Kan det længe ventede starcraft 2 leve op til sin klassiske forgænger?

Da Starcraft i fordums tid ramte markedet var det en kæmpe succes. Siden da har fans nærmest konstant råbt og skreget efter en efterfølger, dette er nu efter 12 år blevet en realitet. Men kan spillet leve op til de høje forventninger? Til dette kan jeg kun svare: ja, det kan det til dels.

Spillet fortsætter hvor det første slap, vi følger Jim Raynors forsøg på at få en revolution på benene. Det bliver hurtigt klart at der er sket ting og sager siden det første spil. Mellem missionerne har man nu fået en række forskellige muligheder for at opgradere sit udstyr samt for at vælge hvilket missioner man ønsker at spille. Det er et interessant tiltag der giver grundlag for mange svære valg, det er nemlig ikke muligt at få alle opgraderinger gennem kampagnen. Det gør at man kan skræddersy spillet efter sine egne præferencer samt giver det grundlag for at variere sit spil hvis man vælger at gennemføre det igen.

I selve missionerne er der også sket en del siden første spil. Mange mindre irritationsmomenter i interfacet er blevet rettet og det hele føltes strømlinet uden nogen reelle problemer. Oveni det er der blevet tilføjet en stor mængde nye enheder samtidigt med at der er blevet arbejdet videre med balancen. På dette punkt formår spillet at overgå sin forgænger på stort set alle punkter.

Balancen skinner særligt igennem i multiplayer delen, her virker det til at stort set alle taktikker har et effektivt modsvar der kan sætte en kæp i hjulet. Det gør det til en tilfredsstillende oplevelse der er svær at slippe. Det er hektisk og man sættes konstant på kanten af sædet, tænker man hurtigt kan kampen vendes på en femøre og hvad der før lignede et åbenlyst nederlag kan vendes til sejr. Det er ikke svært at se hvad Blizzard har brugt de sidste par år til. Jeg kunne dog godt have ønsket at de havde brugt mere tid på at implementere opgraderings systemerne i kampagnen. Det giver oplevelsen et pift, men det føltes ikke helt udbygget og jeg kommer hurtigt til at sidde med en følelse af at der havde været et langt større potentiale i konceptet.

En af de ting der forhindrer mig i at give spillet en top karakter er spillets opbygning af missioner. Hvor spillet har rettet op på stort set alle fejl fra det første spil, så har de formået at lave en mindre tiltalende kampagne. Der er stor variation imellem missionerne, hvilket i starten virker forfriskende, men som spillet skrider fremad begynder man at savne de noget mere traditionelle åbne baner man kender fra andre rts spil. Missioner hvor man sættes fri til at bygge sin base med det mål at udradere sin modstander ofte med oddsne mod sig. Der er et par stykker af denne type missioner, men aldrig på samme skala som i det første spil. Dette havde været et mindre problem hvis de to andre racers kampagner havde været tilgængelige nu frem for at være udvidelser der først viser sig langt ude i fremtiden.

En anden grund til jeg ikke har kunnet give spillet 6 stjerner er den ringe historie. Den bygger hovedsageligt på dramatiske højdepunkter fra det første spil uden at tilføre meget nyt. Krydret med dårlig dialog og en kæmpe spandfuld billige klichéer er det svært at gøre andet end at grine misbilligende. Det er pompøst og storladent, men på en forceret og kikset måde der gør at det hele kommer til at virke komisk, her særligt når Protoss og Zerg er involveret. Det er hvad man ville forvente fra en spil historie og det ville måske være dumt at forvente mere, men når der ligges så meget vægt på historien så det svært at se gennem fingrene med den ringe udførsel.

Med det sagt så fremstår spillet stærkt på de fleste andre punkter. Grafisk rammer de en fornuftig æstetik og får det optimale ud af 3D grafikken. Systemkravene er lave og selv på de laveste settings ser spillet tilforladeligt ud. Dette skyldes i høj grad kombinationen af de grafiske elementer, tingene passer sammen og der gøres god brug af farver og teksturer.

Lydsiden er ligeså veludført. Musikken bygger videre på de melodier man kender fra etteren, dog spillet med rigtige instrumenter i denne omgang. Det er memorable stykker der sætter sig fast i hovedet samtidigt med at de skaber den rette stemning. Der veksles mellem rock med et western twist samt atmosfæriske melodier der sender tankerne hen mod den første Alien film. Hvor musikken fejler er endnu engang i spillets film sekvenser, der skrues alt for højt op for det pompøse og dramatiske. Fremfor subtilt at understøtte de dramatiske sekvenser tager den generiske hollywood stilede musik føringen og søger at forcere en følelse af drama ud af de tamme scener. Det formår at forstærke den komiske effekt, men desværre ikke meget mere end det.

Til trods for en lettere skuffende kampagne og historie, så er det dog et spil der holdt mig fanget fra start til slut. Det er bestemt også et spil jeg vil finde frem igen og igen i de næste mange år. Men det er svært ikke at forvente mere på kampagne fronten efter så mange år, det er særligt ærgerligt at de har måttet dele spillet op i 3, da jeg personligt var stor fan af muligheden for frit at vælge mellem de 3 kampagner i det første spil. Multiplayer delen vejer dog en del op på manglerne, det er pokkers velbalanceret og forbandet vanedannende. Er man til rts spil, så bør man bestemt ikke overse dette spil da det nok er blandt de mest solide udspil indenfor genren de sidste par år.

Skrevet af:	Johnny Josefsen	Genre:	RTS
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	27. juli 2010	Censur:	18+
Platform:	Pc	Anmeldt Platform:	Pc
Udvikler:	Blizzard	Udgiver:	Activision
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Mafia 2 kommer foran don Lasse. Vil det leve op til sin forgænger eller vil det sove sammen med fiskene i et par cementsko?

Det er nu nogle år siden at jeg for første gang satte mig ned for at spille Mafia og det vandt med det samme en plads i mit hjerte. Med en nervepirrende historie, fed action, flot grafik og en revolutionerende måde at spille sandbox spil på, trak Mafia sig hurtigt ud fra pøblen. Nu er vi så endelig i stand til at købe 2′eren og nøj hvor har jeg glædet mig. Jeg var næsten sikker på at 2′eren ikke ville kunne leve op til den standard det første spil satte. Gjorde det det så? Som altid finder vi ud af det!

Du træder i de italienske sko tilhørende Vito Scaletta, en ung immigrant der ankommer til det fiktive Imperial Bay. Du lærer hvordan at Vito ønskede intet mindre end blot at komme på fødderne igen efter deres rejse og tjene til dagen og vejen. Dette fører så til de lidt mindre lovlige metoder og til sidst bliver Vito fanget og bliver sendt til militæret hvilket er en glimrende introduktion til spillets action controls. Mafia 2 er mere i action sædet end sin forgænger der alligevel brugte al sin tid på slagmarken. Her i har de bare gjort mere ud af det, hvilket er et smart valg. Det er blevet til den sædvanlige cover-shooter hvor du løber fra dækning til dækning og skiftes til at poppe frem og skyde. Det der dog adskiller Mafia 2 fra sine utallige kusiner og fætter er at her er du ikke i stand til at blindfire, af en eller anden grund. Jeg ved ikke hvorfor, men det undrede mig virkelig. Her er det mænd med lidt til ingen erfaring som soldatter, hvilken bedre undskyldning er der for at blindfire? Det er ikke en fejl, det undrede mig bare lidt. En ting der så vejede op for det var at ved et tryk på enten X eller firkant ville Vito manøvre sig langs muren omkring et hjørne hvilket MANGE spil har et problem med at fatte er eftertragtet. Dog er den ikke gjort perfekt. Vito insistere stadig at skubbe sit hovede eller sin røv ud fra dække nær du beder ham om at svinge om et hjørne. Men når jeg siger at action delen er i højsædet er det med et gram salt for her kommer en af de største problemer jeg havde med spillet: Der er al for meget kørsel. Hver gang du starter en ny mission eller et nyt kapitel skal du køre over og snakke med nogen, derefter køre et andet sted hen, gøre noget der, lad os sige det er at hente våben, så skal du køre over og pløkke en eller noget i stykker og der efter køre væk, højst sandsynligt for at droppe dine venner af, og efter det KØRE hjem. Dette er en meget typisk formular for hvert eneste kapitel og det bliver kun mere og mere irriterende. Selvfølgelig bliver du belønnet med en god snak når du kører men det er bare ikke det værd. Jeg sad mange gange og undrede mig over hvorfor de andre ikke kunne køre. Vito’s bedste ven, Joe, er meget øm om sin bil. Vil han nogensinde selv køre? Næh! Du bliver heller aldrig automatisk transporteret fra punkt til punkt og man føler måske lidt at 2K er lidt for stolt over hvor flot spillet ser ud. Spillets action er virkelig god og stort set fejlfri. Dine modstanderes A.I. er god og de stormer aldrig ind i hovedet på dig når du er bag dække. Der er en god håndfuld våben så du kan finde lige præcis det våben der passer dig bedst. Historien er faktisk ikke spillets stærkeste side, og med det mener jeg at historien faktisk er lidt sølle. Jeg kan rigtig godt lide hele ideen med at være ingenting der gror i rang og kommer til at blive bigshot der så har det hele, inklusiv faren for at miste det. Jeg kalder det Scarface formularen. Men det er som om at spillet har for mange bolde i luften, selvom der ikke er så mange. I starten bygger den lidt op om Vito’s anstrengte forhold med sin far, men det flyver så i glemmebogen og bliver først hevet op henne af mod slutningen igen, som om dem der skrev historien gik “Hey drenge, jeg tror sgu vi har glemt noget!”.

Emperial Bay er dejlig stort og der er masser af flotte steder at besøge og kigge på, både i bil og til fods, hvilket gøres muligt ved at Vito kan sprinte uendeligt hvilket er dejligt! Men spillet mangler noget mange sandbox spil har. Side missioner. Imellem at køre og klare missioner er der intet du kan lave for lige at tage det værste af pusten, ud over at røve, jeg mener, købe ting fra forskellige steder, så som skræddere, bistroer eller bare. Jeg undersøgte mit kort på et tidspunkt og så at der eksisterede en gul markør der signalerede at man kunne klare “Jobs” på den givende placering, men jeg kunne aldrig se selve markøren på kortet, så om den overhovedet eksisterer er mig en gåde. Men, nu til mit største problem, og jeg har hemmeligt set frem til det her. Spillet er bugged up the ass! Min radio ville mange gange hakke og loope det samme om og om igen, film ville hakke, gøre lyden og filmen u-synkroniseret og til tider være så gal at jeg simpelthen blev sparket ud af filmen. Så jeg ved denne dag i dag ikke hvad der skete inde på en stripklub… Hvilket minder mig alt for meget om mit rigtige liv. Men her er den værste. Under en mission blev jeg bedt om at finde Joe på en café kaldt Mona Lisa. Men døren til stedet ville ikke lade mig åbne den, og det var så om jeg døde eller genstartede min maskine. Hvis i ikke tror på mig, så filmede jeg det heldigvis
http://www.youtube.com/watch?v=jr9oXqx06J8
Jeg beklager den ringe kvalitet. Men her har i ni minutter af ren desperation hvor jeg trykker på “åben døren” knappen uden held. Jeg undersøgte sagen og det viste sig at jeg langt fra var den eneste med dette problem. 2K, du ved du har lavet en alvorlig fejl når den forhindrer dig i at gennemføre dit spil! Jeg lyver ikke, jeg sad fast her, ude af stand til at komme videre, uanset hvor langt jeg gik tilbage med saves og pis. Det er i mangel på bedre ord, ikke acceptabelt. Det er som en kunstner der udgiver et maleri hvor han liiiiige har glemt at tegne HOVEDET på en person! Jeg hørte mine venner efter og det viste sig at jeg ikke var den eneste der havde problemer. En af mine venner prøvede nogle gange hvor, under en dialog, at en af personerne pludselig forsvandt og kom frem igen i næste scene. Andre venner kunne gå ind i en butik, uden ekspedienter. 2K, jeres spil var ikke færdigt. Jeg er blevet fortalt at politiet skulle reagere mere logisks i Mafia 2 end i etteren hvor de mere eller mindre var klar til at udstille dit hovede på deres væg for bare at glemme at blinke når du svingede. Og ja, nu får du bøder hvis du dummer dig, bliver anholdt hvis du VIRKELIG dummer dig, skudt hvis du er til fare for nogen, og bliver skudt rigtig meget hvis du er en psykopat. Det fungerer, men ikke helt. Halvvejs igennem spillet oplevede jeg nemlig at jeg kunne træde speederen i bund, køre over for rødt og køre som en brækket arm lige for snotten af politiet og de tøffede bare ligeså stille og roligt videre som var det ganske almindeligt. Sagt med andre ord tror jeg ikke de registrerede min farlige kørsel, og pludselig var det eneste tidspunkt jeg fik panserne efter mig, når jeg kørte folk ned eller kørte ind i politiets biler/betjente.
Spillet prøvede også at have en snige del med, og bevares den fungerede nogenlunde, men der var én bane jeg BARE ikke kunne klare. Jeg er ikke god til alt for mange spil, men snige spil er jeg til gengæld rigtig hård til. Der var en bane hvor jeg skulle ind i en stor bygning og stjæle noget. Jeg havde sikret mig der ikke var nogle vagter i miles omkreds men i det samme jeg åbner pengeskabet bliver jeg overfaldet af ni forskellige betjente og hele missionen bliver skudt i smadder. Jeg prøvede gentagende gange, men nej. Jeg prøvede så at holde øje med kortet og min værste frygt blev bekræftet. En vagt blev teleportteret hen ved siden af mit lokale og var i stand til at se mig IGENNEM 2 VÆGGE! En ellers rimelig god snige funktion røg LIGE i jorden ved denne oplevelse.

Grafisk klarer spillet sig utrolig godt! Byen er utrolig flot at se og bare det at du får lov til at se den igennem forskellige årstider er helt nyt inde for sandbox spil og nøj hvor er det flot! Imperial Bay er en fryd for øjet at se og undersøge og den historiske præcision er imponerende. Bilerne er flotte, detaljeret, sprænger ikke i luften bare af at du nyser i deres retning og hvis du er totalt bil nørd, så er der masser af guf at hente. Der er nemlig en funktion der gør dig i stand til at gå ind i et bil udstillings rum og se de biller i spillet i al deres ynde. Karakterene er flotte og detaljeret og du får virkelig den der mafia følelse fra næsten hver eneste scene. Vito er en ren skønhed… Okay, den kom ud på den forkerte måde. Men han er køn at se på, bare fordi at han ændre udseende igennem spillet og detaljerne i næsten hvert eneste ansigtsudtryk. Vito er også i stand til at få sig nogle nye klæder og som den Barney Stinson fan jeg er fik jeg selvfølgelig mig et fedt suit så snart jeg kunne finde en skrædder der solgte det… At jeg så blev nød til at bruge en smule vold for at få råd er en anden ting. Men der hvor grafikken på Vito virkelig skindede igennem var på et tidspunkt jeg gik igennem en kloak og Vito blev sølet til i kloak vand. I givende situation gik jeg i en hvid skjorte og så pæn fræk ud, jo tak. Den hvide skjorte blev pludselig gennemsigtig nogle steder og andre steder med nogle… Lettere klamme pletter, og sådan var det hele vejen indtil jeg fik mig noget nyt tøj. Virkelig flot detalje og jeg ELSKER når der er det i spil. Igennem spillet bliver du taget til alt fra snussede britiske barre til flotte penthouse suiter til stats fængslet og alt er detaljeret og troværdige. Dog har jeg et lille problem. Samtlige bygninger går igen! Tankstationer f.eks. ligner alle hinanden og jeg må indrømme jeg blev lidt urolig efter at have været inde i tre våben butikker i træk og se den samme mand (der blev skudt hver gang) stå om bag kassen. Animationerne er også rigtig gode, mit eneste problem er så nok at hvis du skyder en højt oppe og der er chance for at han kan falde ned, er det lidt sjovt hvordan de nærmest med vilje kaster sig ud over i et urealistisk spring. Det er måske at prøve lidt for hårdt. Noget der undrede mig lidt var at ligene ville selvfølgelig før eller siden forsvinde, men den måde det skete på var… Ja, i mangel på bedre ord vil jeg sige de blev pulveriseret eller de-pixeliseret. Det der undrede mig var at dette var spillet slet ikke bange for at smide i hovedet af dig imens du ser på det, ikke noget med at gøre det uden for kameraret eller noget. Det er en meget lille ting, men tænkte bare jeg ville hive fat i den når grafikken ellers er så perfekt. De blotte detaljer der er når du kører og holder øje med de forbipaserende er en fryd. Når der er sne kan du se folk snuble på isen, når det regner kan du se folk midste deres paraply i regnen og meget meget mere. Der er virkelig sat fin finesse i alle detaljerne.

Syng det Franky! SYNG! Jeg fucking ELSKER Frank Sinatra! Så når spillet starter ud med Franky der synger “Let it snow” så er jeg med det samme solgt! Faktisk er musikken i spillet spækket til randen med fede sange fra den tid og det er ikke engang sådan nogle små undergrunds sange du kun har hørt hvis du er virkelig old school fan. Der er de gode sange som “Lollipop”, “Tequila”, “Kick in the head” og mange mange flere og selv når at du ikke bliver maseret af denne fabelagtige radio får du et fænomenalt soundtrack i form af virkelig følelsesladet orkester musik. Bare sæt spillet på pause og du får et virkelig trist og nærmest gåsehuds fremkaldende lille klaverspil jeg bare ikke kunne få nok af. Stemmeskuespillet er også rigtig godt, dog synes jeg måske der er lidt for meget brummen og mumlen nogle gange. Specielt ved Henry. Intet menneske kan snakke på den måde uden at flænse sin hals i stykker. Ud over det må jeg sige at Sonny Marinelli gør et godt job, taget i betragtning af at det er hans første optræden i et computerspil. Rick Pasqualone som er stemmen bag Vito klarer sig også rigtig godt og jeg må sige jeg er imponeret over hvor meget han egentlig ligner Vito. Den der kommer med den bedste optræden er uden tvivl Robert Costanzo, stemmen bag Joe. Robert har mange gange været i det animerede medie, om det så end er computerspil eller tegnefilm. Hans optræden gør ham hurtigt til min ynglings karakter, selvom at den tykke mand som regel er en akav, klam og alt i alt bare nederen. Men Joe lader til at have det hele som det skal være, styr på alt og både hjernen og charmen til at få ting til at fungere. Og ja… Nolan North er også her i. Hvorfor? Fordi alle spil nu om dage skal have Nolan i deres spil. Denne gang har han dog rollen som fodgængere og kanon fodder, hvilket gjorde at jeg morede mig meget med nogle gange at lade som om at jeg tøffede Nathan Drake over.

Spillet har en god længde, men kunne være så meget længere. Der var ingenting at lave når man ikke var på missioner. Ingen side jobs, ingen andre aktiviteter, intet, absolut INTET! Jeg troede det var et must i sandbox spil at have ting man kunne fucke rundt med. Ud over det slutter spillet med en slutning der fik min indre stemme til at skrige “Nej det slutter bare ikke sådan her!” Det var ikke fordi at jeg følte jeg ikke kunne leve uden svar på nogle ting, men fordi at jeg sad og ventede på noget et hvert normalt menneske ville have foretaget sig. Men her er den bedste. Efter at have gennemført spillet, får du så lov til at køre rundt og lave ingenting andet end at lalle rundt med panserne og andre gangsters? Nope! Efter spillet er slut ER SPILLET SLUT! Alt hvad der normalt er med til at trække levetiden op i et sandbox spil er blevet fjernet fra dette spil! Og lad os nu ikke glemme at jeg kun kunne gennemføre dette spil efter dør episoden ved at genstarte kapitlet og kun røve våben butikker! Lad os heller ikke glemme at spillet er en af de spil hvor der er blevet troet at få save points er det samme som at et spil er svært, det er det ikke, det er bare pisse irriterende!

Alt i alt så er Mafia 2 det samme som en flot indpakning på en nederen sweater til en otte årig på jule aften. Det er flot præsenteret og er en fryd for både øjne og øre, meeeeen når du så får pakket det ud og faktisk kaster dig i gang med dets indhold er det mangelfuldt og faktisk rimelig skuffende.

Første indtryk: Så skal jeg fandeme være Don!
Sidste indtryk: Tager du pis på mig?!

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	27. august 2010	Censur:	18+
Platform:	Xbox 360, PC, PS3	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	2K Czech	Udgiver:	2K Games
Partner:	Nordic Game Supply A/S
Links:	Officiel hjemmeside

Platforms hopperi af den fede skuffe, fyldt med utallige farer og ikke mindst en meget åben historie. Velkommen til Limbo.

Hvordan kan man bedst beskrive frygt? Limbo har et bud, hvis ikke flere, og det er op til dig selv at fortolke historien, der fører dig igennem et af de mest betagende og brutale platforms spil af nutidig standart. Velkommen til en sort/hvid verden, hvor intet er hvad det udgiver sig for, og farene mange. Velkommen til en oplevelse, der slutter før den er startet, og hvor man virkelig kan lade fantasien få frit løb og tankerne kræse omkring hændelserne. Jeg kan allerede nu afsløre, at Limbo var en større oplevelse end Alan Wake, og det står jeg 100% fast ved.

Det første der slår dig ved Limbo er klart det grafiske udtryk. Gammaen er hold i sort hvid, og det viker overbevisende godt, især i spillets første del, der indeholder en knap så venlig skov, og noglemeget store edderkopper. Spillet er så æstetisk flot, at mange andre spil synes lysår bagude med deres overbrugte ”grå/bruge” udtryk, og jeg tør derfor sige, at Limbo er en ligeså kærkommen grafisk oplevelse, som Okami var det tilbage på PS2’eren. Massere af produktions kvalitet og ikke mindst en utrolig dyster og melankolsk atmosfære, båret hele vejen af det lækre design, kan næsten ikke give bedre forudsætninger for en hjernebryder blandet med platformshopperi af den indie-style skuffe .

Går man i dybden med spillet, så er lyddesignet også en klassefor sig selv. Der er ikke et decideret soundtrack, men effekterne og ikke mindst lydene fra de utallige farer der lure under overfladen er tæt på en perfekt oplevelse foran skærmen. Du bliver således suget direkte ind backstage hvor alverdens godter venter på at stjernen skal sætte sig ned og lade øregangene forkæles. Noget så simpelt som fodtrin eller ”dyrelivet” i første part af spillet vil efterlade dig i en monsun af indtryk, kun indtaget gennem ørene. Og når du endelig når til den mere Puzzel orienterede del som anden halvdel byder på, vil der også gemme sig et par overraskelser, der nok skal få ørevoksen på gled. Det er simpliteten der igen spiller ind, og ikke siden Half-Life 2 har jeg siddet og beundret en lydside af et spil så meget.

Limbo leger ikke kun med dine sanser, men også med dit liv, så forvent at din karakter vil møde døden en hel del gange, hvor den ene sekvens er mere brutal end den forrige. Det er sarkastisk, sort og ikke mindst et forfriskende pust i en ellers stillestående genere, hvor det eneste gode platformsspil afnyere tid jeg kan huske er Braid. Limbo gør alting rigtigt, lige fra de svære præcisions hop til hjertebanken, og tro mig, hjertet kommer tit til at slå ualmindeligt hurtigt, når man enten skal undvige edderkopper, hoppe igennem stammeinfesterede fælder, eller undslippe et rundt klippestykke der har kurs direkte imod dig. Limbo har kun en svag side, og det er længden. Prisen er meget optimistisk i forhold til at det kan gennemspilles på lige under 3 timer, hvis altså man er god til at lørse diverse Puzzles. Personligt fik jeg kamp til stregen især ved spillets anden del, der sprænger fra skov området og bevæger sig ind i et gammelt hotel område med nærliggende svejse og stålværk, hvor en hel del kasser, lidt tyngde manipulation etc skal forceres. Det er en lækker blanding af Hop, ”grib-fat-og-træk” og ikke mindst brug af omgivelserne der fungere yderst flydende og giver et rush når noget endelig går op. Historien er kort fortalt, du spiller som en bror der skal finde sin forsvundende søster, og her begynder et spil jeg sent vil glemme.

Hvis du savner et gardint platformsspil, dernok skal holde de små grå igang, samtidigt med at du får en af de smukkeste historier fyldt med overmenneskelige farer og ikke mindst følelser udenpå tøjet, så er Limbo spillet du har ledt efter, og jeg tror faktisk lige jeg vil sætte mig ned og tage endnu en omgang gennem skoven.

Skrevet af:	Dennis Damsgaard	Genre:	Platform
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	21. juli 2010	Censur:	18+
Platform:	Xbox360	Anmeldt Platform:	Xbox360
Udvikler:	Playdead Studios	Udgiver:	Microsoft Game Studios
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Et nyt livunder jorden, indbygget med mutanter og gespænster krydret med lækker atmosfære.. Kan det blive bedre?

Året er 2033, i Rusland har atomkrig ryddet jordens overflade for alt menneskelig beboelse så vi nu er nødsaget til at leve under jorden, i det meget veletablerede kloarksystem, som strømmer igennem alle større byer. Vores historie omhandler en ung mand ved navn Artyom der indtil nu har levet en stille tilværelse under disse forhold. Hans hverdagbliver dog hurtigt forandret, da en Ranger (Ensomme frihedskæmpere der rejser fra by til by for at beskytte rejsende og udrydde eventuelle trusler) banker på porten til Artyoms hjem station, og siger at en stor trussel er på vej. Knapt nok er han kommet indenfor, før stationen angribes af muterede dyr, og man får kastet en revolver i hånden og må forsvare sig selv. Dette er dog ikke det eneste Rangeren slæber med sig, og han fortæller hurtigt at den store trussel ligger i kreaturene der kaldes ”Dark Ones”. Disse skabninger har den egenskab at dræbe folk kun ved hjælp af telepati, og anses derfor at være ekstremt farlige at omgås. Historien tager derfor fart, da Rangeren beder Artyom om at bringe en lukket besked om den voksende trussel til den centrale station, og begiver sig længere ud på sin egen færd for at advare andre stationer. Artyom er ikke viderligt tryg ved situationen, men vælger alligevel at bevæge sig imod den centrale station, og det er her spillet for alvor begynder.

Grafisk har 4A games skabt en hel unik atmosfære der nok skal holde dig indelukket under jordens overflade og gispende efter vejret, når du engang imellem må bevæge dig ud i overfladens farer. Det er ikke siden BioShock at jeg personligt har været så indelukket i et univers, at jeg næsten ikke kunne stoppe med at spille før det sidste punktum på rejsen var sat. Grafikmotoren der trækker spillet er selvudviklet, og understøtter DirectX 11, der giver herligheden alt det grafiske lir som den fortjener. Dog er forskllen generelt meget svær at se, da DirectX 11 stadig er i det spæde udviklings stadig, og derfor kun strækker sig til enkelte lys og overflade effekter, såsom sollys og texturepå enkelte objekter. Person animationerne kunne sagtens have været bedre, da de mest opføre sig som en flok robotter fremfor mennesker, men deta er ikke noget man egentlig ligger mærke til i første gennemspilning. Clipping fejl er der til gengæld mange af, og dette skyldes at motoren ikke blev færdig testet før spillet blev sendt på markedet, hvad det betyder for din gennemspilning er at du til tider vil opleve at du sidder fast i omgivelserne, gerne i ubelejlige situationer. At Metro 2033 er en flot oplevelse betyder også at du skal have en kraftig computer for at kunne nyde det, spillet er meget utilgiveligt på mindre systemer, og kan derfor ikke anbefales til disse, da det vil ødelægge 35% af fornøjelsen og hvis du istedet er indehaver af en Xbox360, vil min anbefaling helt klart være at anskaffe den version, hvis du finder hvad du læser interessant.

Lydmæssiget er Metro 2033 en sværvægter, og alt lige fra temaerne til våben effekterne er en yderst delikat oplevelse, som også kræver dertilhørende udstyr som gode højtalere eller headset (helst sorround). Spillet udnytter lyden til at suge dig ind i det specielle univers og give dig alle de nuancer som historien smider efter dig på en helt raffineret måde, som mest kan sammenlignes med BioShock, uden at være det. Du vil opleve hvordan noget så simpelt som stilhed meget nemt kan få hårrene til at rejse sig, når man i det fjerne kan høre brøl fra et eller andet, man ikke rigtig er tryg ved, og som kun kommer nærmere og nærmere. Det er virkelig noget der sætter sig under huden og selve designet er helt igennem fantastisk udført. Hvis man skal sige noget negativt, så er dialogerne knapt så gennemførte, og kommer tit på underlige tidspunkter, hvor der efterfølgende gerne sker enten noget absurd eller ligegyldigt for historien. Det er lidt en skam der ikke er brugt længere tid på dette aspekt, men igen så er det ikke noget der ødelægger atmosfæren eller har den store indflydelse på helheds lydbilledet.

Hvad mange nok også vil lægge mærke til i Metro 2033, er gameplayet, simpelthen fordi det prøver alt for hårdt at være innovativt. For det første så er valutaen i spillet ikke penge som vi kender det, men istedetfor erstattet af ammunition der ”skinner” mere end andet, og eftersom alt ammunition du finder på din vej, skinner, er det svært at holde styr på hvor meget af din ammunition du roligt kan fylde spillets fjender med, og hvilket du skal passe på hvis du skal gøre dig nogen forhåbninger om at indkøbe nyt udstyr. Dette ”skinnende” ammunition skader tilgengæld mere, og kan derfor hjælpe dig gennem de mere krævende områder af spillet, eller nedlægge nogle af de fjender spillet mener er umulige at dræbe. Det næste du sikkert vil lægge mærke til er at udstyr såsom din lygte skal lades op ved håndkraft, filteret på din gasmaske skal uskiftes for at sikre din fremfærd på overflade , og enkelte våben har også en tilhørende pumpemekanisme hvis du skal være lydløs. Spillets gunplay del er også tricky, da det byder op til dans på den hårde måde, med hvilket jeg mener at du sikkert vil brage frem og bare skyde løs til højre og venstre. Dette vil man meget hurtigt holde op med, da ammunition ikke hænger på træerne og spillets fjender har det med at slutte din oplevelse langt før tid er, hvis ikke man er forsigtig. Også spillets ”stealth” dele er en sag for sig, da den kunstige intelligens enten opføre sig som en 2 årig der lige er begyndt på livet eller som en hardcore elite soldat enhed, der med det samme ved lige præcis hvor du befinder dig, ved bare den mindste fejl, såsom at misse én soldat med en lysløs kastekniv eller et førnævnt pumpevåben. Det er et hardcore tiltag i gameplayet, som bestemt ikke falder i alles smag, da spillet ikke indbyder til ”pick-up-and-play” men henvender sig til de folk der elsker at sidde og prøve sig frem med forskellige muligheder og taktikker. Dette bør bestemt ikke afskræmme folk fra at i det mindste at prøve Metro 2033, hvis man er til en udemærket historie krydret med en af de bedste spil atmosfærer i nyere tid. Folk der vil have en hardcore FPS oplevelse med masser af våben, action og fjender i hobetal, behøver ikke at se nærmere på spillet, men for alle os andre spil entusiaster, er her mange timers god underholdning at hente.

Skrevet af:	Dennis Damsgaard	Genre:	FPS
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	19. marts 2010	Censur:	16+
Platform:	PC, XBOX360	Anmeldt Platform:	PC
Udvikler:	4AGames	Udgiver:	THQ
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Hvordan kan kærlighed bedst beskrivs på Sonys sorte bæst? Little Big Planet er svaret.

Hvordan kan man overhovedet forstille sig at Sonys sorte bæst kan ligge til grunde for det sødeste, sjoveste og mest kreative platforms hopperi af nyere tid? Spørger man udvikleren mener de at et sådanne spil måtte komme til platformen, og hvis man vil have noget gjort, skal man som sagt gøre det selv. Little Big Planet blev resultatet, og hvad man får under titlen, er et velproduceret og ekstremt kreativt platforms spil, der nok skal give dig og vennerne mange timers solid underholdning.

Kigger man på den grafiske side, så er Little Big Planet noget der springer lige i øjenene, eftersom de utallige pang farver og nuttede figure er noget som alle hurtigt vil forelske sig i, da det er meget anderledes end det standartiserede grå/brune udtryk, flere og flere moderne spil gerne vil have. Banedesignet er veludført, og når man første gang slår sig løs som lovløs i det vilde Mexico, så kan man ikke andet end leve sig fuldstændigt ind i de smukke omgivelser og bare nyde secernerierne der kan bruges til mere end bare at hoppe rundt i.

Lydsiden er i topklasse, og meget hurtigt vil man selv begynde at nynne med på melodierne, der virkelig har forstået at Little Big Planet først og fremmest hendler om at lege. Melodierne vil for nogen synes lidtfor lallede, men for alle os andre, vil det være en direkte kanal til det indre legebarn, som hurtige vil finde sig til rette foran skærmen. Selv effekter som eksplosioner, fjendtlige monstre, dialoger etc har fået en kraftig overhaling fra ”hvad man er vandt til” og er blevet transformeret om til at passe perfekt ind i det legende univers, så selv de mindste ikke vil føle ubehag ved oplevelserne.

Gameplayet er en stor størrelse, for selvom det virker meget simpelt, så vil selv de mere garvede spilentusiaster få udfordring, mens de mindre sagtens vil kunne følge med. Det er utroligt så mange kreative og unikke baner man skal forcere, mens alt lige fra skatebord ræs, jetpacks, stofkasser, racerbiler, minevogne, ubåde, korkpropper, klistermærker og kostumer komme dig til hjælp når spillets mange gåder og forhindringer skal passeres, alt imens du kan har 2 brugbare kommandoer på dit joystick, nemlig hop og grib fat. Dette skal ikke forståes som du kun kan vælge mellem at bruge disse 2 knapper, da resten af joysticket bruges til at interaktivisere din Sack boy/girl med alt lige fra humør, armbevægelser og kostumer. Et enkelt tryk på firkant, og en menu med alverdens funktioner kommer til syne. Du kan her smide nye kostumer på din figur, sætte klistermærker på omgivelserne som i visse tilfælde åbner op til nye områder eller eksta point, eller simpelthen ”sprænge” figuren i luften hvis du sidder fast eller er kommet på vildspor, hvilket transportere dig til det nærmeste checkpoint. Point systemet virker ligesom det klassike Mario spil, hvor der istedetfor mønter, nu skal samles bobler, og jo flere bobler der samles jo højere score. Little Big Planet er også indehaver af det nok bedste multiplayer tiltag længe set indenfor denne genere, hvor det er muligt for op til 4 spillere at hjælpes ad med spillets mange forhindringer eller simpelthen bare at gøre livet surt for hinanden. Mange af spillets ekstraområder kræver 2 eller flere spillere at få åbnet op, og dette medvirker til at når man er færdig med spillets singleplayer mode eller under gennemspilningen, får lyst til at gå online og hente hjælp til de låste områder. Det er et genialt tiltag, som kun gør det mere interessant at hoppe online og ellers bare slå sig løs. Udover dette, så er det også muligt selv at være banedesigner, hvilket vil sige du kan lave din helt egen bane, for så at uploade den til samfundet, hvor andre kan få lov til at boltre sig i din kreativitet. Dette er selvfølgelig også gældende den anden vej, så hvis du får lyst til at prøve noget komplet anderledes, er det bare om at komme igang med at finde en bane der tiltaler dig.

Jeg kunne blive ved med at rose spillet, for selvom opbygningen er simpel og set mange gange før, så tilføre Little Big Planet alligevel utallige nye tiltag , og puster på fornemmeste måde nyt liv i en allerede slidt genere af spil, der sjældent får comback på det store marked i disse dage. Er du til sjov med vennerne eller alene, og kunne du tænke dig at forkæle dit indre legebarn, så er Little Big Planet et must have på det sorte bæst, for spil af denne kaliber er uhyre sjældne og må bestemt ikke gå uprøvet forbi.

Skrevet af:	Dennis Damsgaard	Genre:	Platform
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	3. november 2008	Censur:	Alle
Platform:	PS3	Anmeldt Platform:	PS3
Udvikler:	Media Molecule	Udgiver:	Sony Computer Entertainment
Partner:	Nordisk Film Interactive
Links:	Officiel hjemmeside

Travis er tilbage i efterfølgeren til et af de mærkeligste og mest underholdende spil eksklusivt til Wii’en! Og, ja, den her gang ER det personligt i No More Heroes 2: Desperate struggle

Der er stadig ingen helte at finde og hvor er det godt! No More Heroes var et af de spil hvor man efter at have spillet det sad og undrede sig over hvad man helt præcist lige havde overværet, som en prostitueret uden arme der er kommet kørende forbi på en trehjulet cykel med en kasse sand på slæb. Men med det sagt var spillet utrolig underholdende! Det kørte efter det ekstremt simple men velfungerende koncept med at du er en person der er på jagt efter nogen/noget der befinder sig på toppen af en rangliste og den eneste måde at komme til dit mål er ved at klatre op af denne rangliste. Det virkede i det første spil, det virkede i Mad World og jeg skal love for det også virker her i No More Heroes 2!

Vi får os et glædeligt gensyn med Travis Touchdown som, hvis man kan huske min tidligere anmeldelse af etteren, er stort set en opsummering på mig, bare med mere hår. Travis er vendt tilbage til turneringen men denne gang er det personligt. Hvorfor? Fordi hans bedste ven der sad og fik en god wanker til børne hentai inde i sin butik er blevet et hovede korter. Det er uden tvivl meningen at du ikke kender noget til ham her fordi at som i det første spil er dette et spil hvor du skal tage spillet for hvad det er, nemlig så åndssvagt at det er genialt. Det ved udmærket godt at grunden til at Travis er tilbage og på jagt er så løs og nederen som en prostitueret uden arme på en trehjulet cykel med en kasse sand på slæb. Denne gang har Travis dog en større udfordring foran sig. I stedet for den normale ti-rangs liste er vi nu oppe på halvtres! Det overrasker vel ikke nogen at jeg sad og klappede mig selv begejstret i hænderne da jeg hørte det. I det første spil var jeg sygt overrasket over den blotte kreativitet der var blandt alle modstanderne og de bedste af dem er nu tilbage efter hævn imens andre lige så velskrevet modstandere er trådt til. Nogle gange skal du slet ikke kæmpe dig vej til bossen hvilket gav mig lidt den samme følelse som jeg fik fra da jeg spillede Shadow of the colossus, hvilket på ingen mulig måde kan være, eller er, negativt! Bosserne er lige så vel fungerende og glimrende fundet på som i sin forgænger og du nyder hvert eneste øjeblik du kæmper mod dem!

Det skal selvfølgelig siges at jeg ikke var helt oppe og stå på hænder over det første spil, allermest fordi at jeg ikke kan stå på hænder fordi min balance er lig med lort, men pyt nu med det! Spillet havde sine fejl, så som den måde du kom fra A til B på. Det har spillet heldigvis fikset hvor du nu i stedet for at tøffe rundt i en ødelagt åben verden vælger stederne på et kort. Nogen vil måske mene at det ikke er godt at tage gameplay ud af et spil, men når gameplay ikke virker vil jeg mene det er et klogt valg. Lad os lade som om du har set Inception og der er en scene der i hvor de for sjov har filmet en af stjernerne pisse imens han stadig er i kostumet. Hvis du fjernede den, ville det gøre filmen bedre. Så ja, den korte og den lange, at de har smidt noget ud der ikke virkede, var et fint valg i stedet for at spilde ressourcer på at prøve at fikse det. En anden ting der er helt anderledes fra det første er at i det første skule du tjene penge ved at rende rundt og lave arbejde, alle gjort med arbejde fra Wii-moten og dens funktioner. Men så fik jeg sgu lige smidt en behagelig overraskelse i fjæset. Siden min nye chef i Gamestop begyndte er jeg blevet noget af en retro-gamer for, tro det eller ej, så tilhører jeres ynglings anmelder her den gamle skole. Og det er i No More Heroes 2! Al arbejde er nu sjove 8-bit spil du ville finde på en nintendo eller gameboy. Det sjove er at, det virker! For ligesom de gamle spil kom det ikke an på hvor god du var med en controler eller hvilken sværhedsgrad du har spillet, men i stedet på din timing, din evner til at lære en specifik strategi. Så props der!

Men nok med at dalle rundt med det i ikke giver en fuck for! Nu skal vi til at slåsse! I det første spil, når du købte et nyt sværd, ville det være stort set det samme som det du havde før, bare med enten større styrke eller større rækkevide. I dette spil ændre Travis sin kampstil til hvilket sværd du bruger og det er fedt! Det skaber nemlig variation og åbner op for nogle virkelig fede comboer! Dog vil jeg lige kalde bullshit. Jeg ved ikke om det er nogle specifikke krav der skal mødes for at låse op for det hele, men på æsken siger de 6 forskellige sværd. Der var det første, et samuraisværd, et stort sværd, og to sværd på samme tid. Det er 4 sværd, 5 hvis du er rundhåndet og ser 2 sværd som individuelle. Men som sagt, det kan være noget der skal låses op for. Dog er der nu to nye karakterer du tager rollen som når du spiller og igen, det er fedt for det giver spillet variation! Ud over det, kampene er virkelig sjove, hektiske og fede! At gå ind et sted, strimle ti modstandere med dine sværd, og der efter fyre op for en tysk suplex på de sidste to, er og vil nok for evigt være tilfredsstillende. I modsætning til mange andre spil har det her spil konstant variation! Ikke bare modstandere men forskellige våben, stile, karakterer og endda situationer hvor du kæmper på forskellige måder som før, samt stor variation i hvad du gør imellem kampene. Spil-skabere der ude, hvis i læser med her, det er SÅDAN det skal gøres! For variation gør at du hænger fast hele vejen! Men skal jeg være fair, og det skal jeg jo, så er der nogle gange hvor at fejlene skindede igennem. For eksempel prøvede jeg uhyggeligt mange gange at min modstander, oftest i form af en boss, glitchede, eller ikke kunne forstå de basale elementer i kamp, for hun blev ved med at løbe ind i den samme væg, hvilke gjorde mig i stand til at lade mit sværd op, finde liv og lave popcorn. A.I.’en er ikke den mest perfekte men den fungerer størstedelen af tiden. Det er bare en skam at så godt et spil skal have sådan en amatør fejl. Dog har A.I.en fået sig et boost. Nu kæmper modstanderne ikke bare i én stor klump, men nu kan de også finde på at komme op om bag dig, holde dig, og lade de andre bare losse løs på dig.

Lyden i No More Heroes 2 er fantastisk! Foruden godt stemmeskuespil er der nemlig også rigtig gode lydeffekter og bedst af alt et upåklageligt stemmeskuespil. Der er det samme hold bag mikrofonerne som i det forrige, nu bare med endnu flere bag roret. De laver alle et glimrende arbejde og giver en oplevelse der er en film værdi. Der er desuden et eller andet tilfredsstillende for en otaku som mig at høre Travis skrige de dummeste angrebs navne i verden når han får brugt en speciel teknik, startet på grund af det gode gamle rolette der kommer når du slagter en modstander. Musikken er skræddersyet til spillet og meget af det bærer en charme der som regel findes i J-pop, altså japansk popmusik. Der er endda en sang, min favorit, hvor omkvædet simpelthen er “Endnu en helt? Åh nej.” Altså, på engelsk selvfølgelig. Med lidt hurtig research fandt jeg dog hurtigt ud af at der er forskel på pal-versionen og… Den anden versions musik. Så hvis du skulle undre dig, så er pal-versionen klart den bedste. Det fede med musikken er at den får dig pumped up og klar til kamp men det komiske ved musikken er at den passer ind til alle situationerne. Kan i huske de der gamle spil som man spillede for at tjene penge? De har alle sammen musik og lydeffekter man ville forvente fra gaaaamle nintendo spil og det er bare med til at give dig en langt federe oplevelse. Jeg tror faktisk ikke der er noget negativt jeg kan sige om lyd siden i det her spil. I det første var der forskellige lyd niveau problemer der gjorde at du konstant var nød til at skrue op og ned for dit anlæg men i det her tilfælde er der ikke noget at sætte en finger på. Der er måske lige skrigende fra modstanderne når du skærer dem i filetter, som jeg har hørt folk brokke sig over, men hvis du ikke vil belønnes med at skærer et lyssværd igennem en narhat der står og spiller smart, i form af et skrig der virkelig viser hvor meget taberen angre sin skæbne, så har vi ikke mere at snakke om.

Grafisk er No More Heroes 2 sit gode gamle cell-shading men også her er der blevet lavet en opgradering. Jeg brokkede mig i det første spil over at der ikke var blod med og det har No More Heroes 2 så taget til sig og endda brugt det til at lave sjov med. Nu ender størstedelen af næsten alle boss-kampe med et fedt stille stående foto med Travis og hans modstander der er blevet forvandlet til et yndigt blodspringvand. Travis har igen i dette spil mulighed for at pimpe sig selv i den stil jeg bare elsker, så det tog ikke lang tid før at Travis blev til en Lasse klon, dog med mere hår. Bosserne, modstanderne og dem der er “på din side” er alle rigtig godt designet, men på grund af cell-shadingen knap så godt udført. Du kan se at bagved den lidt klodsede grafik ligger der tanke og opfindsomhed, så det er bare lidt en skam at det ikke også kunne se flot ud. Det der overraskede mig var at det her spil vågede at give faste karakterer andet tøj på som tiden gik. Jeg ved ikke hvorfor andre spil ikke gør det her. Folk render jo ikke rundt i det samme tøj hele tiden… Før eller siden skal de underdrenge sgu da til vask eller smides ud, alt afhængigt af hvor doven man er. Men nej, grafikken er IKKE imponerende. Designet er, grafikken er ikke. Det er dejligt at se at Travis’ sværd ændre sig og alle bosserne er unikke og så godt lavet at de kunne have deres egen spil serie, men vi snakker Wii her og med Wii kommer der altså en begrænset grafik. Der var også steder hvor at spillet ikke kunne følge med alle modstanderne på banen så det hele gik i slowmotion. Så der er både point at hente og point at miste i No More Heroes 2 hvad grafikken angår, men jeg vil sige der er flest plusser. Nåh ja, lige på falde rebet. Jeg er normalt ikke så vild med den måde mange afbilleder homoseksuelle på, men lige her er det så meget “over the top” at jeg ikke kunne lade være med at elske ham.

Spillet har en okay level tid for at det ikke skal være løgn. Med freeroam fjernet måtte spille vel kompensere lidt for leve tid og har nu gjort at du har endnu flere bosser at kæmpe imod. Som sagt før er der nu fyrre flere modstandere der skal have tæsk, dog nogle af dem er flere på én gang, men der er stadig masser af fede og ekstremt velfungerende kampe i vente og som jeg sagde før, så bliver du holdt i et jerngreb hele vejen igennem fordi der altid sker noget nyt. Dog synes jeg at der mangler lidt i opgraderinger og oplåste ting. Ja, du får wrestling angreb og dine “seks” sværd og kan også øge din styrke og udholdenhed, men jeg kunne nu godt tænke mig der var lidt ekstra at give sig til. For før du ved af det har du tjent alle de penge du skal bruge og købt alle opgraderinger og tøj, og hvad er der så? Der er et par få kampe du kan kæmpe imellem boss kampe hvor du simpelthen går ind i en baggård og så leger du ellers bare Miyamoto samureje! Hvorfor ikke gøre det muligt at style Travi’s værelse (Hvilket du kan, men det er ting der skal findes) eller bare et eller andet mere at bruge dine penge på. De er for let at tjene og for lette at bruge.

Alt i alt vil folk nok sige at No More Heroes 2 er et godt spil til en Wii, men til dem har jeg at sige “Fyyyy ha!” for ja, det er et godt spil til en wii, men det er også bare et smadder godt spil generelt. Selvfølgelig holder alt det grafiske og alt det der op til 360eren og PS3erens standard, men det er stadig et kanon godt spil der faktisk er flot og vel fungerende, selv sammenlignet med mange af Wii’ens modstanderes spil. Ejer du en Wii og har du ikke købt spillet endnu, så er det om at komme sted. Dette spil er intet mindre en en utrolig fornøjelse, lige fra start til slut!

Første indtryk: Så er det Travis Touchdown Tid!
Sidste indtryk: En hver otaku bør spille det her!
Lasses salgs pitch: Det er som intet andet spil, og gudskelov for det!

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	28. maj 2010	Censur:	18+
Platform:	Wii	Anmeldt Platform:	Wii
Udvikler:	Grasshopper	Udgiver:	Rising Star Games
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Hvad er det?
Final Fantasy serien har længe været en af de mest populære JRPG serier, kendt for altid at holde et højt grafisk niveau samtidigt med at der leveres en storladen historie. Alt dette er naturligvis også tilfældet med det 13ende udspil i serien. Efter 4 år på tegnebordet er det længe ventede spil endeligt udkommet. Det store spørgsmål der står tilbage er hvorvidt det er ventetiden værd?

Gameplay
I spillet styrer man sin karakter gennem en stor mængde forskellige områder hvor monstre skal bekæmpes for at man kan komme fremad. Kampene benytter et ”active time battle system” kendt fra tidligere final fantasy titler, hvor man foretager sine valg som i et hvert andet jrpg spil, men i realtime. Kampene benytter et nyt system kaldet ”paradigme shifts” der gør at man gennem kampene kan skifte sine karakterers klasser. Brugen af dette system er essentielt for hvorvidt man klarer sig gennem kampene eller ej.

Spillets gameplay veksler paradoksalt nok mellem at være underholdende til at være irriterende. Kampene kræver en god del omtanke, samtidigt er det dog også et krav at man drager brug af de rette holdmedlemmer med de rigtige indstillinger. De fleste svære kampe har ikke mange løsninger, man vil derfor ofte tvinges til at vidne sin egen undergang velvidende om at ens eneste håb er at ændre holdopstillingen inden kampen starter. Dette kan give en frustrerende følelse af hjælpeløshed og er med til at spillet rummer en god del trial and error, idet det er umuligt at vide hvad der forventes før man har fået tæsk af fjenden. Det er dog alt i alt et tempofyldt kampsystem, hvor der giver rum til tænkning og planlægning af strategier.

Spillets rollespilselementer står desværre som en stor kontrast til kampsystemet da mulighederne for at udvikle karaktererne er yderst begrænsede. De valg man stilles overfor når karaktererne stiger i levels, består af hvilken klasse man ønsker at de skal fokusere på næst. Under hver klasse er udviklingen liniær og man stilles kun over for få valg, der oftest kan skæres ned til: Ønsker jeg at få en 20+ strenght eller ej? Hvor svaret for det meste er et åbenlyst: ja!

Designet af spillets områder er desværre ligeså liniært. Gennem de første 25-30 timer af spillet trækkes man gennem en streng af områder der bedst kan beskrives som smalle korridorer. Kortet peger udelukkende i én retning og der gives kun begrænset rum til udforskning. Efter hvad der kan betegnes som spillets indledende tutorial, dvs de 25-30 timer, slippes man fri i et stor åbent område. Dette sker alt for sent i spillet, og føltes som et forceret forsøg på minde os om at det ér et rpg vi sidder og spiller. Uheldigvis lukker spillet til igen omtrent ligeså hurtigt som det åbnede. Så snart man forlader det åbne område og fortsætter videre i teksten, vender det hele tilbage til de voldsomt liniære dungeons fra starten af spillet. Dette ville ikke være så stort et problem hvis historien havde fungeret, men:

Historien følger trit med den liniære opbygning. Hvilket ville være glimrende hvis den havde et reelt mål. Det føltes som om historien bygger op til et storslået dramatisk punkt der aldrig oprinder. Karaktererne stopper konstant op for at diskutere de samme trivielle emner igen og igen. Det hele ender derved i snak frem for egentlig handling. På samme tid er historien et uigennemtrængeligt rod hvor det nærmest er et krav at man læser op på det hele i det implementerede leksikon. Det føltes kluntet og skader i stor stil indlevelsen. Det ville dog ikke være nær så slemt hvis dialogen var velskreven og hvis historieforløbet fungerede. Det føltes som et langt stykke final fantasy fan fiction.

Visuelt er der ikke meget at sige. Det er et kønt spil rent teknisk, her er der ikke meget at dadle. Man kunne dog stille store spørgsmålstegn ved mange af område designene, da det ofte er svært at se formålet med brugen af teknologi i baggrunden. Her kan blandt andet nævnes et forskningscenter udelukkende bestående af svævende platforme i en flot skov. Det hele ser lækkert ud, men det virker oftest som et grafisk blær end det virker som en troværdig verden. Musikken er som grafikken på et højt niveau, men der synes at mangle noget. Kamp musikken er et memorabelt stykke musik der virker som taget ud af Unlimited sagas soundtrack, det lyder forrygende og klæber sig hurtigt fast i hovedet. Uheldigvis virker det meste andet anonymt, samtidigt med at det flere steder kan virke decideret påtrængende. Musikken der skal understrege de dramatiske scener, synes at dominere scenerne hvilket antageligvis ikke har været intentionen. Der er uheldigvis ingen måde at skrue på musik indstillingerne, hvilket ellers kunne have hjulpet på problemet.

Stemmeskuespillet er en blandet pose. Nogle karakterer udfører deres funktion uden at brillerer mens andre karakterer skaber irritation og forundring. Her kan særligt nævnes karakteren Vanille der leverer en yderst provokerende stemme med en besynderlig australsk accent. Det er dog svært at være sur på stemmerne i spillet i lyset af hvad de har haft at arbejde med.

Spillets lyspunkt består i kampsystemet, der trods sine nedsider formår at være underholdende. Men uheldigvis fejler spillet på stort set alle andre punkter, hvilket gør det til alt andet end en mindeværdig oplevelse. At spillet samtidigt er 30 timer om at åbne op er ganske utilgiveligt. Særligt når man sættes overfor en så elendigt skreven historie.

Skrevet af:	Johnny Josefsen	Genre:	RPG
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	9. marts 2010	Censur:	16+
Platform:	Ps3, Xbox360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	SquareEnix	Udgiver:	SquareEnix
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Lasse hopper i sin superdragt og melder sig som agent i opfølgeren til det prisbelønnede spil Crackdown!

Der skal en del til for at man kan få et dårligt indtryk af et spil før man overhovedet har åbnet kassen, men Crackdown 2 klarede den! De klarede den sgu! Frem med pynten, sprutten og stripperne! De fucker det nemlig op med en stavefejl. “Der er gået ti år siden Pacific City udviklede sig genetisk Agenter sætter en stopper for byens bandeproblemer.” Jeg var nød til at prøve mig på svensk og norsk for at fatte hvad de egentlig prøvede at sige. Jeg mener… Wow. Stavefeil? Vad sker dr lie får det?

Nå men så er det på tide at smide CD’en i maskinen og jeg blev behageligt overrasket over at se at der faktisk var en film til at introducere hvad der skete i modsætning til det første spil. Dit job er nu at slåsse mod både freaks, som er zombier, og bandemedlemmer. Om dagen er majoriteten af dine fjender bandemedlemmerne der prøver at sætte en stopper for The Agency af en eller anden grund, og om natten er gaderne fulde af zombierne som blev hurtigt gjort til kende i det første spil. Omtrent her stopper det nye fra det forrige spil. Du bliver startet i gang med lidt til ingen introduktion og du gør tingene på samme måde som før. Der er dog nu ingen introduktion til et enkelt boss medlem du er på vej ind for at dræbe samt overlevelses procent hvilket jeg synes er en skam, for det gjorde at du følte at du overkom umulige odds. Nu render du bare ind i et Cell stronghold, Cell er en nyformet terrorist gruppe, og skyder og dræber så indtil at stedet er overtaget. Det er den ene ting du gør. Den anden ting er at finde beacons og starte dem, og de er som regel forsvaret af et hold cell soldater der lige skal have en lygtepæl eller to i skalden før de lader dig gøre dit arbejde. Når du så har fået tre af disse beacons startet, leder de dig over til et zombie hul som du så skal rengøre ved at hoppe der ned og forsvare en bombe som affyrer lys der bliver smidt ned efter din ankomst imod zombier bedre kendt som freaks. Hvis du synes at det her lyder bekendt er det nok fordi du tænker på et andet Xbox spil med der er ti gange bedre skrevet, udført, lavet og mere awesome. Men det er så her min, som altid, fejlfrie logik lige sparker ind. Hvorfor HELVEDE er det at de ikke bare tanker bomben op FØR de smider den ned i hullet? “Jamen det er fordi at så kan bomben ende med at sprænge i luften når den rammer jorden”… Og vi kan ikke have at bomben detonerer ved landing fordi… Bullshit! Det giver ingen mening og jeg kalder bullshit. De kunne have gjort sådan at man skulle passe på helikopteren mens den flyver fra hovedbasen over til hullet i stedet. Dette ville også introducere noget af det jeg elsker mest i spillet, at hoppe fra bygning til bygning. Og mens vi snakker om det, hvorfor er det at de ikke har fokuseret lidt mere på det? Der er godt nok forskellige freaks, men det variere imellem normale, nogle der skriger, nogle der spytter og så nogle store boss lignende nogle der kun kommer når du beskytter bomben. Hvorfor ikke have freaks fra gamle agenter der ville jage dig op på hustagene og tage kampen op i hånd til hånd kamp? Sådan nogle virkelig stærke nogle du ville være nød til virkelig at bruge dine skills til at nakke, som at kaste med biler eller tøffe en lastbil ind i dem… Eller selvfølgelig dække dem med sprængstoffer og sende dem til månen. Kort sagt der er MANGE gode chancer og ideer der er lagt godt op, men bliver misset med et par 100 kilometer.

Udviklings systemet er som det altid har været. Som din handler siger “Skills for kills”. Hvis du dræber nogen i bil, får du kørsels point. Dræber du nogen med sprængstoffer, får du point i det. Og så videre. Der er så 4 levels i hver enkelte ting og du bliver selvfølgelig bedre og bedre for hvert level. Din karakter kommer også til at se mere og mere sej ud. MEN. Jeg troede kun dette var et problem i demoen hvor de skulle have vist så meget som muligt på så kort tid som muligt, og derfor gik du hurtigere op i level end normalt. Men nej. Dette er almindeligt i toeren. Du gror i level ALT for hurtigt. I det første kunne du bruge dage på at gro i level men nu kom jeg fuldt op i styrke på den første dag jeg havde spillet! Og du skal ikke lade dig narre af at når du er kommet i level 4 at din indikator for levels har et link imellem level 4 og det første der også kan fyldes ud med erfaringspoint. Hvad får du ud af at fylde den helt ud? Omtrent ligeså meget jeg fik ud af at date min eks, nada og en skid. Men ellers er der kun enkelte ting der er blevet ændret. I styrke kan du storme ind i ting og smide dem af vejen. I våben er der de nye våben du låser op for. I biler kan du nu låse op for en tank. I agility får du en flyvende dragt der fungerer som flyvehatten fra Mario. Det er så det. Der er intet nyt du låser op for i sprængstoffer og er jeg den eneste der synes enkelte ting som disse, det eneste nye i en forfølger, er tamt. Det er som at udgive en forfølger til Call of Duty, men kun at give det en ny pistol i den første mission. Jeg synes næsten helt at det er utroligt hvor dovent jeg føler det her spil er. Det er jo nøjagtig det samme som før, som var en LAUNCH TITEL til 360′eren! Hvad er pointen med at lave en efterfølger til en launch titel hvis man ikke har tænkt sig at vise hvor langt vi er nået siden da?

Grafikken er nok det eneste sted hvor der virkelig er blevet lagt kræfter i at gøre spillet nyt. Hele Pacific Island er blevet ødelagt så det hele er blevet ændret. Dog kan du stadig vende tilbage til gamle kendte steder fra etteren og føle nostalgien fra dengang hvor spillet faktisk var nyskabende. Det er faktisk rigtig dejligt at komme rundt og se de steder du var hos i etteren og se hvordan de er blevet ødelagt, så props for det. Som sagt ændrer din agent sit udseende alt efter hvor meget du når op i level. Men her er lige den første skriftlige lussing jeg har givet her på redaktionen *Lussing* Hvad fanden har i gang i?! Hvorfor lader i én vælge udseendet på ens agent når han alligevel får en fucking maske på som det første uanset hvilken evne du får op i level? Det er da spildt arbejdskraft! Noget andet jeg vil brokke mig over er, hvorfor har de fjernet den fede transformer animation der var fra det første spil når du trådte ind i en bil? I det første spil ville din bil ændre udseende alt efter hvor høj level du var i og jeg havde seriøst håbet at det ville forblive og endda blive bragt videre til andre ting, så som dine våben og granater. Men nej, den er blevet fjernet, så et skridt frem, men to skridt tilbage IGEN! Der er heller ingen nye animationer at komme efter. Jeg kunne måske godt tænke mig at du kunne trykke på hoppe knappen i luften og så ville din karakter lave nogle akrobatiske stunts i luften, bare for at give din karakter personlighed når du spillede online. Dine modstandere lader heller ikke til at have været på arbejds-bænken. I det første spil havde dine modstandere forskellige våben og dragter på alt efter hvilken organisation de kom fra, men i toeren har de alle den samme dragt på! Jeg er i skrivende stund endda i tvivl om at der overhovedet er flere end 1-2 modeller af Cell’s. Jeg er heller ikke vild med at din agent virker lige så firkantet i etteren. Der hvor jeg har det største problem er at når du f.eks. vil bruge en lygtepæl som våben kan du ikke bare hive den op fra jorden, nej, du skal først sparke lortet op af jorden og bede en bøn til at den flyver ind i en bygning der står i nærheden for hvis ikke skal du være mere end helt almindelig heldig for at finde den igen, specielt i multiplayer hvor alle dine evner er i maks. og hvis du så losser til en lygtepæl laver du mere eller mindre månen til en slikkepind. Desuden har du et begrænset antal af farver at bruge i multiplayer, og endnu mindre at bruge i singleplayer. Hvorfor ikke gøre sådan at man kan customize sin agents rustning? Smide logoer og farver på din agent, låse op for rustnings dele til din agent, så som nye skuldre, hjelme, brystkasse rustninger og lignende. Dette ville også gøre at du faktisk har lyst til at spille multiplayeren. Og hey, det er vist lussings tid igen *Lussing* Hvem FANDEN var i ledersædet da de lavede hvad man kunne hive fat i og hvad man ikke kunne?! En ting jeg troede var en fejl i det første er nu blevet gjort til et helt udfordrings monument i toeren! Hvis din vinkel er 2½ grad for meget den ene retning kan du kysse din røv farvel imens du bruger dit ansigt som vinkelspudser hele vejen ned af bygningen imens du ber en skrigende bøn til at før eller siden der kommer en afsats du kan hænge fast i! Lussing nummer tre! *Lussing* Hvorfor FANDEN I HELVEDE er ham der stod for kanterne ikke blevet fyret?! Kan det virkelig passe at for at komme op nogle steder skal man gøre brug af en ledge-glitch som man kalder dem som nørd. Til dem der ikke ved det så er en ledge-glitch der hvor din karakter står midt ude i luften men bliver holdt oppe fordi hans lilletå negl er på den yderste kant af en afsats. Spillet forventer at du gør brug af dette! Jeg kunne se hvis du holdte fast i den med dine fingre men spillet vil faktisk gerne have at du op til flere gange står på denne usynlige platform for ellers er det ikke muligt at nå den næste afsats!

Lyden er IGEN blevet taget et skridt frem, men endt to skridt bagud. I det første spil havde billerne nogle enormt fede tracks man kunne høre på, og endda en af mine toptre ynglings kunstnere, Celldweller havde et godt antal tracks i spillet. Ud over ham havde de også Amon Tobin, Atlas Plug og Hybrid. Hvad har de så nu? Jeg ved virkelig ikke hvad man skal kalde det. Det har rytme og et lille antal storhedsøjeblikke hvor du måske ender med at nyde det, men det er så også det. Der er ingen rigtige kunstnere der giver den gas her, men blot spilmusik hvilket er et stort minus. Noget der direkte irriterede mig var at når du hoppede rundt i byen var den eneste form for lyd, andet end folk der snakkede og skud-lyde, to radioer der ikke spillede synkront. Det er pisse irriterende at høre på! Noget godt skal der dog lyde, din handler er den samme som i etteren og det er dejligt at høre den gamle stemmeskuespiller, Michael McConnohie, der efter nærmere undersøgelse har haft en finger i mange gode spil, så som Wrath of the lich king, Red Faction Guerilla, MGS: Peace walker, Lost Planet 2 og mange mange andre. Han er den eneste kompetente stemmeskuespiller i spillet, i modsætning til det første spil, hvor han var den eneste. Han kan gå fra at lyde provokerende, til direkte komisk. Hvis du har spillet og fanget en renegade orb, ved du hvad jeg snakker om. Der er også nogle audiologs hvor du kan høre om forskellige ting fra forskellige mennesker. Men, meh, der er ikke rigtig noget imponerende i det de udleverer. Jeg følte aldrig rigtigt at jeg kunne høre deres desperation og fascination som var de to hyppigst brugte jeg hørte i alle audio logsne.

Spillet er alt for let at gennemføre, specielt hvis du har en ven at spille det med, som gør det hele så meget sjovere. Det første spil var et af de mere imponerende spil i levetid. Jeg spillede nonstop i to uger og blev aldrig træt af det. Crackdown 2 var gennemført på 3 dage og efter det havde jeg ikke lyst til at spille det mere. Jeg havde ikke lyst til at finde alle audio logsne, selvom jeg er rimelig sikker på at det ville gøre op for en EKSTREMT skuffende slutning. Jeg havde ikke lyst til at udforske, jeg havde ikke lyst til at finde hidden orbs, jeg havde ikke lyst til at få alle mine evner op i max (Selvom jeg gjorde det, så jeg kunne give en professionel mening om det). Jeg havde ikke lyst til en skid. Efter at have gennemført spillet ville jeg bare af med det. Der var ikke rigtig noget der gjorde, som i etteren, at jeg krævede mere. Jeg ville have mere, jeg ville finde ud af alt hvad der var at finde ud af! Her var det bare, spil, vind, slut, sælg. På falderebet, hvad sker der egentlig for slutningen? Spoiler alarm! Det er som at se en gyser film hvor den psykotiske morder med et dødfødt foster groet fast i nakken faktisk dør og pigen og hendes kæreste overlever og kører ud i horisonten uden den kendte “Det er ikke slut endnu” scene. Hvad jeg prøver at sige er at… Ja… Din mission lykkes. Du klarer den. I det første viste det sig at du faktisk havde arbejdet for de onde hvilket var et ekstremt simpelt men effektivt plot twist. I toeren bliver du på et tidspunkt forklaret at du ikke må gøre det du har gang i færdigt, men bliver cuttet af før du får grunden, men slutningen kommer og jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke burde have gjort det. Freaks’ne dør

Multiplayeren er der hvor spillet vinder nogle point, og jeg hader det lidt for det, for det er faldet meget i Halo hullet. Hullet hvor spil ikke er gode som singleplayer, har en skuffende, kedelig historie og bare generelt ikke er underholdende før du logger på xbox live. Pro-tip, drenge. Du kan ikke sælge et spil. udelukkende baseret på multiplayer og forvente at få ros for det. Med det sagt, er multiplayer delen underholdende. Både når du spiller i kampagnen og i arenaen. Du har ikke prøvet sand euphoria før du har hoppet af en skyskraber med en lygtepæl i dine arme, hevet den over dit hovede og derefter smadret den ned i cockpittet på en helikopter med en modstander i, og sendt ham flyvende ned i tre andre modstandere (Til alle jer der så det, ja, det var mig!). Og det var i multiplayeren at jeg virkelig begyndte at se manglerne fra singleplayeren, for det var ualmindeligt underholdende at jagte en modstander over tage, eller bekæmpe dem i luften med kollisions kurs mod jorden. At jeg så er hardcore til multiplayeren er en anden ting. Jeg synes dog også her der er fejl og mangler. Ground and pound, som jeg kalder den, hvor du hopper op og slår hånden ned i jorden virker måske lidt for godt og hvis du kan finde ud af at bruge den ordenligt, kan du også misbruge den. Yderligere, hvorfor har man de samme våben hver gang? Hvorfor kan man ikke vælge de våben man har, og få flere låst op efterhånden som man går op i level? Hvorfor kan jeg ikke sætte miner på min modstander og selv bestemme hvornår jeg vil detonere dem, som i singleplayeren?

Crackdown 2 er skod. Det har altid været min forståelse at en efterfølger skulle rette op på de fejl der var i det første og gør spillet bedre og mere underholdende og så lade fejlene slippe ud i treeren og fireren men i Crackdowns tilfælde har du en to’er der ville få etteren til at ligne efterfølgeren! Jeg har ikke siden Devil May Cry 2 set et så tesktperfekt eksempel på at gå bagud og gøre noget værre end det første. Men i det mindste havde Devil May Cry 2 Dante.

Første indtryk: Så er det fandeme ud og gøre Pacific City usikker!
Sidste indtryk: Jeg kan købe Crackdown et for en tiende del af hvad jeg gav for det her!

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	9. juli 2010	Censur:	18+
Platform:	Xbox 360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Ruffian Games	Udgiver:	Microsoft
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Sted: Danmark
Navn: Agent 00L
Mission: Anmelde Alpha Protocol
Denne besked vil selvdestruerer sig selv indenfor de næste 10 sekunder.

Så kom det endelig. Kald mig mærkelig men UFC 2010, Mario Galaxy 2 og No More heroes 2 var gået fuldstændig over mit hovede. Det jeg havde ventet med længsel og stor forventning på var Alpha Protocol. Hvorfor? Det er jo stort set så tæt som du kommer på at være James Bond uden egentlig at være det. Plus, et snige spil med rollespils elementer? Jotak. Men medierne har mødt Alpha Protocol med meget delte meninger og her er jeg så med min mening, og det er som vi alle jo nok ved, den rigtige.

Du spiller som Michael Thorton en agent for gruppen Alpha Protocol der er en slags CIA, FBI med et drys KGB, HTC, DSB, ABC, FEAR, NBC, BBC, WOW og Telenord… Okay, den sidste ved jeg ikke helt om er rigtig. Det kan være svært at forklare historien når… Ja, faktisk er historien utrolig kompliceret. Hvis jeg har forstået det rigtigt så bliver du sendt på en mission til Afghanistan eller et eller andet andet lorte land i røven af verden for at konfrontere en mand der har bombet et passager fly. Men bedst som du er i gang med at få dit groove on bliver du bombet og det viser sig at du er blevet forrådt og ifølge rapporterne er du nu en rogue agent som skal skydes i røven. Omtrent HER stopper min viden om spillet. Jeg er knap nok nået væk fra eksplosionen før at der bliver kastet navne som Halbech, G22 og hvad ved jeg i hovedet på mig og de bliver alle tiltalt som om jeg burde kende dem og, news flash, det gør jeg ikke! Din mission går så ud på at finde ud af hvem der har forrådt dig og hvordan du på bedste mulige måde får din hævn. Dette gør du ved at rejse rundt om jorden og klare forskellige opgaver og disse opgaver har alle en form for James Bond charme. Viden er magt, og før du kaster dig ud i en mission har du mulighed for at få information på mennesker, steder og materiale som du kan bruge til din fordel på selve missionen. Det er her at dialog systemet kommer op! Alpha Protocol har en af de BEDSTE dialog systemer jeg i mit liv har oplevet som computerspils anmelder og som helt almindelig nørd. På et begrænset tidsrum har du mulighed for at vælge om du vil væres professionel, sur, sådan let kæk i det, eller bruge information som du har fået forinden eller gå til angreb. Dette spil indfører så også at være upopulær i nogens bog er ikke nødvendigvis en skidt ting! Og det giver mening! Du kan pisse folk af så meget at de ikke kan tænke klart hvilket nogle gange kan være endnu bedre end blot at være buddy buddy med folk. Men hvad skal du så vælge når du snakker med en person? Under menuen kan du vælge intel hvor du kan læse op på de forskellige karakterer og hvis du har fundet nok information kan du eventuelt se om de vil lige til sagen, om du skal kæle lidt for deres ego, eller om du skal være stille og kold. Problemet er at du skal læse alt det her. Spillet har i forvejen nogle kanon gode stemmeskuespillere så hvorfor du skal læse det her, og ikke få det fortalt når du går ind i intel er mig en gåde. Selvfølgelig kommer du til at sidde lidt mere i spionens sted når du læser dette selv, men det ER et spil, det er meningen det skal være underholdende, ikke være lektier.

Du får muligheden for at vælge imellem en mester i skyggerne, en ren Rambo eller en computer nørd og i løbet af spillet får du så mulighed for at forbedre dine evner og låse op for nye. Disse evner kan gå fra forståelige til direkte sindssyge. En evne der lader dig skyde et antal skud på et øjeblik med pinpoint sikkerhed, okay. Momentant usynlig hvis en modstander lige har skimtet dig, godt nok. En evne der gør dig komplet usynlig i cirka tyve sekunder hvor du kan dræbe med nærkamp ligeså tosset du har lyst, det er her sovsen er begyndt at klumpe. Hvis ikke det var fordi den havde så lang en cooldown kunne alle baner gennemføres så let som at klø sig i røven. Selve action delen er rimelig sørgelig, for dine modstanders A.I. er helt af helvedes til. Dine modstandere vil løbe op til dig, stikke dig en tøse lussing, og så løbe tilbage i dækning der giver dig rigelig tid til at fylde dem med bly, eller hvis du er lidt ligesom mig, give den til dem i bedste Jet Li stil. Spillet har dog mange forskellige måder du kan takle en mission på, så spiller du dine kort rigtigt behøver du ikke at konfrontere denne åndssvage A.I. Noget andet du behøver at konfrontere uanset hvordan du spiller er spillets mange bugs. Mange gange kan spillet blive helt uspilbart. Dine mål kan være låst inde i en væg hvor du ikke kan komme til dem, folk kan se dig igennem vægge, døre vil ikke åbne. Kort sagt er spillet LANGT fra færdigt. Der var et tidspunkt hvor jeg skulle ind til et sted og skulle igennem en passage. Døren blev lukket bag mig, men den foran mig blev ikke åbnet, så jeg var fanget inde i rummet. Jeg restartede (fordi det var jeg nød til) og tog det samme sted hen og så åbnede døren, så det var ikke bare mig der var en idiot.
For at hacke kaster du dig ud i små minispil og jeg vil faktisk mene de fungere godt. Når du skal dirke låse skal du bruge de trykfølsomme bumpers på din controller, når du skal hacke skal du finde en kode i et virvar af skiftende bogstaver og skal du kortslutte skal du nærmest igennem en labyrint. Alt dette på kort tid, så der er virkelig nerver på nogle gange, for fucker du op, starter alarmen hvilket bringer mig til det næste i spillet, belønninger. Alt efter hvordan du har klaret dine missioner får du belønninger i form af moneter. Har du skudt alt og alle, ladt alarmen ringe hele vejen igennem og brugt uskyldige som menneske skjold, får du omkring nok til at købe en jolly cola. Sniger du dig hele vejen, bliver ikke set en eneste gang og dem du skal dræbe gør du enten med de bare næver eller bedøver dem, får du mange mange penge! Og det er jo det vi vil have. Disse penge kan nemlig bruges til at få bedre våben, bedre rustninger, bedre intel til dine missioner så du kan klare dine opgaver lettere og bedre. Få udleveret snigskytte rifler, kort, distraktioner og meget mere der er en fed tilføjelse.

Så er der musikken. Jeg er faktisk okay tilfreds med den. Den minder mig om en blanding af Bourne Identity, Mission Impossible og James Bond. Det giver meget følelsen af at være en agent i moderne tid, men det er så det. Der er mange tidspunkter hvor det er som om at soundtracket bare er løbet tør for tid. Forstil dig din MP3 afspiller der ikke er sat på random eller repeat og du sætter dig ned og spiller et spil. På et eller andet tidspunkt har du hørt alle sangene og, woopsie, så står man pludselig tilbage uden musik. Det er sådan i Alpha Protocol bare med enkelte sange startet når du enten er set, forsvundet eller kommet til et vis punkt i spil. Det er dog ved stemmeskuespillet at spillet tjener point. Spillet har vidst at deres pontus lå i deres dialog så de har gjort meget ud af at have nogle glimrende stemmeskuespillere. De har fucking Michael Bell! Michael Bell! En af mine all time ynglings stemmeskuespillere! Stemmeskuespilleren til hovedepersonen, Michael Thorton, er dog en person med et rimelig sølle resume, men det betyder ikke at han ikke er god. Hans navn er Josh Gilman og jeg kan kun håbe andre spil ser hans potentiale for han levere altså en god præstation. Han er både flabet, alvorlig, god til at vise glæde og vrede. Dog er den heller ikke mere end god. Det kan mange gange lyde lidt for meget som om at han læser op for et manuskript. Ud over Josh Gilman har vi Nolan North som efterhånden er ved at være stemmeskuespillernes svar på Lil Wayne hvor alle bruger ham, men i modsætning til Lil Wayne har Nolan North et talent og lyder ikke som en teenager vis testikler lige er faldet ned. Det… Mærkelige er at Nolan i dette spil prøver at lave en accent. Det fungere men… Det er bare mærkeligt. Der er også Robert Clotworthy som spiller Albatross der har over 114 titler at være med i under hans bælte og det kan ses. Han giver klart den bedste præstation i hele spillet. Der er faktisk et hav af gode stemmeskuespillere i Alpha Protocol som alle kommer med en glimrende præstation. Hvad der dog er mangelfuldt er spillets lydeffekter. Da jeg spillede følte jeg at lydeffekterne var mangelfulde, kedelige og bare… Slatten. Der var ikke noget i lydene der gjorde at når du skød følte du virkelig at du skød. Der er heller ikke rigtig nogle lydeffekter der går lige igennem og fremstår unikke. Men hey, det er lyd effekter. Det er begrænset hvor meget man skal regne med fra dem.

Grafikken er nok der spillet taber EN DEL point. Jeg havde altid troet at når skins ikke var blevet loadet ordenligt i mine tidligere spil så var det fordi der var for meget på én gang eller fordi der var en fejl og det plejer det faktisk også at være. Men Alpha Protocol efterlod mig med en fejl jeg ikke engang vidste eksisterede. Spillet er UTROLIG langsomt til at læse skins. Nogle gange kan det tage flere minutter bare at indlæse det basiske skin på en kommode. Ved HVER ENESTE MISSION jeg spillede ville jeg også kunne se hvordan rustningen fik sit skin på. Der skal noget til i den her tid og alder for at et spil kan overraske mig med fejl jeg ikke vidste eksisterede, men her har vi den så. Det går lige på grænsen til at være utrolig ringe… Og hopper så der efter over grænsen og bliver utrolig ringe. Animationerne er okay og jeg er glad for at spillets figurer kan finde ud af at pege med en enkelt finger. Jeg kan ikke fatte at Wet har tvunget mig til faktisk at skulle udpege disse ting. Noget andet jeg kan lide er hvordan at Thorton har forskellige animationer til hans combo’er når han går i nærkamp. Når du tager forskellige uniformer på kan du også se det, men dog ikke de forskellige modificeringer du laver på dragten. Thorton kan også ændres og manipuleres til en hvis grad. Du kan ikke ændre for noget fra halsen og ned, hvilket er lidt en skam. Du kan heller ikke ændre på hans ansigts udtryk, næse og øjen størrelse eller noget der henne af. Hvad du kan er at du kan give ham skæg, ændre hans hår, smide en hat på ham, et par solbriller og det er så det. Der er også en heftig sum glitches og selvom at banedesignet er godt kan man mange gange stå og undre sig over om hvordan de havde planlagt de skulle fungere. Spillet gør fuld brug af det faktum at du ikke kan hoppe, hvilket pisser mig af. Et eksempel: Jeg vil infiltrere en kæmpe bygning og spillet har i forvejen gjort det mere eller mindre klart for mig at jeg skal enten igennem hovede indgangen eller side døren. Jeg tilser mig så et lille vindue placeret langt til venstre der ikke blot er øde men også er i en højde man sagtens ville kunne nå hvis man bare løftede armene. Kan jeg så gå der over? Nej. Fordi der står en fucking BUSK i vejen. Og hvis jeg kunne komme der over er jeg sikker på at spillet ikke ville give mig muligheden til at hoppe igennem vinduet for det ville være en for kompliceret animation. Thorton har mildest talt et MEGET begrænset arsenal af bevægelser han kan foretage sig, hvilket virker sløset og kedeligt.

Levetiden er faktisk ekstrem god. Spillet havde en god længde og man bliver fanget så snart man kommer ud af… Østen, Irak, Iran, hvor fanden man nu end er henne og du morer dig størstedelen af vejen. Men genspillings værdien er der jeg virkelig nyder det. For karakterer vil få en mening om dig alt efter hvad du har gjort på tidligere missioner. I Rusland fik jeg for eksempel en mand til at hjælpe mig uden den store overtagelse, hvorfor? Fordi jeg havde gjort nogle specielle missioner på en speciel måde da jeg var i Rom. Ud over det er der jo forskellige måder ikke bare at snakke med folk på, men også klare missioner på og da spillet er langt, men ikke for langt, har det lige den rette længde til at du vil spille det igen, hvis du altså kan overleve alle fejlene.

Alt i alt er Alpha Protocol en skuffelse, men det er et okay spil. Jeg havde bare håbet på så meget mere men man kan altid håbe på en toer for spillet har potentiale og man kan også kun håbe at andre spil bruger Alpha Protocol som inspiration når det kommer til dets snakke system og det med at man skal skaffe information før man tager på en opgave.

Første indtryk: Fuck yeah! Hemlig Agent, here I come!
Sidste indtry: Meh…

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Action
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	28. maj 2010	Censur:	18+
Platform:	PC, PS3, Xbox360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Obsidian Entertainment	Udgiver:	Sega
Partner:
Links:	Officiel hjemmeside

Vi takker ikke Xzibit for at pimpe vores ride, men istedet beder ham om at fucke af vejen før han bliver til en klat i kofangeren i Blur.

Yes sir! Champen her har fået sit kørekort (okay, det er godt og vel ved at være 1 år siden nu) og så bliver min næste opgave at anmelde et af de mest overraskende bil spil i lang tid. Når folk spørger mig nede i butikken om de skal spille Blur kan jeg kun sige at det er som et mere voksent og voldigt Mario Kart, og så køber de det uden videre tøven, for der er jo en grund til at Mario Kart var det mest solgte spil i årets jule periode. Men var Mario Kart’s charme ikke i Nintendo’s egne figure, deres uskyldighed, og den dejlige farverige verden? I så fald, kan Blur leve op til det når det ikke har noget af dette, men i stedet blevet gjort mere voksent? Vi finder ud af det!

Du spiller som… Som… Eh, ja. En person! Lad os kalde ham Duke Nukem! Duke Nukem’s mission er så at blive den bedste kører i en verden hvor biler kan springe hinanden i luften, lidt ligesom Death Race, bare mere farverigt. Faktisk har jeg måske pyntet lidt på historien. Der er ingen Duke Nukem, der er ingen historie, der er ingen motivation, du får bare din bil, en bane, 12 modstandere at sprænge i luften og et “Held og lykke med det!” på vejen. Det er meget ligesom Gran Turismo, eller Ridge Racer… Med eksplosioner! Jeg ved ikke om det bare er mig, men hvorfor er der ingen historie? Det er et fucking univers hvor biler har plasma våben og kan sprænge hinanden i luften! Selv Stephanie Meyer kunne skrive en halv god historie til det her, oh yeah, I went there! Nå, men hvordan er spillet så? Hektisk, hurtigt og hysterisk sjovt. Der er virkelig fart over feltet og når modstandere kan skyde efter dig og du kan skyde andre modstandere er der virkelig en vild oplevelse i gode for dig. Min ven og jeg spillede det sammen og det var “TIL VENSTRE DER ER ET PROJEKTIL EFTER DIG” og “SKYDSKYDSKYD!!” fra ende til anden! Hvordan udvikler spillet sig så? Du får et udvalg af baner som du skal køre imod visse modstandere i forskellige modes. Du kan køre normalt, du kan køre baner hvor det bare går ud på at sprænge hinanden i luften og selvfølgelig den gode gamle Time Trial som jeg godt gad at finde ud af, om nogen overhovedet kan lide? For mig har det altid været det meste kedelige i alle spil. Imens du kører skal du ikke bare på første pladsen, men også køre så fedt som muligt for at score fans. Dette kan blandt andet gøres ved at sprænge modstandere i luften, undgå angreb eller gøre specielle fans udfordringer. Disse er som regel en serie af porte af lys man skal køre igennem der dog kan tage en effekt på din placering i løbet. Hvorfor skal du så tjene fan-point? Fan-point er hvad der åbner op for flere løb og flere biler. Når du så er kommet langt nok skal man kæmpe mod the big cheese, den store kanon, numbero uno, Der könig, the king… Sidstebossen, om du vil. Der er en sidste boss for hver session du kører i og hvis du vinder får du både deres bil og en speciel modifikation til de forskellige våben din bil kan få. Det giver spillet lidt variation, men ikke noget at råbe hurra for. Spillet er faktisk lige præcist det. Det er hektisk men ikke noget at råbe hurra for. Selvfølgelig lige indtil du tager den online som vi vender tilbage til senere.

Lydmæssigt vinder og mister spillet både point. Der er en god realistisk lyd fra bilernes motorer men det ville være det samme som at sige at et fodbold spil har god lyd når det kommer til lyden af publikum. Der jeg er virkelig imponeret af lyden er når der bliver angrebet. I et millisekund bliver der helt stille og så BOOM! Du kan også høre når skuddet strejfer lige forbi dig hvilket er med til at gøre spillet ekstra hektisk. Men så kommer vi til musikken. Der er selvfølgelig noget god stemnings musik, men jeg føler lidt at det mangler den samme pontus som Need For Speed spillene havde med noget musik fra virkelige kunstnere. Der fik man mere eller mindre følelsen af at man var med i en Fast and Furious film eller en fed musik video. Her går musikken virkelig ikke igennem. Det ender mere med at blive baggrunds støj end noget andet. Men med det sagt så ER baggrunds musikken altså også god, den kunne bare have været så meget bedre. Det er som dip chips uden dip. Det er fint nok som det er, men lige det der ekstra gør det til en dejlig snack der lige er til at sætte tænderne i… Hvad snakkede jeg om? Stemmeskuespil? Det kan det næppe være, for der er intet… Eller rettere, næsten intet. Der er en trunte der fortæller dig hvad ditten og datten er og hvad forskellige ting gør, og det er så det. Det er ikke et minus for man skal heller ikke forvente dialog i et bilspil, med mindre at man vil skuffes.

Grafikken i spillet er på den gode side, men den er ikke helt oppe og ringe ved imponerende. Det er ikke bil porno, så i modsætning til Forza 3 kan du ikke se helt ned til bremseklodsen og hvem har også lyst til det når du allgievel skal sprænge lortet i luften eller styre lige ind i siden på din modstander? Bilerne er utrolig flotte og realistiske at se på, selvom du ikke får bil porno. Jeg er bare bange for at Bizarre Creations var lidt for bange for at få et sagsanlæg på halsen eller ikke ønskede at ødelægge deres biler, for de får slet ikke nok skade, taget i betragtning af hvad de går igennem. Faktisk ville jeg nok godt kunne tænke mig lidt mere destruktion på din bil. Når du “dør” er din bil bare et brændende skrog og det symboliserer så at du er færdig og at din bil skal respawne. Jeg kunne nok godt tænke mig at bilen gik i stykker. Jeg mener vi HAR trods alt med puls våben der kan sætte en bil flyvende i bedste saltomortale stil. Så er det virkelig så meget ude i skoven at ville ønske bilerne kunne bryde i flere dele? Faktisk ville dette skabe en ny form for udfordring og øge hæktik-faktoren hvis du nu også skulle til at undvige brændende vrag dele. De behøver ikke at sprænge din bil helt i luften, bare skade den eller lige give den et lille puf bagud og sænke din fart. Faktisk vil jeg mene at i forhold til åbnings filmen kan din bil gå overraskende lidt i stykker. Ud over det er skuddene virkelig flotte og farverige. De har hver deres respektable farve og når du ser en rød kugle i dit bagspejl er det bare om at komme væk, hvilket er fedt når det røde projektil er det mest almindelige skud. Jeg er også vild med at de har fjernet en del fra din HUD og i stedet puttet det i farver og lys igennem spillet, som hvilke projektiler du har tanket op bliver vist på røven af din bil som lys hologrammer. Noget jeg også er vild med er hvor flydende spillet er både singleplayer og online og du kan virkelig mærke brutaliteten når to biler kollidere. De runger, kameraret ryster og det er derfor jeg ville ønske at der var mere synlig skade på din bil for at gøre det hele perfekt. Men som sagt, der er ikke noget at brokke sig over men der er heller ikke noget at råbe hurra for. Lidt over middel, netop fordi der ikke rigtig er noget at brokke sig over, men der er heller ikke noget imponerende.

Singleplayer delen bliver hurtig kedelig. Igennem spillet er det eneste du åbner op for flere løb og flere biler. Disse biler er kun til for at kunne følge med i de andre løb som bare bliver sværre og sværre. Der bliver aldrig noget tidspunkt hvor du vinder en psycho bil og bare kan drøne fra dine modstandere, selvom det kun er i én bane eller to. Modifikationerne er en sølle hjælp til forandringerne for du får dem kun ved hver boss og de sølle få angreb er ikke rigtig noget der holder en kørende (hah, fik i den) i hele spillet. HVIS du spørger mig, og det gør du jo, så kunne det være fedt hvis at du selv brugte dine fan point så du selv kan vælge om du vil købe en bil, angreb, ja sågar, pynt til dit ride som kunne bruges til at få endnu flere fans og på den måde blive en fremtidig investering. Disse selv valgte investeringer er blevet fjernet så spillet gør det hele selv så den variation er blevet fjernet. Så spillet bliver hurtigt ensformig da variationen som spillet selv giver er mangelfuld.

Det er her at multiplayer delen kommer og gør nogenlunde op for det. Multiplayer delen giver dig chance for at låse op for flere og flere biler når du kæmper online og fungerer faktisk meget ligesom singleplayer delen, i form af opsætning. Du låser op for flere og flere point, låser op for flere ting og får flere og flere biler. Jeg skrev før at spillet var mere hektisk online og det er det fordi at dine modstandere er andre spillere og fordi de er andre spillere er de både forudsigelige og uforudsigelige på samme tid. Dine modstandere vil vinde lige så slemt som dig og der bliver derfor ikke lagt fingre imellem. Selvfølgelig fik jeg min røv smadret som en spejder i et barslagsmål for jeg kan IKKE finde ud af bil-spil. Jeg kan SLET IKKE finde ud af bil-spil, men det forhindrede mig ikke i at gøre spillet personligt og ikke ønske andet end at lægge mine modstandere i støvet fra min Ford Fiesta.

Det hele kommer ned til at Blur er et utrolig sjovt og hektisk bilspil, og den bedste måde at opsummere det på er vel Mario Kart i rigtige biler, og Mario Kart var jo også super grineren! Der hvor spillet fejler dog er at det ikke gør fuld brug af ideen. Jeg ved ikke om de hos Bizarre Creations var bange for at bryde nogle grænser for selvom spillet er overraskende godt, kan jeg ikke lade være med at føle at det kunne være så meget bedre hvis de bare havde prøvet at tage nogle flere chancer, men det kan man altid håbe i en efterfølger, for der er ikke bare potentiale i det her spil, der er sjæl!

Første indtryk: Jaa… Et nyt bilspil. Oh-fucking-joy.
Sidste intdtryk: Æd mit støv spassere!

Skrevet af:	Lasse M Riishøj	Genre:	Driving
Samlet Karakter:
Grafik:		Gameplay:
Lyd:		Holdbarhed:
Udgivelsesdato:	28. maj 2010	Censur:
Platform:	PC, PS3 Xbox360	Anmeldt Platform:	Xbox 360
Udvikler:	Bizarre Creations	Udgiver:	Activision
Partner:	Activision
Links:	Officiel hjemmeside