Mig og Devil May Cry har en historie sammen. DMC har været en ven der altid har hjulpet mig med gåsehud og aggresioner og andre gange har givet mig krampe i tommelfingeren. DMC er nu oppe på deres femte spil trods det nyese skud på stammens titel. Ud over DMC 1 2 3 kom der også DMC 3: Speciel edition. Normalt ville jeg ikke uddybe mig så meget i ét spil med mindre jeg virkelig holder af det. Og det er tilfældet med Devil May Cry. Og endelig kom det. Efter utallige dage hvor jeg har siddet og savlet ved computeren og set den ene trailer efter den anden om og om igen kom spillet der skulle bringe DMC til den nye generation, Devil May Cry 4.

I starten må jeg indrømme at jeg var lidt skeptisk, for capcom har den tendens til at lave nogle efterfølgere af et spil og når det så bliver kedeligt fjerner de hovedpersonen, sætter en ny ind (højst sandsynligt med en dæmonisk arm) og så får hovedpersonen lov til at dukke op fra tid til anden. Det er “desværre” også tilfældet med DMC4 men jeg må sige det er meget vellykket. I stedet for den muntre pistol svinger Dante har vi en ny fyr på banen, Nero. Nero er som en modsætning til Dante. Imens Dante stort set ikke viser nogle følelser har Nero følelserne helt ude på andre folks tøj, hvilket mere eller mindre er et friskt pust.

Historien i Devil May Cry er okay. Det har selvfølgelig aldrig været de helt dramatiske historier der har hersket i DMC men de får dig igennem spillet med en håndfuld plots og en knivspids spænding. DMC 4 er ikke meget anderledes. Men det er langt en af de bedste historier fra capcom, måske nok allermest fordi du får gensyn med op til flere kendte ansigter. Lady, Trish og Dante selvfølgelig. Endda Vergil er blevet hevet med som en mindre rolle.

Grafikken i DMC 4 er dejlig at se på. Det er den kendte DMC grafik i forbedret udgave og i modsætning til forgængerne er du aldrig i tvivl om hvad noget nogle gange skal forestille. Selv når du slås som Dante med et specifikt våben kan du se at han har en rose imellem tænderne. Endda i filmene er du i stand til, som der også er i Metal Gear: Solid, at zoome og skubbe kameraret rundt for at se det hele.

Actionen fejler ikke noget og det har den heller aldrig gjort. Du kan stadig vælge om du vil svinge dit sværd eller skyde med din pistol. Hvad der dog fejler lidt på Nero siden er manglen på variation. Det er altid den skide arm og det er altid det skide sværd og det er altid den samme enkle pistol. Så ville man tro at ens arm måske får nogle upgrades og ja den kan forlænges og det er så det. Ellers er der sådan nogle fesne upgrades som at sætte liv til statuetter, gør kål med planter og hoppe på visse felter… Woop di fucking do.

Men dette betyder ikke at spillet er kedeligt. Du kan sagtens opgradere dig selv til at lære flere angreb, flere manøvre og gøre de ting du allerede kan bedre.

Dante delen fylder ikke særlig meget men det er sjovt så længe det vare. Han er stadig den kække demon jæger som vi kender som udnytter det faktum at han er mere eller mindre udødelig til at tage pis på selv de styggeste demoner og i modsætning til den unge Nero får man nærmest kastet nye våben i hovedet ved hvert hjørne. Og en lille stemme inde i mit hovede skreg nærmest “YES!” da den gode gamle Beowulf / Ifrit igen var med. Men ud over det er der to andre våben i vente som jeg vil væde min gamle hat, hvis jeg havde en, på at du aldrig vil kunne gætte hvad er uden at have researched.

Skal jeg rakke ned på spillet, og det skal jeg jo, så vil jeg sige at de der ikke har været de store fans af DMC genren nok skal holde sig på god afstand fra spillet for det er meget af samme skuffe. Det kan også blive lettere irriterende at hænge fast i ikke at opnå nye våben som Nero og nu det er Capcom og en tid efter God of War synes jeg nok at vi kunne have fået lidt mere blod med.

92% ud af 100% Lige ved og næsten, det bedste Devil May Cry til dato.
Første indtryk: Nurh hvor ser Nero sød ud.
Efter to uger: Og Dante har fået skægstubbe… Nice!

Jeg har været nørd i et godt stykke tid. Og en af de spil der efterlod en stor effekt på mig var Turok 2 til Nintendo 64. Jeg kan end ikke den dag i dag beskrive hvordan det føltes da jeg første gang skød overkroppen af en gul øjle eller da jeg sømmede en god omgang pile fast i skridtet på en grøn én til den blev nød til at erkende at selvmord nok ikke var så dum en idé igen. Men derefter døde spillet hen og blev bare til gammel historie. Jeg havde ikke spillet noget andet Turok spil så kendte ikke helt historien men det var ligegyldigt når jeg kunne sprænge benene af min modstander og se ham bløde.

Nu har man så taget det gamle spil op igen, kørt de der stød oplivnings ting der imod hinanden, råbt “CLEAR!” og så ellers fået liv i den gamle kending, Turok. Men lad os slå en ting fast. Første indtryk var dårligt. Filmene synes jeg gik lidt for stærkt og jeg synes at lyden sagtens kunne have været bedre. Når man så kom i gang med at spille synes jeg man besvimede lidt for ofte og så var kampene lidt for forvirrende. Men det fik jeg gjort kål på da jeg kom i gang med spillet. Pludselig kunne jeg have TO maskinegevære på samme tid og ellers lege rambo, jeg lagde også mærke til at menneske animationerne jeg før havde været lidt irriteret over faktisk var meget smukke. Når du skyder en lige i synet dejser han ikke bare om som mig efter lidt for meget Jack D men tager sig istedet for til ansigtet og nærmest kaster sig selv lige før han laver ragdoll… Igen lidt ligesom mig med for meget Jack D. Stealth delen er også meget god. Det er tilfredsstillende at give modstanderen en følelse af at det ikke kun er dinosauerne der er farlige og det er dejligt at hakke kniven ned i modstanderen under en ny animation hver gang og se blodet… Blodet der… Sig mig… Hvor fanden er blodet henne?!

Bevares, blodet på dinosauerne ser da evigt smukt ud, jaja. Men der kommer jo ikke en skid fra hverken dine eller modstanderens mænd. Og hvordan kan det være at det kun er dinosauerne du kan lave den berømte meat fountain på? De har da rustning på, ja men hvornår har en rustning beskyttet en legemesdel for at flyve af hvis de mere eller mindre ligger oven på en håndgranat? Blodet er væk! En ting jeg havde set frem til at glædet mig til at skulle farve junglen med men nej. Det er lidt ligesom at fjerne hoppe delen fra super mario eller køre delen fra Need for speed.

Ragdoll animationerne er virkelig flotte. Din modstander behøver ikke at dø af dine angreb for at den går i ragdoll. Det kan også ske hvis du f.eks slår din modstander om på ryggen med et velplaceret shotgun skud i skalden… Vent liiiiige et øjeblik. Et shotgun skud i skalden slår dem bagud men dræber dem ikke? Altså nu ved jeg godt at jeg ikke er en ekspert i dinosauere men hvornår har en dinosaur været i stand til at overleve et shotgun skud på klods hold lige i synet? Og siden hvornår har der været dinosaur skorpioner og lochness dinosaure med tentakler og intelligens nok til at kaste ting efter dig? Ja jeg er jo ikke nogen specialist på det emne men jeg ved da at dinosaure reagere på instinkt og ikke på en hjerne.

Nu vi snakker om hjerner. Den lader ikke til at være i højsædet på vores hold af læderhude der er styrtet ned på en planet der er dækket af dinosauere, aliens (hentydning til de ikke eksisterende dinosauere) og modstander soldater. De bruger en hver mulighed for at sige jokes der virkelig understreger at de tører røven med sandpapir og skylder efter med salpeter syre. “Where were you?” – “I stopped to take a nap.” Eller “There’s an airborne disease in here!” – “Great we all just got cancer.” er to af mine favoritter. Ud over det hvis du agter at tage dine modstander ud stille og roligt uden at vække for meget opmærksomhed og har en med dig i ryggen kan du bide dig selv i røven på at han skam nok skal sørge for at skyde (uden lyddæmper), skrige (uden lyddampær) og sprænge ting i luften i samme nu du har sneget dig op bag din modstander med din kniv højt hævet så soldaten vender sig om og sprænger din røv til Hogwarts. Det er let at dø og det lader til at dine venner ved det og har et væddemål kørende om hvor hurtigt du vil dø for de fleste ting de gør føles som de kun er til for at gøre dit arbejde sværer.

Vi er på en planet spækket til randen med dinosaurere og elite soldater og så har jeg da selvfølgelig overskud til at lede efter en radio og en forsvundet soldat.

Alt i alt kan jeg godt lide Turok. Det er nyt og det er jagt. Stort set som deer hunter hvor det ikke kræver års tålmodighed. Det er vilde kampe og det kræver mange gange lidt snilde og finesse at komme igennem spillet. Men jeg tror kun jeg vil anbefale det til dem der kan lide Turok og film som “Jurassic park”, “Terminator” og “Jungledyret Hugo”.

71% ud af 100% Storvildsjagt på den hardcore måde.
Første indtryk: Sig mig… Blinkede den klippe der lige til mig?
Efter to uger: DET VAR IKKE EN KLIPPE!!!

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	8. Februar 2008	Censur:	18+
Platform:	PC, PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Propaganda Games	Udgiver:	Capcom
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside