Super Mario kan hoppe på sine modstandere, Sonic kan kolbøtterere sine modstander i stykker, Crash Bandicoot kan snurre rundt og Hayden fra Dark Sector kan kaste en fremtids symbiotisk ninjastjerne. Dark Sector’s kendemærke er uden tvivl denne lille ting kaldet “The Glaive” og jeg vil lige understrege som det første at det er den hele spillet er bygget op om. Den har ikke den store rolle i historien af Dark Sector men det er lidt ligsom co-op delen i Army of Two, hoppe delen i Ninja Gaiden, guitar delen i Guitar Hero og crappy-heden i Jericho. Det er den der skal sælge spillet og det klare den også udmærket.

I starten tænkte jeg “Arh… Det her har jeg bare ikke spildt 500 kroner på” men det viste sig at jeg efter at have gennemført spillet tænkte “Har jeg kun brugt 500 kroner på det?”

Kender man mig efterhånden ud fra mine anmeldelser er jeg en stor elsker af blod, involde og action og Dark Sector gav mig rigeligt i gode doser. En ting der tog lidt pusten fra mig i starten var dog en scene hvor Hayden skyder en i hovedet… Og der ikke er noget skudhul men masser af blod der kommer fra nakken. Det fik mig til at tænke “Fedt… Endnu et ublodigt spil” men jeg vil med glæde sige at jeg tog fejl.

Hayden er… En eller anden agent som skal sørge for at en eller anden virus ikke bliver udbredt. Man bliver introduceret for styringen, modstanderne og karakterene og bliver så ellers inficeret med virusen der på mystisk vis gør Hayden istand til at fremkalde theGlaive (Sådan staves det). Et skal siges og det er at historien er meget ufærdig. Jeg er i gang med at gennemføre spillet for anden gang og ved endnu ikke hvorfor jeg er på øen, hvorfor virusen ikke har den samme effekt på Hayden som alle andre, hvordan en virus kan fremkalde en ninjastjerne og hvorfor Hayden er sådan en lille duksedreng. Men alt det gør god action, fænomenal grafik og sjovt gameplay op for.

Køb spillet vil jeg sige. Det er sjovt, udfordrende og en meget anderledes oplevelse på den fede måde. Med det sagt lad os så få taget fat i lortet som jeg ved i venter på. Jeg står og skyder lidt på må og få og kaster theGlaive ever mine modstandere. Jeg mærker hvordan livet er begyndt at trykke og søger tilflugt i… Et telt. Hvad fanden? Kuglerne praler af på stoffet og det samme gør min glaive. Hermed kan man konstantere to ting. Et: The glaive kan kappe igennem alt pånær metal, sten og velour og to: russere laver pænt gode telte. En anden ting der kan få mig til at tænke at der nok skulle have været arbejdet en smule længere på dette spil er at jeg kan tyre min glaive igennem brystkassen på min modstander og de er stadig i stand til at fortsætte med at leve. Kaster jeg derimod hårdt og hurtigt er jeg i stand til at flænse min modstander i to eller mere. Det er godt nok på sin vis men man ville da regne med at min modstander i det mindste godt kunne dø ved et ordentligt huk i strupen, men nej.

Ej nu hiver jeg bare fat i små ting. Dark Sector, eller som de selv foretrækker at skrive det darkSector, er et sjovt spil der er nyt både hvad grafik og gameplay angår.

83% ud af 100% Sjovt, nyt og blodigt. Tre gode grunde.

Første indtryk: Jeg gør hvad? Styrrer den ved at tilte kontrolleren?

Sidste indtryk: Hov skulle du bruge den?

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	4. April 2008	Censur:	18+
Platform:	PC, PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Digital Extremes	Udgiver:	D3 Publisher
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Engang i en religions time gav mig og min ven Mark Drastrup os til at skrive de nye ti bud. Der var selvfølgelig masser af ting som at man skulle drikke hver mandag, mænd skulle kunne få et hygge knald på visse helligdage og så videre. Det endte dog med at blive de 13 bud. For de tre sidste blev.

11: Opmuntre altid folk til bumfights.

12: Bumfights er sjove.

13: Jeg kan godt lide bumfights.

Til dem der ikke ved det vil jeg lige understrege at det er en forfærdelig ting hvor man betaler hjemløse penge, sprut eller mad for at sønder tæske en anden hjemløs fordærvet for derefter at optage det og sælge det på film.

Jeg synes det er forfærdeligt. Allermest fordi at så god underholding skal gå ud over så stakkels mennesker men det har Monolith og Sega været så flinke at gøre noget ved og har givet os 2′eren til Condemned.

Glem alt om Jet Li og Jackie Chan for her er det ikke kung fu’en der hersker. Her er det lige på og hårdt streetfighting. Vi snakker om tæsk i ansigtet med jernrør, mursten, flasker, bowlingkugler, dukker, tyggegummi maskiner, armbrøste, hammere, koben, skabslåger, planker, planker med søm i, trykmålere, knojern, sværd, økser, papirknive, champagne flasker og den nye single fra Martin fra X-faktor… Den lille medie luder. Jah jeg har siddet med den i systemet lige siden den kusse vandt så her har i den. Nå men tilbage til Condemned. Spillet er i sig selv meget enkelt, ihvertfald styrringen. Du styrer højre hånd med R1 or venstre hånd med L1. Så kunne det dog godt nok være rart hvis man kunne lave lidt andet end bare hooks og jabs. Kampene bliver hurtigt ensformet og det eneste der skaber variation er udstyrret du kan finde rundt omkring til at stoppe op i måsen på din modstander og hvor du kan gøre det af med din modstander på de mest barbariske og sadistiske måder.

Jeg tvivler på at jeg er blevet væsentlig mere modig siden sidst jeg spillede Condemned hvor jeg stort set var ved at montere en stumipose på mig selv bare lige i tilfælde af at jeg skulle få et chock fordi jeg allerede i forvejen havde hjertet oppe i halsen. Det fede ved det første condemned var hvordan de kunne huske lige fra start til slut at have gys med hele vejen så det ikke bare bliver til noget som i cirka 80% af alle gyser film som bare ender med action. Condemned 2 har da sine uhyggelige steder men det mangler den samme form for psykologisk gys og paranoia som der var i det første. Til gengæld er grafikken bedre så man ikke står tilbage med et rygende jagtgevær og siger “Hold kæft det var godt nok uhyggeligt det der… Men hvad fanden var det egentlig?”

Det er helt klart actionen der overtog gyset fra Condemned 2.

Spillet er sjovt og anderledes. Det er dejligt med for en gangs skyld et første persons slåsse spil og så er det også fedt at lige lege C.S.I medlem nu og da hvor du skal kigge på lig og andre ting og sager. Blodigt er det skam også så det kan jeg ihvertfald heller ikke brokke mig over. Men du kører hurtigt tør i Condemned 2. Forestil dig at du er gang i en rigtig god omgang voksen sjov og pludselig kommer Asbjørn Riis ind af vinduet. Du når lige at finde en kuglepen og et stykke papir til en autograf før han har lavet en backbreaker på jer begge to fulgt af sætningen “En rigtig bad guy.”. Sådan er det også med Condemned 2. Det er virkelig fedt i begyndelsen men så pludselig bliver du ellers losset i skridtet når du finder ud af at det er det samme og det samme og det samme om og om igen.

Den sidste ting jeg vil hakke ned på er grafikken. Jeg skrev i en andmeldelse at alt nu om dage ser godt ud… Men nej. Condemned 2 er ikke særlig gode venner med ens øjne. Specielt på et tidspunkt hvor jeg skulle læse en kode til en bombe mens en timer talte ned. Jeg var nød til at gætte mig frem da grafikken af spillet simpelthen gjorde det umuligt at læse papiret hvor koden der ville rede mit liv stod på.

74% ud af 100. Det er et godt spil hvis du vil prøve noget nyt og kunne lide etteren. Hvis du ikke kunne så… Nej.

Første indtryk: Næh en mursten.

Sidste indtryk: And another one bites the dust…

Ps. Tilgiv mig for den måske lidt ringe kvalitet af denne anmeldelse men sad og faktisk sov da jeg skrev det sidste… Så hvordan det er kommet der ved jeg ikke.

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Horror
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	4. April 2008	Censur:	18+
Platform:	PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Monolith Productions	Udgiver:	SEGA
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside