Achmed står og preddiker oppe foran en kæmpe gruppe af mennesker. Står og siger hvrodan deres gud har forladt dem og hvordan deres ende er nær. En enkelt mand protestere men bliver hutigt hukket ned af en vagt der ikke engang giver ham en advarsel først. Én mand siger intet. Han råber ikke noget, kaster ikke noget og bevæger sig knap nok. Men pludselig ser han en mulighed og bevæger sig langsomt op imod scenen. Han skubber til de uskyldige folk der bare kigger på med en kærlig hånd og sætter langsomt farten op. Og i det samme en vagt kigger væk sætter manden i løb. Manden springer op, skyder en kniv frem fra hans hanske og skyder den ind i struben på Achmed der falder død til jorden. Manden rejser sig derefter roligt op i hans hvide dragt med den hvide hætte godt trukket over hovedet. Vagterne vågner op for deres shock tilstand og sætter i løb efter manden der løber op af en væg, springer over på et tag og løber væk fra hus tag til hus tag.

Ingen er vel i tvivl om at manden med den hvide dragt er Altaïer fra Assassin’s Creed styret af mig. Jeg er den stolte indehaver af Assassin’s Creed og har endnu ikke fortrudt købet selvom jeg har spillet det nonstop en hel weekend. I bedste Prince of Persia stil har jeg hopper fra bygning til bygning, bestiget de højeste bjerge og lavet badut spring så selv en stjerne gymnast vil blegne af middsundelse og i bedste Sam Fisher stil har jeg bevæget mig op bag min modstander og gjort hans liv væsenligt kortere med en kniv i hjertet.

Dette er en annonce:

Men lig venligst mærke til manglen på ordet snig ind til videre. Assassin betyder på dansk snigemorder. Snige betyder at man bevæger sig langsomt og uset… Det er der ikke meget af i assassins creed. Selvom det er så evigt tilfredsstillende at komme løbende i fuld fart, hoppe og sænke ens kniv ned i halsen på en enten anende eller ikke anende modstander er jeg en stor elsker af snigespil og savner derfor snige delen af AC.

Historien havde jeg ikke hørt en lyd om før jeg købte spillet og jeg vil ikke spoile noget for nogen men det var overhovedet ikke noget jeg havde regnet med. Og jeg elskede det ^^

Personligt forstår jeg ikke hvorfor at der er så mange der ikke var vilde med spillet. “Graikken er dårlig” Jeg blev overasket over så flot spillet var både med lys, skygger og modeller.

“Kampene er kedelige” Jeg synes de er sjove og anderledes og samtidig også svære.

“Historien er crappy” Jeg har lyst til bare at høre historien, så god den er ^^

Spillets free-run system fungere utroligt godt. Med den ene finger på R1 og den anden på kryds og min venstre tommel på analogen fiser jeg frem ad imens Altaïer klare alt det med at gribe fat i jernstænger, springer på pæle og hænger sig selv fast på afsatser. Jeg som derimod havde regnet med at han kun ville bevæge sig hvis man kunne komme den vej så blev lidt overasket over da Altaïer kastede sig stik imod en afgrund. Ups. Men det er ikke en dårlig ting. Det vil svare til at brokke sig over at man bliver ved med at stødde ind i huse i Grand Theft Auto.

86% ud af 100%

Grib dine knive og kondisko. Nu skal der sgu myrdes!

Jeg har været på udkig efter et spil jeg bare kunne svine til da personer ikke lader til at nyde det når jeg roser spil men i stedet når jeg korsfæster et spil og skider det i munden. Med den indstilling gik jeg ind i den nærmeste computer butik og efterlod stedet med Crysis. Jeg havde prøvet demoen og havde sagt til mig selv “Det kan umuligt blive ved med at være sjovt at kaste folk igennem vægge” og “Aliens ødelægger garanteret hele spillet”. Jeg kunne nærmest mærke hvordan djævlehornene groede i panden på mig imens jeg installerede Crysis ind på min computer.

Og her kommer den store sviner… Okay det kan jeg ikke…

Crysis er ikke et spil jeg umiddelbart kan svine til. Selvom at jeg i starten ikke havde troet at Crysis var et spil der ville klare sig alt for godt blev jeg dog behaligt overrasket. Konceptet med elite soldater der blev sendt ned på en trope-ø iført state of the art cyber rustning lød som en meget meget billig efterfølger på FarCry. Men det er det ikke fandte jeg ud af. Hvad det derimod er er et spil hvor du er den onde i en Predator film. Man er så godt som udødelig hvis man ved hvordan man bruger sin dragt og hvis ikke er du så godt som død. Det er så fedt… Mest af alt fordi jeg vidste hvordan man brugte dragten.

Grafikken ligner noget hvor at grafik designerne er blevet bukket over en stol og tæsket i røven med et “Nu-gør-du-det-fandeme-i-orden” bat. Man skal næsten have været tvunget til at lave så god en grafik. Allerede da jeg så den første solopgang dansede mine øjne og mit hjerte en hed træskodans med hinanden. Selve gameplayet er fedt og hæsblæsende. Du har godt nok “The upper hand” men du skal ikke tro at du kan bruge den som en “pimp hand”. For trods man er mejet ned bag en tønde, bevæbnet med et maskingevær og kan løfte biler, hoppe over huse, og løbe fra selve road runner så KAN du altså ikke bare klare en mindre batalion vietnamesere med all guns blazing. Det er op til en selv men den foretrukkende (for mig ihvertfald) metode at gå i kamp på er ved at holde hovedet koldt og udnytte ens evner til fulde, i stedet for at gå ind og lege Arnold Schwarzenegger uden den bizare accent. Men det bliver der også rigeligt af.

Crysis er virkelig et fedt spil. Kampe mod helikoptere, tanks, antiluft skyts, ud at køre i kampvogne, sænke slagskibe og tæske vietnamesere i massevis. Yay! Men intet er så godt at det ikke er skidt for noget. Selve sværhedsgrads kurven er lige så uforudsigelig som en pige med PMS. I starten bliver man taget i hånden og Prophet, ens overordnede, fortæller en alt hvad man skal gøre. “Batalion fremad” Okay. “Sniperes oppe på bjerget” Takker. “Vietnamesere ligger i baghold” Aha… “Helikopter incoming” FUCK NU AF!!!

Hvad skete der med overraskelse? Jeg ville da hellere høre lyden af en helikopters haleror og få en dårlig smag i munden end jeg gider at få konkluderet at der er en helikopter på vej før jeg overhovedet kan se / høre den. Heldigvis bliver prophet kidnappet senere hen. There I said it.

En anden ting der skal understreges er at Crysis er fedt lige ind til at aliensne kommer. I starten af det kapittel er det blot interessant og spændene men så bliver det bare kedeligt og fucked up. Og ikke nok med det men så overlever Prophet også. Der er ikke noget racistisk budskab der jeg kan bare ikke lide ham. Heldigvis overlevet min tro følgesvend Psycho. Han har i det mindste været til hjælp. Han har ikke sagt “Der er skodhovder på vej imod dig, der” men i stedet skudt folk. Jeg mindes aldrig at have set Prophet bruge et våben til andet end at true med.

Heldigvis lægger Crysis op til en to’er og hvis det er tilfældet skal jeg med glæde campere udenfor Fona før 2′eren er på tegnebrættet.

92% ud af 100%

Fedt, flot og sjovt! What more can you ask for?!

Except tits and beer…

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	First-person shooter
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	16. November 2007	Censur:	15+
Platform:	PC	Anmeldt Platform:	PC
Udvikler:	Crytek Frankfurt	Udgiver:	Electronic Arts
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Et af de spil jeg stadig den dag i dag kan vende tilbage til på min Nintendo 64 er Perfect Dark og Super Smash brothers. Ikke blot er det et sjovt og hurtigt spil men der er ganske enkelt heller ikke meget mere tilfredstillende end at tæske prinsesse Peach i fordærv med Yoshi for senere at losse dem begge to af helveds til ind i fjæset på en af de andre utallige nintendo figure som man ikke respektere lige så højt som Link eller Super Mario.

Før jeg fortsætter med denne anmeldese beder jeg jer lige om at bære i tankerne at jeg ikke har spillet Mellee da jeg aldrig har ejet en gamecube. Ud over det er Super Smash Brothers sådan som man bør huske det fra dens forgænger til N64′eren. Styrringen er nøjagtig den samme til alle karakterene og meget let at få styr på hvilket gør at jeg sagtens vil kunne få stokke prygl af min egen lillesøster. Reglerne er også meget enkle, jo mere du tæsker en jo lettere flyver de og det er så din mission at smide dem ud af den arena du nu slåsser på. Dette bliver så selvfølgelig supleret af nogle sjove baner hvor næsten alt kan have en påvirkning på hvem der vinder og genstander der variere til alt lige fra en blomst (hvilket jeg ikke fatter en skid af hvad skal bruges til) til et glimtende ikon der flyver rundt som du så kan bruge til et af Brawls nye ting, finishing moves. Men ellers er det meget det samme. slå, spark, hug, kast, bid, tramp og nik skaller i tusindvis og ellers bare sørg for at din modstander ryger ud af banen før dig. Der er selvfølgelig flere spillere end nogensinde før, muligheden for at spille over nettet, klare challenges og nu kan du også kaste dig ud i en ny adventure mode. Den er ikke helt fuldendt og meget ensformet men den er sjov og det er lidt fedt hvordan de har formået at gøre selv de mest nuttede nintendo figurer virkelig seje.

I modsætning til andre anmelder vil jeg mene at jeg kan være så cocky til at sige at jeg er en af de få der vælger at anmelde lyd siden på et spil. Og den synes jeg bestemt er vigtig at tage med i Brawl. Der er de gode gamle lyde der også var i det første der giver det et lidt nostalgisk præg, men hvad jeg virkelig var vild med var soundtracket. Ikke nok med at det var fed opera de havde brugt til theme track så har de taget alle de gamle numre fra de gamle nintendo spil og remixet dem til fede tracks der er gode at slåsse til imens du sidder og tænker tilbage på dengang hvor du sad med din gameboy og spillede det første Super Mario World.

Det er vel næppe den store hemmelighed længere at som to hemmelige karaktere kan man nu få Snake og Sonic og da jeg vil i helligste navn skide på Sonic vil jeg lige sige “YES!” til at Snake er med. Snake + spil = Instant win i min bog. Ikke nok med at han er med men der er ingen tvivl om det er Snake, med de angreb du har set ham bruge i alle de gamle spil og alt hvad han laver oser nærmest af Hideo Kojimas humor og for at toppe det hele er det endda David Hayter der lægger den smule stemme til ham som der nu er. Yay!

Men ikke alt er så godt. Det tog mig to halve dage, og nu kan du så lege den store mattematiker og regne ud hvor langt tid det er, at gennemføre adventure delen og ikke nok med at det var usselt let sad jeg bagefter også med stort set alle de karaktere man kunne unlocke. De sidste endte jeg bare med at stødde på hist og pist og der var ikke engang gået 2 timer efter jeg havde klaret adventure delen før jeg nu sad med alle karakterene. Og hvad skal man så give sig til? Jeg har jo klaret adventure mode… Fået alle mændene, tilsyneladende også fået alle baner, klaret alle challenges og stort set unlocket alt hvad man nu kan på to dage. Tjah så kan man vel sætte sig og skyde lidt med nogle mynter i et lille mini spil så man kan få totalt meningsløse klistermærker og trofæer… Wow. Sagt på en lidt mere direkte måde er levetiden IGEN et af de ting jeg bliver nød til at hakke ned på og selvom at Super Smash Brothers: Brawl har prøvet at undgå dets forfædres gamle fejl fra de andre slåsse spil klarer de den ikke helt. Selvfølgelig kan du se om du kan klare din egen fart rekord… Men hvem fanden gider også det?

Grafikken er som det sidste meget køn at kigge på og det kan nogle gange være sjovt at se den utrolig simple Kirby stå ved siden af den ekstremt detaljerede Link. Dog er det ofte du ikke får lov til at se disse smukke detaljer for kameraret insistere på at du skal få alle karakterene med og jeg ved ikke om det er fordi jeg er en sygt bad ass men mine modstander har det med at trække sig væk fra mig og derfor bliver din spiller ikke til meget andet end en lille farverig prik med en farvet pil oven over. Og som om det ikke var svært nok at se så gør alle de utrolige farver der flyver på kryds og tværs det endnu svære at se hvad der egentlig foregår. Så det kan nogle gange være helt svært at se hvem det egentlig er der får woop ass.

88& ud af 100% Mere smash, mere brawl, mere sjov!
Første indtryk: Åh Peach kom ud og leeeeeg.
Sidste indtryk: KABLAM! Hah! Nu er du sgu i det andet slot din sukkersøde so!

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Platform
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	16. November 2007	Censur:	12+
Platform:	Wii	Anmeldt Platform:	Wii
Udvikler:	Sora	Udgiver:	Nintendo
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Tro mig, der er ikke det jeg hellere vil end at smide en god karakter i hovedet på det her spil bare fordi at det er vores alle sammens ynglings blikkenslager, Mario. Desuden er det, at svine Mario spil til i en computerspils anmeldelse, det samme som at gå ind i en kirke og råbe at Jesus var sort, djævlen er præsten og at biblen på ingen måde kan erstatte et pornoblad. Personligt har jeg altid elsket Mario. Man må jo have en sans for respekt for en mand der kan holde hovedet koldt selvom at han er kommet ind i et eventyrs land igennem et afløbsrør og det førnævnte land er fyldt med dødlige flyvende skilpader, vold høje kødædende blomster, gående bomber for ikke at tale om talende svampe og nogle helt andre svampe der gør dig større.

Men det der virkelig gør at jeg synes Mario er så vold fed er ikke bare at hans mest destruktive evne er at knuse ting under sin kæmpemæssige blikkenslager vægt. Det er heller ikke fordi at han nu efterhånden har krydset hvert kontinent der måtte eksistere, kørt go-kart, surfet, spillet tennis, været doktor, sejlet, festet, løbet fra kugler, lavet kage, nikket kasser skalder, spillet håndbold, foldbold og meget meget mere. Det der gør at jeg elsker Mario så meget er at han gang på gang bare tager ind i forskellige verdener og bare fucker det hele op. Husk, hvis du vil, tilbage til Super Mario 64. Tror i ikke Mario har såret den lille pingvin i sne verdenen på livet med de sindsyge oplevelser den er blevet bragt igennem på grund af ham? Kan i huske Store/Lille verdenen? Hvor man skulle ind og tæske en larve for at få en stjerne? Ikke nok med at oversvømme hans hus, men tæsker ham også til ukendelighed. Det er hvad der gør ham så uendelig sej. Men nu hvor jeg har snakket så meget om Mario så lad os da hive fat i hans seneste enelige eventyr, Super Mario Galaxy.

Dette er en annonce:

Super Mario var spil nummer to jeg fik til min Wii… Eller det vil sige jeg lånte det af en ven. Det første der ramte mig var at de havde udskiftet Mario’s gamle stemme som man kendte fra Nintendo 64′eren og erstattet den med en stemme der får det til at lyde som om Mario stadig er i hans pubertets periode. Men jeg lader ikke det slå mig ud og går videre med spillet. Alle de gamle bevægelser er taget i brug og de er blevet endnu flottere end nogensinde før. Ud over det kan Mario nu dreje rundt istedet for at tage slag og spark i brug. Dette gøres let ved at svinge med remoten en gang. Ud over det er det meget let at gå til. Så kom vi endelig til planeterne og jeg må indrømme at jeg var lettere overasket. Hvis en planet er rund kan du bide dig selv i knæet på at du kan gå rundt over alt på den. Den tyngdekraft der i dette spil er ganske enkelt enestående. Kommer du f.eks. for langt væk fra planeten bliver vores fede italiener sgu sendt i orbit. Det at tyngde kraften er som den er gør også at man kan komme til at spille på måder man aldrig har før og som man kun vil kunne i Galaxy.

Men alt skal ikke være ros. IGEN er prinsesse Peach (Der jo egentlig på dansk hedder fersken, nederen, ikke?) blevet kidnappet og taget ud i rummet. Kald mig mærkelig men jeg ville godt nok ønske at de ville stoppe med at bruge den samme gamle historie med prinsessens kidnapning. Det er lidt ligesom “Hiv mig i fingeren” joken. Den var nok sjov de første 100 gange men efter det er den bare blevet irriterende og rimelig illelugtende. Som noget helt nyt vil jeg også lige gribe fat i kontrollen og kameraret for jeg vil godt nok mene at det er ufuldent til en uhyggelig grad. Det føles som om at kamera manden og ham der skulle sørge for styringen var så langt oppe i hinandens røv at de lavede en ny sex stilling kaldt 96′eren. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet kastet ud i ukendeligheden fordi at når jeg trykkede til højre insisterede Mario på at gå til venstre og omvendt. Ikke nok med det men man kommer også på et tidspunkt til en form for katapult træer som man så skal skyde Mario af med via wii remoten ved at “Trække” wii-remoten i den modsatte retning. Det skal lige siges at du skal ramme så præcist at jeg kiggede på æsken for at se alders gruppen på det for det er fucking umuligt!

Ud over dreje rundt delen bliver wii remoten ikke brugt så meget. De få gange den gør er det virkelig sjovt men det sker kun én gang. Jo du skal da skyde med krystaller via at pege på skærmen og skyde men hvornår får du lige bruge for det? Ud over det er spillet rimelig ensformet på sin helt egen måde. Du løber altid ind i noget nyt men på sin helt egen måde formår det at gøre sig utrollig ensformet. Du bliver ved med at håbe på at unlocke noget nyt til Mario så som nye angreb, hop eller andet men det eneste nye der sker med Mario afhænger af de blomster og svampe du rører. Egentlig ville jeg hellere end gerne give Galaxy en stor god karakter men det er desværre lidt svært når du har set det hele før.

Til sidst er lyden. Musikken er dejlig at høre på og lydene er som altid meget specielle. Desuden har de valgt at bruge den musik som har været i alle de andre spil ind til videre. Problemet er bare at jeg kunne gentagende gange fange mig selv i at sidde og tænke “Næh så er der den musik igen.” Musikken er god og så er det bare en skam at den gentager sig igen og igen. Jeg tør ikke sige det men nogle gange kan man begynde at tro at der kun er 8 forskellige sange eller noget.

Egentlig var Super Mario Galaxy lidt af en skuffelse. Selvfølgelig er der den nostalgiske måde at spille på og de gode gamle karaktere men når kontrollen gør det modsatte af hvad du beder dig om, kameraret insistere på at være i vejen, de eneste ting du kan gøre bliver du nød til at gøre gang på gang og musikken gentager sig omtrent lige så ofte som “Jeg er ikke enig” vil opstå i komentare til denne anmeldelse. Jeg er vild med Mario, vild med nytænkende spil og sjove spil. Men det her klarede den bare ikke.

67% ud af 100% Mario min Mario du sutter nu, Mario.
Første indtryk: Jeg må da sige at dette ikke lyder som Mario.
Sidste indtryk: Du var federe i Super Smash Brothers, Mario…

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Platform
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	16. November 2007	Censur:	3+
Platform:	Wii	Anmeldt Platform:	Wii
Udvikler:	Nintendo	Udgiver:	Nintendo
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Nej…

Nåh ja jeg skal jo sige hvorfor. Prøv at forestille jer en olfort (eller hvordan det nu staves) så sindsyg at du kan smage bomuld oppe bag fortænderne og den her olfort så ellers bare bliver værer og værer for hvert minut der går. Lidt sådan er det når du læser bagsiden af coveret på Jericho. Hvorfor købte jeg det så? Burnout: Paradise var ikke kommet endnu og min computer er på værkstedet. Men ak det giver mig jo blot muligheden for igen at svine et spil til for jeres fornøjelse.

CD’en i sig selv er næsten en komplet cirkel og grafikken i spillet er faktisk bedre end en børnehaveklasses fingermallerier. Omtrent der stopper min begejstring så. For jer der ikke ved det er Clive Barker en forfatter som blandt andet har skrevet Hellraiser og Jericho følger nærmest Hellraiser konceptet til skammelse. Der er igen et eller andet para-normalt kristent univers hvor man lige har tilføjet et par ekstra sider til vores alle sammens bibel. Der er så nogle nazister der har fundet ud af det her og så bare har fucket det hele op.

Et kort resume af historien. Gud skabte en klump kød, synes den lignede noget virkelig klamt og skildte sig af med det. Men gud, så almægtig som han nu er, kunne åbenbart bare ikke lige slå den her klump kød ihjel så istedet smed han kødet ned i et hul, forsejlede det og satte sig til at se CSI. Så sker der det at denne klump kød, som tilsyneladende var en råskitse at Adam og Eva bliver sur og formåer at bryde ud en gang imellem et par gange fra tid til anden med flere år imellem. Det er så et holds pligt at forsegle kødet igen og så ellers leve til deres dages ende.

Her kommer du så ind. Du spiller en person der hedder Ross som er leder af “The Jericho Skwad… Squad” som er en gruppe af okkulte specialister fra forskellige nationaliteter, seksualiteter og har forskellige historier. Mændene er så hardcore at de kunne få Bruce Willies til at flæbe og så pumpet at Arnold Schwarzenegger ville sige “I’ll be back” blot for at gå på det nærmeste apotek for at finde sig nogle anabolske steorider. Pigerne er selvfølgelig klædt i stramt læder, ville kunne banke Jean Claud Van Damn i at lægge arm og gumler mere måtte end en støvsuger. Disse tre mænd og tre kvinder skulle forestille at være top notch speciallister som spiser teorister med mælk på til morgenmad. Men egentlig opføre de sig så åndsvagt at man skulle tro ansættelses kravet i Jericho var:

1: Kan du bande?

2: Kan du komme med platte one-liners?

3: Er du fuldkommen retaderet?

At søge dække er noget der kun eksistere i pixie bøger for det her hold og de finder det åbenbart mandigt og kvindeligt (?) at hoppe ud foran kugler… Fra sit eget hold. Jeg har ikke engang tal på hvor mange gange jeg har tyret en granat ind i nakken på min egen og så ellers sprunget hele holdet til ukendelighed.

Kampene er hæsblæsende, bevares. Du har mere eller mindre ingen grund til at spare på ammunitionen så du kan ellers bare skyde løs… Hvilket der også kræves. Hvad skete der med det jeg prøvede i demoen? Jeg kunne skyde en zombie to gange i hovedet og så lå de ellers ned. Men nu skal man mere eller mindre fylde en modstander med et helt magasin plus våbenet før de gider at dø. “Jamen de er jo døde” ja og jeg har en desert eagle. En person er udrustet med en gatling kanon med 1000 skud i på et fuldt magasin. Jeg kastede mig ud i et lille eksperiment. Hvis jeg ramte en modstander i hovedet på alle skudene og ellers bare holdte skydeknappen inde ville jeg ikke være i stand til at nedlægge mere end blot 34 modstandere. 1000 skud = 34 modstandere. Med lidt hurtig hovedregninger kan man se at det giver 29,41 skud til at lægge en modstander ned. For at gøre ydmygelsen helt komplet gav jeg mig endda til at ressearche og en gattling gun skyder altså med, og hold nu fast, 7.62 mm petroner. Og alligevel skal du bruge 29,41 skud i hovedet på din modstander for at dræbe ham. Tænk lidt over den.

Den eneste grund til at jeg kan give det lidt plus point er at de prøver noget nyt med hele “soldat med psycho evner” konceptet og besættelses ideen. Det er jo heller ikke fordi at action er kedelig men hvis man ellers kan lade være med at skyde sine holdkammerater enten med vilje eller fordi de hopper ud foran dig og holde en modstander hen ved at tømme et havlgevær i fjæset på den så kan man da godt have lidt sjov.

33% ud af 100% Vil du absolut have noget sjov med en cirkulær skive så sæt dig i stedet på en roterende savklinge.

Skrevet af:	Lasse M. Riishøj	Genre:	Horror
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	2. November 2007	Censur:	18+
Platform:	PC, PS3, Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	MercurySteam	Udgiver:	Codemasters
Partner:
Links: