentet direkte fra filmenes omfattende og letgenkendelige lydkulisse. Lyssværd, eksplosioner, rumskibe, Wookier og alt andet lyder nøjagtigt som det skal, hvilket skaber en uforlignelig stemning, der ubønhørligt suger dig ind i spillets verden.

Holdbarhed:

Hvis man et kort øjeblik modvilligt tager de lyserøde Star Wars fanbriller af, bliver det tydeligt, at The Force Unleashed er et meget traditionelt actionspil. Banedesign og kampsystem er alt sammen set før i en eller anden form. Lykkeligvis formår den medrivende historie og den lækre Star Wars-indpakning på magisk vis at løfte det ordinære spildesign til en helhed, der alligevel underholder og begejstrer. Du skal nok forvente at bruge et sted imellem 8-10 timer på at gennemføre spillet første gang på den normale sværhedsgrad. Der er ingen online- eller multiplayer mulighed af nogen art, hvilket desværre er med til at give spillet en kort leve tid på din maskine.

Konklusion:

For Star Wars-fans med hang til actionspil er det nærmest utænkeligt, at de ikke erhverver sig Star Wars: The Force Unleashed – manuskriptet er fremragende, spilindholdet er veltilrettelagt og det grafiske design er betagende. Spillet er præcis det værdige bidrag til Star Warsuniverset, som LucasArts en gang for længe siden lovede os. Er du ikke hvidglødende fan, skal du nok trække et point fra i den samlede karakter, men de fleste burde kunne redde sig en god portion letfordøjelig kvalitetsunderholdning, selvom Star Wars: The Force Unleashed al for hurtigt får en ende.

Skrevet af:	Mark	Genre:	Action. Adventure
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	19. september 2008	Censur:	16+
Platform:	PS3, Wii, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 306
Udvikler:	LucasArtst	Udgiver:	Activision
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Arh ja, de gode gamle dage, hvor 3D var noget man drømte om, og hvor konsoller var noget med disketter og kasettebånd. Nej okay, ikke så langt tilbage skal vi, nærmere December 1994. Det var nemlig her, at Sony sendte deres første store sucess ud på markedet, nemlig den grå boks. Den grå boks, gik også under navnet Playstation, og var den første konsol, der solgte 10.000.000 eksemplarer på verdensbasis. Ud af de mange spil, der fulgte med til formatet, brændte især et, sig fast på min nethinde. Spillet var ikke specielt langt, eller flot, men en kæmpe oplevelse, for såvel hjernen, som lattermusklerne. Medievil var titlen, og det udkom i 1998.
Ideen er, at en brav ridder, ved navn Sir. Dan (kort for Sir Daniel Fortesque), har siddet på de lokale værtshuse i kongeriget, Gallowmere, og plabret løs om alle sine heltegerninger. Da disse historier, kom kongen for ørene, ville han straks møde denne Sir. Dan. Det viser sig, at Sir. Dan ikke er andet end gode historier, og da kongeriget, bliver mødt af den fjendtlige troldmand Zarok, der vil overtage kongeriget, med sin hær af dæmoner, bliver Dan selvfølgelig sat til at lede slaget. Det går hverken værre eller bedre, end at dan må lide døden, af den første pil, der rammer hans øje, og kongens hær vinder slaget alene. Zarok er ingen steder at finde, og Sir. Dan bliver hyldet som en helt, trods hans pinlige død. Historien om hvor modigt han døde i kamp med selveste troldmanden, er pure opspind, fra kongens side, der nødigt vil sætte Dan i et dårligt lys. Freden vender tilbage til det lille kongerige, og en storslået grav, bliver rejst, til ære for den modige Sir. Dan. Men 100 år efter, vender Zarok tilbage til kongeriget, mere ond end nogensinde før, og Sir. Dan får muligheden for at rejse sig, og vinde den tabte ærer tilbage.
Medievil er et af de her spil, hvor historien er ligegyldig, og gameplayet + humoren udgør det hele. Sir. Dan starter ud, som alle helte gør det. Kun med et standartsværd og et gammelt skjold. Herefter, er det din opgave, at fjerne alle de dæmoner, som Zarok har sat i landet, og opgraderer dig selv, så når tiden kommer, og du skal stå ansigt, til ansigt med den frygtlige troldmand, så vil du være mere end parat. Undervejs, bliver du mødt af mange underlige skikkelser, som enten hjælper dig, eller bare lader som om. Du kan ved opsamling af sjæle, få adgang til Hall of Heroes, hvor de største helte i Gallowmeres tid, holder til. Disse helte, har alle genstande eller evner, som du får adgang til, jo flere sjæle du samler. Og hvem siger nej til en kæmpemæssig hammer, som kun bliver brugt til at knække nødder?
Grafisk og lydmæssigt er vi tilbage i de glade 32-bit dage. Men lyden i Medievil, er især specielt imponerende, da der er lagt utrolig meget arbejde i, at alt skal have effekter. Det vil sige, at hvis du slår dit sværd ind i en sten væg, så lyder det anderledes, end hvis du slår det ind i et træ. Baggrundstemaet er skønt, uhyggeligt, og til tider meget smukt. Det giver en indsugende atmosfærer, der hurtigt lader dig nynne med, eller bare kræser for dine ører. Grafikken er passende til atmosfærer. Det lidt tegneserie agtige indtryk, blandet med de meget enkle bygninger, væsner, omgivelser, giver et godt indtryk, og man føler, at der faktisk er brugt en hel del tid på, at få helhedsindtrykket til at spille. Og det kan man roligt sige, at det er lykkedes for udviklerne.
Medievil er en perle, der lyser op, og gør sig til i platforms/adventure generen. Det er ikke et langt spil, men det er så gennemført charmerende, at du ikke kan andet end at elske det. Du vil fra starten blive suget ind i det underlige og komiske univers, der nok skal holde dig i ilden, de cirka 6 timer, spillet tager.

Skrevet af:	Dennis Damsgaard	Genre:	Playstation
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	Oktober 1998	Censur:	11+
Platform:	Playstation Network	Anmeldt Platform:	Playstation Network
Udvikler:	SCE Studios Cambridge	Udgiver:	SCE
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Hvis du kunne lide det først spil i serien, altså Colin McRae: Dirt, der med sit ultra realistiske gameplay, super flotte grafik, og et fysiksystem, der var lysår forude for sin tid, så kan du godt begynde at glæde dig. Codemasters, der før på året smed Race Driver: GRID på gaden, har netop annonceret Dirt 2, der skulle bygge vidre på Ego-motoren, som brillerede i GRID. Det forløbige resultat, skulle eftersigende være helt fantastisk, og spillet forventes på gaden engang i 2009.

Spillet udkommer på flere formater, inklusiv de håndholdte.

Først kom spillet, nu kommer demoen, altså til PS3 og XBOX360. Så hvis du ikke har prøvet EA´s rum-gys endnu, så er det jo bare at få hentet løjerne.

Hvis du ligesom mange andre, synes at Fable 2 er en noget kort historie, og sagtens kunne leve med mange flere timers sjov og ballade, så er her godt nyt til dig. Cirka i midten af december, vil spillerne verden over, nemlig være istand til at kunne downloade den første udvidelsespakke, indeholdende den nye ø, Knothole Island. Denne ø, er dækket af sne og kulde, men selv i de frosne tundraer, vil øen byde på nye opgaver og en del hemmeligheder.

Hvis du spiller co-op, så vil det blive muligt at downloade en gratis udvidelse, der giver de folk der ikke har købt Knothole Island, mulighed for at spille sammen med de spillere som har lagt klejnerne for den nye udvidelsespakke. Men vil man have adgang til alle de nye tiltag, så skal pengepungen altså frem. Men ligegyldigt om man har betalt, eller ej, så vil nye items være at finde i Albino´s verden. Der er tale om: Knight’s Boots, Assassins Gloves, en speciel vægt-tabs mixture, nye bøger, gaver og mere, der altså bliver tilgængeligt for alle spillere.

Og kan du stadig ikke få nok, at det fantastiske univers, så vil Microsoft minsandten også være klar med et tema, der kommer til at koste 250 Microsoft Points. Dette tema, vil forvandle din Xbox360 til Albino selv, og du vil kunne nyde Fable 2 universet, selv når du ikke spiller spillet.

Alle ved vel at jeg er en stor elsker af vold og specielt hvis den kan serveres på så barbariske og sadistiske måder at psykiatere og skolelærer ikke vil tøve med at indlægge mig for at sidde og savle over det. Desværre er der ikke særlig mange der deler denne interesse for kropslig amputeringer og blodbade, så det er sjælendt at vi får et spil af den kaliber udleveret. Det var så her jeg fik set den officielle prolog tegnefilm til Dead Space. Jeg, som har siddet til Manhunt og råbt, “Ej kom nu! Du kan jo godt dolke ham lidt mere med det glasskår!” sad og visse gange var tvunget til lige at synke en ekstra gang på grund af den blodige perversitet der åbenbarede sig på min skærm. Så hvis dette jo blot var en prolog måtte jeg jo helt klart spille spillet.

“Hallo thar!” var den første stemme der gik igennem mit hoved da jeg trådte ind på “The Ishimura” som var det skib som min hovedekarakter Issac Clarke skulle fikse. Der gik ikke længe før at jeg blev modtaget af min første zombie og måtte sætte i løb på grund af min mangel på våben. Siden det er så let at dø sad mit hjerte mere eller midnre oppe i halsen på mig da jeg endelig nåede over til sikkerhed. På grund af mørket havde jeg ikke den fjerneste anelse om hvad der havde jagtet mig men det fuldstændig overtruffende lyd var nok til at få mig til at mærke efter om jeg mon liiiige skulle skifte underbukser. Det skulle jeg ikke. Jeg fik udleveret et våben… Eller jeg huggede et fra et lig for han skulle vel ikke bruge det alligevel, og så var jeg klar til at dele min mening med de zombier. Det gik hurtigt op for mig at jeg ikke rigtig opnåed noget med at skyde zombien i maven så jeg tænkte jeg ville skyde hovedet af den. Hovedet røg af, zombien fløj tilbage, Lasse klappede sig i hænderne af glæde. Men det var ikke nok. Tilsyneladende skulle zombien have afhugget flere lemmer i form af buldrende eksplosioner før den kendte sin plads. Dette var vold fedt og nok til at holde mig hooked igennem de tonsvis af forskrækkelser der hærgede mig igennem spillet i begyndelsen.

Da cirka 10% var gennemført var der ikke rigtig noget der længere overaskede mig. Jeg bliver normalt ikke skræmt af gyssere for jeg har den forståelse at i starten er en gyser som regel, virkelig spooky. I midten kan den tynde lidt ud eller blive endnu mere uhyggelig men uanset hvordan du vender og drejer det vil slutningen på en gyser altid ende i kedeligt og forudsigeligt kaos. Dead Space er ingen undtagelse. Alt for tidligt vidste jeg godt hvad det hele ville ende med, hvordan deres skræmme system virkede og jeg havde skudt zombies på alle de måder man nu kunne skyde en zombie på. Jeg havde været uden på skibet og lalle rundt, jeg havde lallet rundt i nul tyngdekraft, jeg havde lallet rundt med nye våben og lallet rundt med forskellige zombier. Så hvad havde spillet ellers at byde på? Opgraderinger af våben og armor og fordybelse af spillets historie. Det var det. Jo da spillet var gennemført kunne jeg spille spillet på en ny sværhedsgrad men at spille et spil forfra på en svære sværhedsgrad burde ikke tælle for levetid da det jo er nøjagtig det samme spil, samme våben og samme monstre, men de er bare stærkere.

Grafikken i Dead Space er virkelig god. Mørket dækker hvert skummelt hjørne af det døde rumskib og lyset bliver hurtig din bedste ven, næst efter din kæmpemæssige riffel. Våbene er ikke bare flot detaljeret men også opfindsomt fundet på og udført. Issac ser ikke bare sjov ud til at starte med men som tiden går kan du få opgraderet din rustning hvilket også kan ses. Monsterne er modbydelig at kigge på, på den fede måde, og blod er der også lidt af. Det er ikke sådan det står ud i store strømme men man må vel tage hvad man kan få. Det der slog benene væk under mig var Issac’s interface. Du har ikke noget HUD men hvad du har er ting på Issac’s rustning og våben der fortæller dig hvad du vil vide. Hvor meget liv du har, hvor meget ammonition du har tilbage og så har du vist ikke brug for at vide mere. Men skulle du have brug for at finde dit iventory, kort, mission briefing eller dialog samling frem jamen så kan det også klares. I starten tænkte jeg ikke mere over det men når du står med nogle af disse ting frem eller bliver kaldt op af en af dine venner vil Issac frembringe en et optisk display der flyver midt i luften hvilket betyder at hvis du drejer kameraret kan du se displayet bagfra. Altså det flyver midt i luften. Ikke nok med det men når du skal finde rundt har du ikke nogen radar eller en fin GPS. Issac kaster et lille lys ned på jorden og så viser en lille lys linje hvilken vej du skal. Men intet er så godt at det ikke er skidt for noget som en eller anden negativ pessimist engang sagde. Noget som der blev reklameret med var hvor mange forskellige måder Issac kunne dø på. Jeg havde personligt ikke rigtig lyst til at finde ud af hvor mange måder jeg selv kunne blive gjort til grin på ved at få bevist hvor dårlig jeg var til spillet og ville ikke have undersøgt dette hvis ikke jeg var en anmelder. Bevares, hver gang du møder et nyt monster har Issac en ny formåen at blive slagtet på. Men du vil jo aldrig se dem alle sammen med mindre du spiller på sværeste sværhedsgrad, er lidt på den lade side hvad angår spilning eller hvis du som mig går efter at finde ud af det. Så dette med at Issac kan dø på så mange måder er fint nok, men man føler lidt det er spildt. Desuden opdagede jeg hurtigt under disse utallige slagtninger af Issac at han tilsyneladende var lavet af spyt og bolche. Blev han pustet lidt for meget til gik han i stykker og det skete 9 ud af de 10 gange jeg blev dræbt.

Gameplayet er som man vel tager det. Det er din gode gamle 3′rd person shooter der bare er blevet peberet op af lidt uhygge og nyt interface. Issac er en kæmpe klods hvis eneste formåen er at gå og skyde. Han mestre et skyde våben som en der har været i millitæret siden han blev født men han kan hverken lave undvigelses manøvre eller så meget som hoppe eller dukke sig. Jo han kan hoppe når der ikke er nogen tyngdekræft men så kunne han jo lige så godt bare indrømme at han er lidt af en tyksak der ikke er helt vild med motion og lige bliver nød til at blive assistret af ingen tyngdekraft før han kan flytte sit korpus fra skibets overflade. Spillet bliver også hurtigt ensformet. Dine modstandere er den eneste variation du får men de kan alle klares med velplacerede skud. Eller… Der er én der regenerere hurtigere end du kan skyde legemer af den og den bliver du så nød til at dræbe med list og snilde… I teorien. I stedet kunne du ligeså godt få stukket en fjernbetjening i hånden samt en pil der pegede ned på den ene store røde knap der var på fjernbetjeningen for disse kloge måder at slå dette monster ihjel på er så lette at gennemskue og komisk lette at udføre at det knap er nogen udfordring. Ellers er det skyd, gå, skyd og så fra tid til anden lige få et lille gys. Det virker meget som om at halvvejs igennem spillet glemte de at de lavede et gyser spil og i stedet lavede endnu et action spil og så lige til sidst “Fuck drenge… Fuck fuck fuck… Ej forhelvede… Kan i huske hvordan Dead Space skulle være uhyggeligt?” Og holdet har siddet “Ejj… Nej nej nej nej NEJ! Pis! Jeg vidste der var noget vi havde glemt! Kan vi nå det endnu?”

Lyden i Dead Space er helt klart et af dens trumfkort. Der er meget sjællendt musik og du er efterladt til kun lyden af stilhed og så til tider en enkelt skrue der falder ned og kolidere med noget metal og skræmmer dig ud af dit gode skind. Men som på alle gode gysere kan du også bruge musikken til at vide hvornår der er en zombie du ikke lige har set endnu. For stopper den kvikke musik ikke, så har du ikke skudt dem alle sammen endnu. Dine våben har også helt klart en dejlig fed og unik lyd og når du så skyder med dem kan du virkelig mærke den pontus der er i skudet. Du kan også mange gange føle dig helt ensom på skibet når du kan høre Issac’s rustning gå igennem de tomme gange. Og det er på disse tidspunkter at du bliver skræmt lettest så på et tidspunkt hvor der var helt stille, og jeg stod og passede mig selv, kunne et spontant skrig pludselig høres og så var det ellers under dynen for mig. Men hvor skriget kom fra fik jeg aldrig at vide.

Egentlig er Dead Space et godt spil men det er meget meget ensformet. Der er mange ting du ikke har set før og som vil forbedre computer spil i fremtiden hvis man lærer af Dead Space men ud over det er det et rimelig tyndt spil med et lidt plat plot, fin nok grafik og lyd men også en kedelig levetid.

Første indtryk: FUCKFUCKFUCKFUCKFUCKFUCK!!!
Sidste indtryk: Og… Bøh! Der var den…

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	14. oktober 2008	Censur:	18+
Platform:	PC, PS3, Xbozx360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	EA	Udgiver:	EA
Partner:
Links:

Salgstallene vælter ind og også indenfor det europæiske domæne sælger Microsofts konsol fremragende.

For nyligt afslørede Microsoft at Xbox 360 konsol nr. 25.000.000 snart bliver rundet. Nu fortæller konsolgiganten, at de 7.000.000 af disse er solgt i Europa.

Salget fik sig et mærkbart løft, da Microsoft pressede de seneste prisændringer igennem og en massiv markedsføringskampagne har ligeledes sat sine salgsmæssige spor.